Kernefamilien går i opløsning, når lavinen ruller

Svenske Ruben Östlunds »Force Majeure« er ikke blot en skarpt set film om nutidens kønsroller og kernefamilien som konstruktion. Under snemasserne løber en konstruktiv samfundskritik.

Ruben Östlund Fold sammen
Læs mere
Foto: Isabelle Maurice

Han er kun 40 år, men allerede efter fire spillefilm plus det løse står Ruben Östlund som svensk films mest spændende instruktør. Hans arbejdsværksted sprudler af originale tænksomme konstruktioner, som han formår at forvandle til tankevækkende film, der måske nok er smalle set i forhold til de fleste film i biograferne, men som har potentiale til at drille i bredden.

Med »Force Majeure« tager Östlund endnu et hop i retning af at være let at forstå for et bredt publikum. Et struttende sundt pragteksemplar af en svensk kernefamilie er på skiferie. Far, mor og to børn.

Den første dag sidder de og spiser frokost på en udendørs terrasse, da en lavine i horisonten begynder at rulle. De fleste griber deres mobiltelefoner og begynder at filme og råber »whauv«. Lavinen buldrer voldsomt videre og kommer hurtigt tættere på, og der opstår panik på restauranten. Mor bøjer sig ned over børnene, og far flygter over hals og hoved. Heldigvis stopper lavinen, lige før den rammer restauranten og alle forbliver uskadte. Og dog.

I løbet af den næste uges skiferie, hvor Ruben Östlund sætter følgerne i familien under lup, breder den dårlige stemning sig. Hustruen kritiserer manden for hans urinstinkter, da han ikke levede op til den reaktion, man burde have ifølge heltekvadene. Da hustruen ikke vinder gehør for sin holdning, går hun til vennerne med den, og det intime drama buldrer snart højere og voldsommere, end lavinen gjorde.

Da vi møder Ruben Östlund, smiler han let djævelsk, da han opsummerer »Force Majeure«:

»Jeg havde to mål med filmen. Det ene var at lave filmhistoriens mest spektakulære lavinescene og det andet var at øge skilsmisseprocenten.«

Östlund var i sin ungdom ivrig skientusiast, men i dag ser han kritisk på det, som han kalder for »et ghettomiljø, hvor rige mennesker, der kontrollerer alt andet i deres liv, også forsøger at kontrollere naturen«.

»Når overlevelsesinstinkterne slår ind, slår kulturen ud«

»Da først jeg havde idéen til lavinescenen, hvor manden springer for livet, og en idé om, at der mod slutningen skulle være noget gruppeterapiagtigt, var det et forholdsvis let manuskript at skrive. I skriveprocessen blev jeg gladere, jo flere fortrædeligheder jeg kunne udsætte karaktererne for. Jeg sad og grinede for mig selv, hver gang jeg fandt på nye forhindringer for kernefamilien.«

Hvad er din fortolkning af, at manden, Thomas, springer for sit eget liv, og kvinden folder sig sammen omkring børnene?

»Når overlevelsesinstinkterne slår ind, slår kulturen ud. Den forventning, vi har om at være en familie, ophører med at eksistere. »Når vandet når til næsen, havner babyen under moderens fødder,« lyder et ordsprog. Selvbilledet, af at vi vil redde vores nærmeste, har ingen som helst rod i den virkelige verden. Når lastbilen kommer kørende, kaster du dig simpelthen til side for at redde dig selv. Sådan er det for de fleste, viser undersøgelser af store katastrofer,« siger Ruben Östlund, og fortsætter:

»Mange vil lægge en vurdering ind i Thomas’ handling. Det er i sig selv interessant, men det er ligeså interessant, at kvinden har et behov for hele tiden at fokusere på, hvad Thomas ikke gjorde, hvilket virker bizart på mig. Hun kan simpelthen ikke komme videre i forhold til den oplevelse, selv om ingen kommer noget til. Scenen kommer til at få en symbolsk værdi.«

De undersøgelser, som Östlund henviser til – af for eksempel Titanics forlis eller terroraktionen i USA 11. september 2001, viser, at de overlevende har svært ved at tale om ulykken bagefter, fordi de kom i kontakt med sider af sig selv, de ikke troede eksisterede.

