Kig bag dig – du er lige gået over grænsen

Hvad kan man tillade sig at sige på internettet i Kina? Grænserne er udflydende, og nogle gange kan det overraske, hvad der er forbudt, og hvad der er tilladt. Historierne om »sømhuset« og »de sorte myrer« fortæller noget om, hvor grænsen går.

Damen i huset vil ikke flytte og gøre plads for et nyt varehus. På kinesisk kalder man det for »dingzihu« – »et hus af søm«. Sagen kom frem på internettet, hvor bloggeren Zhou Shuguang fik lang snor af de kinesiske magthavere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mark Ralston/AFP

Han gik over grænsen for, hvad man kan skrive på internettet i Kina. Han kunne skrive om sømhuset. Men ikke om de sorte myrer.

Zhou Shuguang bor i Changsha, der er hovedstaden i Hunan. Han er grønthandler. Og blogger. Endda en meget populær blogger. Han er også blevet kaldt for Kinas første borgerjournalist, selv om der har været andre før ham. Men han blev hurtigt den mest populære af dem. Altså en helt almindelig borger, der ikke er professionel journalist, men som bevæbnet med computer og kamera går ud i den kinesiske virkelighed og rapporterer om de uretfærdigheder, som de almindelige medier ikke kan eller må dække. Han lægger historierne på sin blog på internettet, hvor der er langt mere frihed til at tage emner op, som aviser, radio og TV har fået forbud mod at dække.

Han blev lidt af en berømthed i Kina, da han skrev om søm­huset i Chongqing. Det var ikke derfor, han blev anholdt. Men lad os først se på sømhuset.

Chongqing er Kinas største by-kommune. Her er der omkring 32 millioner indbyggere på et areal, der svarer til Østrig. Den økonomiske udvikling er også kommet til Chongqing, og med den følger driftige forretningsmænd og deres planer, som får byggepladser og kraner til at brede sig over byen. En af de forretningsmænd ville bygge et kompleks med lejligheder og butikker. Forretningsmanden finder stedet og køber de grunde, der ligger ved siden af hinanden. Beboerne flytter ud. Han jævner husene med jorden. Og går i gang med at grave den enorme grund ud.

Der er bare et enkelt problem, for midt på byggepladsen står der ét hus. Og damen i huset vil ikke flytte. Det har man et navn for på kinesisk. Den slags huse hedder dingzihu. Det kan oversættes til noget som »et hus af søm«. Det er huse, der står og stikker ud som søm i et ryddet eller moderniseret område.

Sociale protester på nettet
Det er langtfra første gang, man har set det i Kina. At en enkelt borger står fast på sine rettigheder og nægter at bukke sig for hverken lokalregering, bystyre, forretningsmænd eller fremskridtets tocifrede vækstrater. Sådan var det også med kvinden, der forlangte at få kompensation for at flytte og samtidig få en lejlighed i det nye kompleks. Glem det, lød svaret. Hvorefter de to parter foldede armene over kors og vendte hinanden ryggen.

Sagen bliver et godt eksempel på, hvordan sociale protester breder sig i Kina, og hvordan de flyder fra internettet og over i aviser og TV. Det er et godt eksempel på, at man faktisk kan tillade sig at kritisere systemet, kommunistpartiet og forretningsmænd med lidt for gode politiske forbindelser.

Her kommer Zhou Shuguang nemlig ind i historien. Eller Zoula, som han også kalder sig. Bevæbnet med computer og social forurettethed rejser han af sted til Chongqing, og begynder at blogge om situationen på bygge­pladsen med det enlige hus. Historien breder sig på nettet, aviser og TV-stationer kommer til, og inden længe er historien blevet landsdækkende.

Det er den historie, der gør Zoula landskendt. Folk rejser endda til Chongqing for at fortælle deres historier til Zoula. En tidligere soldat fortæller om, hvordan hans ejendom blev jævnet med jorden, efter at beboerne var blevet banket eller lokket til at flytte ud, og hvordan han mistede alle sine penge, som han havde lånt til at købe sin lejlighed. Zoula er der i to uger, før han rejser tilbage.

