Kidd version 2.0

Med flabet attitude og Youtube-hits rappede Kidd sig ind i den brede danske offentlighed i 2011. Men med succesen fulgte tømmermændene og paranoiaen. Kidd glemte at lytte til sig selv. Og så gik det galt. Efter to års pause er han nu tilbage med nyt album. Men er han også blevet klogere?

Nicholas Westwood Kidd kommer med ny plade. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Nicholas Westwood Kidd sidder og skovler en grøn salat ind i sin store flab. Det er mandag eftermiddag ugen før hans nye plade udkommer, og han er usædvanligt veloplagt. Han har ikke røget nogen cigaretter i dag. Han prøver at skære ned, fortæller han. Han plejer at ryge smøger fra han står op, til han går i seng, men han er blevet træt af at hoste så meget om morgenen.

Jo, der er sundhedstegn at spore hos den 25-årige Nørrebro-rapper, der slog noget så eftertrykkelig igennem i 2011 med landeplager som »Kysset Med Jamel« og »Ik’ Lavet Penge«. Kidd ser i hvert fald væsentlig bedre ud i dag, end da han i januar 2012 for rullende kameraer i Clement Søndag annoncerede, at han var færdig med at lave musik. Storsvedende fik han dengang fremstammet, at det, der var startet som en leg blandt venner, var blevet en byrde. At han ikke længere kunne stå inde for det, det havde udviklet sig til.

Her to et halvt år efter nedsmeltningen i direkte TV er han igen klar til at træde ind i manegen med sit nye album »Kiddæssancen«. Et album, der med feststartere som »Blæst Igen«, »Uovervindelig« og »Ryst ’Pagne« på mange måder fortsætter, hvor han slap dengang. Men for at nå til dette punkt, har han været nødt til at trække stikket i en længere periode og få ro på bagsmækken. Hvis 2011 var året, hvor succesen buldrede som en trykkoger, var 2012 året, hvor den kogte over.

»Det var jo helt sindssygt i 2011. Vi var ti drenge, der lavede musik i et studie, der var mindre end det her rum, vi sidder i nu. Og pludselig ville hele Københavns kultur- og festelite have fat i mig. Og så ville hele Danmark have fat i mig. Når du er 22 år og glad for at feste, og alle folk står med åbne arme, kan det være svært at ramme jorden.«

Hvad var det, der fik dig til at sige, at det var tid til at stoppe med at lave musik?

»Jeg tror bare, at det var sådan, jeg havde det på det tidspunkt. Jeg fik en pludselig indskydelse og skrev det på Twitter. Og så sad jeg pludselig på nationalt fjernsyn et par dage efter. Jeg kom næsten direkte fra en bytur. Der var ikke tid til noget som helst. »Statsministeren vil snakke med dig i Clement Direkte i morgen!« Det gik så stærkt! Det var umuligt at følge med. Slet ikke når jeg samtidig gik i byen hele tiden. Der lå ikke nogen strategi bag noget af det der. Det hele sejlede bare.«

 

 

Og måske med god grund. Selvom han på det tidspunkt var det måske mest ombejlede og hypede navn i dansk musik, havde han intet management i ryggen. Der var ingen til at slå bremserne i. Og han var heller ikke selv i stand til det. Kidd var en flabet gadedreng, der hverken talte elitens sprog eller spillede efter dens regler. Men som ikke desto mindre blev katapulteret ind på den helt store offentlige scene. Alle ville have en bid af ham. Selv statsminister Helle Thorning Schmidt, der efter mødet i Clement Direkte lagde et billede af sig selv og Kidd op på Facebook.

Indtil et par uger efter, hvor et gammelt klip dukkede op på Youtube. Her fortalte en tydeligvis overrislet Kidd i et interview med en odenseansk hiphopblog, at han håbede, at nogen vil dræbe Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti. Og så var fanden ellers løs i Laksegade. DF politianmeldte Kidd for dødstrusler. PET var på sagen. Statsministeren fjernede billedet fra sin Facebook. Og her i avisen udpegede chefredaktør Tom Jensen Kidd som et symptom på en forrået og truende debatkultur.

I den periode var det ikke sjovt at være Kidd. Danmarks mest omtalte musiknavn havde lige forsøgt at pensionere sig selv uden helt at have gennemtænkt, hvad han havde gang i. Og nu rasede endnu en mediestorm. Opturen var blevet vendt til en nedtur. For fuld skrue.

»Når medierne kun viser sig fra deres dårligste side og kun er interesseret i at udstille noget negativt, så møder du også kun negativ energi på din vej. Det gør det endnu sværere, når man i forvejen er deprimeret. Hver gang jeg åbnede en avis eller en webside var folk ude efter mig. Og det tog fart, der var flere og flere, der var i mod mig – ofte uden at vide hvorfor – de havde bare hørt, at jeg var et svin uden nogensinde at have trykket mig i hånden. Det er det, medierne kan. Det var en lorteperiode. Jeg følte overhovedet ikke, at jeg mødte noget rart på min vej.«

Hvis du kunne rejse tilbage og give dig selv et godt råd, hvad skulle det så være?

