Måske du skulle ofre fem minutter på at kigge i rodekassen på loftet eller på hylderne i kælderen.

For skulle du være så heldig at have et flot eksemplar af videospillet »Super Mario 64« liggende, kan det være en formue værd.

Forleden blev eksemplar af spillet, der gik sin sejrsgang verden over i 90erne, solgt af det amerikanske auktionshus Heritage Auctions for 1,56 millioner dollar, svarende til 9,8 millioner kroner, skriver flere engelske og amerikanske medier.

Det er den højeste pris for et videospil nogensinde. Spillet, der blev solgt søndag, var plomberet og som nyt. Auktionshuset vurderer, at der kun findes fem spil i så fin stand i verden.

Super Mario-spillet har været afgørende for spilleproducenten Nintendos succes på det globale marked for videospil.
Super Mario-spillet har været afgørende for spilleproducenten Nintendos succes på det globale marked for videospil. Behrouz Mehri/Ritzau Scanpix

»Det synes at være umuligt at overvurdere betydningen af denne titel – ikke kun i forhold til Mario-spillet og Nintendo, men for videospil i det hele taget,« siger Valarie McLeckie, der er ekspert i videospil hos Heritage Auctions, ifølge The Guardian.

Det tredimensionelle Super Mario-spil, som spildesigneren Shigeru Miyamoto står bag, var banebrydende i spilindustrien, og der er solgt flere end 210 millioner eksemplarer verden over, hvilket gør Mario-serien til den bedst sælgende videospilserie nogensinde.

Der skabt flere end 200 versioner af spillet, hvor den buttede italienske blikkenslager Mario iført rød trøje, blå overalls og kasket er hovedfigur.

Ophedet marked for spil

Salget forleden slog en kun få dage gammel prisrekord for et videospil. Fredag i sidste uge blev en original kassette med spillet »Legend of Zelda«, som ligeledes er skabt af Nintendo, solgt for 870.000 dollar.

Super Mario-spillet var afgørende for salget af spillekonsollen Nintendo 64, som i sin tid var populær over hele verden. Spillet var nyskabende, fordi det giver mulighed for at bevæge sig mere frit i spillets univers, og det bliver i dag betragtet som en pioner inden for videospil.

Priserne på sjældne spil og spillekonsoller er de seneste år nået op på særdeles høje beløb. Sidste år blev en sjælden version af Nintendo PlayStation således solgt for 300.000 dollar.

Så ja, måske er det en god idé at kigge efter på loftet eller i kælderen – måske der gemmer sig en formue i rodet?