Kim Leine: Jeg begyndte at læse, da jeg var 12 år. Det er lige før, jeg kan sætte dato på

Kim Leine, der i sidste uge modtog Nordisk Råds Litteraturpris for »Profeterne i Evighedsfjorden«, holder åbningstalen på dette års BogForum. Mød den norskfødte forfatter, der er til fjelde og franske film.

Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Profession: Forfatter
Alder: 52 år

Engelske bøger
Det er primært engelsksprogede forfattere, jeg følger: Ian McEwan, A.S Byatt, Margaret Atwood, Hillary Mantel. Engelsksproget litteratur har en stærk fortællende tradition, som jeg gerne ser mig selv i.

Alexandre Dumas
Jeg begyndte at læse, da jeg var 12 år gammel. Det er lige før, jeg kan sætte dato på. Jeg faldt over Alexandre Dumas den ældres samlede værker i reolen hjemme i Norge i en norsk oversættelse. Dem begyndte jeg at pløje mig igennem. Så begyndte der at komme alle mulige andre ting også. Jeg har læst kontinuerligt siden dengang.

Bred musiksmag
Jeg har ikke så meget tid til at høre musik, for jeg vil hellere læse. Men når jeg lejer en bil, har jeg en mappe med musik til køreturen. Der har jeg cirka 100 cd´er. Jeg er også på Spotify og hører en del der, både jazz, klassisk musik, popmusik, R&B og rap. Der er vist ikke et hjørne, som jeg ikke har været ude i musikmæssigt.

Koncerter
Jeg tager aldrig til koncerter. Jeg har dårlig hørelse, og når man har det, bliver larm hurtigt til en lydgryde, hvor man ikke kan skelne mellem de forskellige lyde, og så giver det ikke nogen mening. Jeg kunne godt gå til klassiske koncerter, men det bliver aldrig til noget.

Fransk film
Jeg er glad for franske nybølgefilm fra 1960erne. Jeg kan godt lide Jean-Pierre Melville, han har en lækker stil. Når folk er meget stilbevidste, koster det ellers ofte på ærligheden og troværdigheden, men hos ham er der en stærk stil blandet med en følelse af oprigtighed.

Teater
Jeg var i Teater Grob for et halvt år siden og så Nukaka Coster-Waldau i forestillingen »STRØMSTEDER//SARFARTUUT«. Hun er utroligt god. Stykket handlede om splittelsen mellem Grønland og Danmark. Det var meget udtryksfuldt og rørende. Men ellers er det nok 30 år siden, jeg har været i teatret.«

Hjemmebiograf
Jeg har en hjemmebiograf med stort lærred. Jeg har små børn, så jeg har ikke haft tid til at gå i den rigtige biograf. Men jeg vil elske snart at gå i biografen med min ældste søn.

Fjelde
Natur er for mig mest Norge. Når jeg er der, får jeg afløb for det behov. Så sidder jeg i fjeldet eller går en tur deroppe. For mig er natur først og fremmest fjelde. Jeg tager til Norge 4-5 gange om året, det er naturligt for mig, eftersom jeg er nordmand. Jeg kan også godt lide storbyferier. Jeg kan godt lide skiftet. Det bliver dog ikke til så mange af dem, som jeg gerne ville.

Gåture
Jeg går lange ture. Når jeg har tid, går jeg helst 10 kilometer om dagen med min søn i klapvogn. Jeg bor på Amager. Vi går ind over Langebro og ind til Torvehallerne, hvor vi drikker en kop kaffe og et glas mælk. Så går vi og oser lidt derinde. Så går vi hjem igen via Christianshavn.

MØD KIM LEINE PÅ BOGFORUM
Fredag: kl. 10.30, Scenen