»Efter den diskoteksturné i december 2011 skulle jeg bare have taget min taske og rejst til Himalaya-bjergene eller Japan eller et eller andet sted. Men i stedet kom jeg til at lytte til, hvad andre sagde. »Tag til P3 Guld! Det er vigtigt for dig! Det skal man gøre!« Selvom jeg kunne mærke, at det ikke var godt for mig, så gjorde jeg de ting alligevel. Jeg lyttede ikke til mig selv. I dag er jeg heldigvis blevet meget bedre til at sige nej til ting. Men jeg lærte det på den hårde måde. Så i april stod jeg til P3 Guld-showet, som er enhver kunstner i Danmarks drøm, og jeg havde bare lyst til at være alle andre steder i verden. Fuck, hvor havde jeg ikke lyst til det. Jeg kan blive helt irriteret bare over at tænke på, at folk tvang mig til det. Men det handler også om, at jeg har skullet lære at sætte grænser for mig selv. Det har jeg været sindssygt dårlig til.«

Hvad skete der efter P3 Guld? Trak du bare stikket?

»Jeg gemte mig. Jeg begyndte at rejse en hel masse. Også alene. Bare af sted. Meget rundt i Europa. Berlin især. Men også Grækenland, Belgien og en hel masse andre steder. Det, der er så fedt, er, at du kan vågne om morgenen, tænde din computer og så om eftermiddagen tage et fly til Barcelona, Berlin eller London. Jeg var vildt glad for den periode. Lige pludselig fik jeg luft. Jeg kan bare huske den der følelse – det var så sygt – så snart jeg kom ud i Kastrup, var det som at få fjernet en cementblok fra min brystkasse. Jeg var fri. Og så snart jeg landede igen og steg på metroen, vendte trykket tilbage. Jeg hadede alt. Jeg hadede at gå i byen. Jeg hadede at gå i supermarkedet. Jeg var bange. Jeg ved ikke for hvad, men det var jeg. På det tidspunkt vidste alle, hvem jeg var, så jeg fik aldrig fred. Jeg fik paranoia. Den usynlige fjende og alt det der. Og så hjælper det heller ikke på det, når man samtidig ryger joints og drikker alkohol.«

Hvad var det, der gjorde, at du fik det godt igen og fik lysten tilbage?

»Det kommer til at lyde vildt klichéagtigt, men jeg mødte en pige. Når man er rapper, er det ikke svært at møde piger. Men hende her var sej og værd at kæmpe for. Vi er stadig sammen i dag. Gud ske tak og lov. Det var det, der vendte det hele for mig. Urinstinktet vendte tilbage: Jeg havde lyst til at vise mig for hende og gøre noget godt for hende. Og det gjorde mig naturligvis mere glad med tiden.«

Mens Kidd trak sig tilbage, begyndte det at gå frem for hans venner fra Cheff Records. Kidd havde banet vejen, og i 2012 og 2013 overtog Klumben, TopGunn og Eloq spotlyset. Imens kunne Kidd i nogenlunde ro og mage koncentrere sig om at finde fodfæstet igen. Stille og roligt vendte kampgejsten tilbage, og han begyndte at arbejde på et nyt kuld sange sammen med producere som Pitchshifters (Medina), Rasmus Hedegaard, Lasse Lyngbo og Vinnie Who.

»Pladen er blevet rimelig skør. Jeg gik ellers i gang med at lave sådan noget prætentiøst noget, som jeg troede ville tale til sådan nogen pseudointellektuelle typer. Men jeg brugte alt for lang tid på gøre det perfekt. Og så gik det op for mig, at nej, jeg ville lave en festplade. Jeg vil gerne have noget punk i min hiphop. Jeg gider ikke skulle stå på en scene og være helt følsom. Jeg vil hellere feste, når jeg står der. Hvert eneste nummer på pladen er lavet på en flaske champagne eller cremant. Det har været en kæmpe fest.«

Det kan godt være, at han røg ned med nakken i en periode. Og at han nu er begyndt at spise salat og skære ned på smøgerne. Men den åbenmundede festabe inde i Kidd lever altså stadig i bedste velgående. Og han synes stadig, at dansk rap tager sig selv alt for seriøst.

»Jeg har set en del koncerter med sådan nogle, der prøver at gøre det prætentiøst. Det er kedeligt. Så er det kun sådan nogen fra Københavns Universitet og Soundvenue, der synes, at det er fedt. Jeg elsker at gå til sådan noget som Danny Brown. Når han kommer ind på scenen siger det »BANG!!!« Det er sådan, jeg vil have det! Jeg gider ikke stå med et eller andet jazz-band fra Chicago og spille smart. Jeg har lyst til at stå med en dj-pult og så crowdsurfe. Jeg elsker, at når Kidd går på, så står folk klar til at gå amok. Det er der, jeg er lige nu. Måske det ændrer sig om nogen år. Men lige nu elsker jeg det.«

Det var jo på mange måder det, der fik dig til at knække halsen sidst. Er du ikke bange for at ryge i fælden igen?

»Selvfølgelig har jeg ikke lyst til at have på det på samme måde som dengang. Men jeg har også fået mere selvdisciplin. Jeg har fået samlet nogle gode mennesker omkring mig. Jeg går heller ikke fuld på scenen mere. Men man ender jo også kun der, hvis man er selvdestruktiv. Jeg er ikke selvdestruktiv. Jeg har aldrig haft så meget lyst til at leve. Så jeg kommer ikke til at knække halsen. Jeg er 25 nu, ikke 22. Selvom det ikke lyder af meget, så er der altså en kæmpe forskel på, hvordan man har det oppe i hovedet.«