Flere hundrede tusinder danskere sang i kor, da Kim Larsen blev hyldet overalt i landet.
»Kim selv ville have råbt 'STOOOOP NU' for længst.«
Sådan skrev Kim Larsens enke Liselotte Kløvborg fredag på Kjukkens Facebook-profil.
Men danskerne havde ikke på sinde at stoppe med at hylde deres nationalskjald. Tværtimod.

I alle større danske byer var der fredag arrangeret optog og mindekoncerter for Kim Larsen, der døde 30. september efter længere tids sygdom.
På Christianshavns Torv i København mødte titusinder op i Kim Larsens gamle kvarter.
Mange af Kim Larsens og Gasolins sange foregår netop på Christianshavn. Ikke mindst »Christianshavns Kanal«, men også »Langebro« der i virkeligheden handler om Knippelsbro og »Østre Gasværk«, der er en metafor for Christiania.
Kim Larsen hyldes med hele familien
68-årige Grethe Høyer fra Østerbro havde samlet hele familien på Christianshavns Torv for at hylde nationalskjalden.
»Jeg har fulgt Kim Larsen siden Gasolin-tiden. Da han døde, vækkede det en masse minder. Vi har hørt hans musik til alle fester i familien. Fødselsdage, bryllupper og konfirmationer. Kim har været med til det hele. Og da min nevø døde som 42-årig hørte vi 'om lidt bliver her stille',« siger Grethe Høyer.
Maria Larsen fra Valby var mødt op sammen med sin mand Tommy Mørch og døtrene Lili på 3 og Pixi på 6.
»Kim Larsen har været en del af vores liv altid. Han har en plads i alle danskeres hjerte. Vores børn kender ham også, for vi spiller hans musik for dem.«
Øl i lange baner blev knappet op og drukket i sangerens ånd. Kim Larsens udødelige klassikere gjaldede fra utallige medbragte højtalere.

»Tik-tik. Vi levede i går og klokken slår og slår.«
Der blev skålet, skrålet - og grædt.
Chief One, producer og tidligere medlem af hip hop-gruppen Rockers By Choice står midt i folkemængden og ser vemodig ud:
»Det er sindssygt rørende det her. Det er once in a lifetime. Jeg tror nærmest kun det er statsoverhoveder, der kan samle folk sådan her. Kim Larsen har været en musikalsk ledestjerne for mig. Det var ham og Gasolin, der gav mig tanken, at jeg skulle lave dansk musik,« siger han.
Skuespiller Pilou Asbæk er også mødt op med sin datter i Christiania cykel.
»Da jeg søgte ind på teaterskolen sang jeg 'det er en kold tid'. De stoppede mig efter to linjer. De sagde, jeg havde en forfærdelig sangstemme, og at jeg ville gøre Kim Larsen flov. Det er en landesorg det her. Jeg er opvokset med en fransk familie, så han var ikke en del af min barndom, men han var en stor del af min ungdom,« siger Pilou Asbæk.
Tak for den massive hyldest
Fra Christians Havns torv bevægede optoget sig over Langebro mod indre by, hvor folkemængden kastede sig ud i en omfattende fællessang af Kim Larsens bagkatalog.
Det var oprindeligt meningen, at optoget skulle slutte med en koncert på Rådhuspladsen, men politiet kunne ikke garanterer sikkerheden.
I Århus begyndte optoget på Rådhuspladsen, hvor viceborgmester Camilla Fabricius skulle holde en tale. Derefter gik optoget gennem byen til Storetorv ved Domkirken. Også i Århus måtte en planlagt koncert aflyses til fordel for fællessang.
»Den massive hyldest fra danskerne har været et lyspunkt for familien midt i den svære tid,« skriver Liselotte Kløvborg på Facebook:
»Jeg og alle Kims seks børn vil herigennem gerne takke dybt for den kæmpe kærlighed, der fra alle steder i landet er strømmet mod min elskede mand og børnenes elskede far. Intet kan hjælpe med at hele den altoverskyggende store sorg der har ramt os, men alle de smukke ord og hilsner, alle de smukke blomster, arrangementerne til ære for Kim rundt i landet og ikke mindst den dybe respekt og den smukke stilhed, der er blevet udvist os foran Kims og mit og drengenes hjem, har varmet os alle og har været meget, meget smukt at opleve. Også selvom Kim selv ville have råbt 'STOOOOP NU' for længst,« skriver Liselotte Kløvborg på Facebook og tilføjer: »Man giver ikke en mand blomster.«