Nu er han blevet landskendt. Et navn. Man skal nu ikke gøre ham til nogen Moder Teresa. Zoula er også blevet kritiseret. Blandt andet for blot at være en fenqing. En vred ung mand. Og hvorfor rejste han til Chongqing? Jo, til dels for at blive berømt. I dag blogger han for at tjene penge og sælge reklamer. Han blev stærkt kritiseret tilbage i juni, da han følte sig snydt af Google, som han mente skyldte ham penge for nogle reklamer. Han tog ind til Googles kontor, overfuste receptionisten og lagde videoen på nettet. Dårligt træk. Han er også blevet beskyldt for at modtage penge for at skrive om folks problemer.

Zoula gik for langt
Men han har stadig både læsere og en fanskare og er anerkendt for sin sociale kritik og kritiske skriverier.

Det går galt for Zoula i december, da han bliver anholdt.

I november rejser Zoula til Shenyang, der er hovedstaden i Liaoning. Han ville skrive om de demonstrationer, der var brudt ud efter sagen om de sorte myrer.

Det er en noget speciel sag. Groft sagt handler den om en stor virksomhed, Yilishen Group, der snød og bedrog almindelige og godtroende folk for deres penge. Det handler om at opdrætte sorte myrer. På samme måde som man opdrætter for eksempel køer, ænder eller får. Altså bare med myrer, som bliver brugt i traditionel kinesisk medicin. Det er der penge i, sagde virksomheden, der fik folk til at investere i »myrefarme« i noget, der mest af alt ligner et pyramidespil, som det også er kendt i Danmark.

I deres reklame brugte virksomheden, der har et godt image i medierne, en kendt komiker, og den lagde vægt på det gode forhold til lokalregeringen. Det lignede altså en god investering. Men det gik ikke godt, og folk mistede deres penge. Det fik investorerne, der var almindelige folk, arbejdere og pensionister, til at gå på gaden og demonstrere for at få deres penge tilbage.

Zoula tager til Shenyang for at dække demonstrationerne. I samme takt som demonstrationerne tager til i løbet af november, aftager mediernes dækning af sagen. Denne gang er det altså et noget mere følsomt emne, som han rører ved. Han når da også kun at skrive et par indlæg, før han bliver arresteret den 3. december. Politiet forhører ham. Slet dine blogindlæg, lyder beskeden.

Samtidig bliver hans blog censureret. I det hele taget bliver alle artikler, videoer, diskussioner, og alt andet, der indeholder ordet »Yilisheng«, fjernet fra det kinesiske internet i samme takt, som de bliver lagt på.

Politiet smider ham tilbage til Changsha. Han får at vide, at han bør koncentrere sig om at sælge sine grøntsager og fortælle den lokale politistation, hvis han skal ud at rejse.

Hvorfor denne forskel?
Hvorfor nu det? Hvorfor kan han og medierne skrive om sagen med sømhuset, men ikke om sagen med de sorte myrer? Ingen har svaret. Der er ikke nogen klar og skarpt defineret linje for, hvad man kan tillade sig at skrive på nettet i Kina. Generelt siger man, at hvis man skriver om et emne, som partistaten og Kinas Kommunistparti vil gøre noget ved, kan man gå langt i sin kritik. For eksempel korruption, som partistaten de seneste år har været meget fokuserede på at bekæmpe.

I sagen fra Chongqing var der også kritik af lokalregeringen, men det førte ikke til censur. Måske fordi toppolitikerne i Beijing er begyndt at se på de lidt for ivrige bygherrer og pengehungrende, foretagsomme lokalregeringer som et problem, de gerne vil dæmme op for. Men i Shenyang var der måske lidt for gode forbindelser mellem Yilisheng og Kinas Kommunistparti, og ikke mindst fulgte der også demonstrationer og social uro med i kølvandet.

Der var i den grad også et element af social uro i sagen fra Chongqing, men det førte ikke til demonstrationer som i Shenyang. Netop den slags demonstrationer og social uro er noget, som partistaten er kronisk allergisk overfor.