»De, der overlever, har simpelthen optrådt egoistisk. I en katastrofesituation gælder det om at agere taktisk, så man overlever, men derefter bærer man rundt på en stor skyld.«

Under din undersøgelse af kønnenes kamp fornemmer man en samfundskritik?

»Begrebet kernefamilie blev skabt i 1940erne, hvor vi i dag tager det som noget fundamentalt i vores samfund. Tidligere levede vi mennesker jo i storfamilier, men så kom industrialiseringen, og man skar til lejligheden båndene over til de ældre generationer, og man opfandt begrebet kernefamilie som noget sundt, men det er i virkeligheden noget dybt konstrueret. I en kernefamilie er børnene for eksempel meget mere udsatte i tilfælde af, at der sker noget med mor og far, end de var i storfamilien.«

Er vi skabere eller forbrugere?

Östlund henviser til Stockholm som den by i verden, der har flest singlehusholdninger. Jo flere husholdninger jo større forbrug. Alle hjem skal have et TV-apparat og alt muligt andet grej. Den udvikling er bundet til en økonomisk model.

»Vores kultur tilsiger, at kærlighedsrelationerne og troskab er det vigtigste. Omkring 99 procent af al musik handler om kærlighed i parforholdet, og det, synes jeg, er proportionsforvrængning. Vi bruger næsten hele vores vågne tid på relationsproblemer i stedet for på vores velstandsniveau og på at bruge mere tid på vigtigere ydre ting som at forbedre miljøet. Får nogen en idé om at løfte blikket lidt fra familien ved at se min film, er det godt.«

»Force Majeure« er solgt til mere end 40 lande verden over, og et amerikansk filmselskab har købt rettighederne til at lave en remake.

Hvordan ville en amerikansk udgave af filmen se ud?

»Min udgave af filmen går ret fint i USA, og det, tror jeg, er fordi den er radikalt anderledes i forhold til deres typiske historier. I amerikansk film er det ofte sådan, at manden er hovedkarakter, og kvinden er sexobjekt. Manden skal være loyal over for noget større hele tiden – sit land, sit fodboldhold, sin familie. I min film hopper manden ud af den rolle, og familien holder måske nok sammen til sidst, men de har mere end svært ved at slippe begivenhederne. Om de ting bibeholdes i en amerikansk udgave, er et meget åbent spørgsmål. Vil de bibeholde splittelsen eller bliver det sådan en »vi har klaret det«-slutning? Mange af de valg, jeg har truffet i min film, er atypiske for mere kommercielle strukturer, så selv holder jeg mig langt væk fra en amerikansk remake.«

Opfatter du dig selv som en politisk instruktør?

»Ha, ha, min mor gav mig engang »Det Kommunistiske Manifest« at læse, da jeg var barn. Når man ser verdensøkonomien og forbruget som drivkraft, så er det jo en drivkraft, der hænger vældig tæt sammen med sådan noget som skabertrang. Måske er det utopisk at tænke sig, men hvorfor kan vi ikke lave et samfund, hvor vi opfostrer individer til at blive skabere i stedet for forbrugere? Alt det TV, som børn ser, opmuntrer i sidste ende til forbrug. Som filminstruktør har jeg et medansvar for verdensudviklingen, og jeg er sikker på, at selv en enkelt film kan skubbe den rigtige vej. Vores fiktive billeder går ligeså meget ind i erindringen, som billeder fra TV-nyhederne.«

Ruben Östlund udvikler altid sine filmidéer ved at tale om dem meget tidligt. Også offentligt.

»Min næste film tager udgangspunkt i den tilstand, som Europa befinder sig i. I Göteborg, hvor jeg bor, er man begyndt at bygge mure omkring visse rige boligkvarterer. Sådan er det i den ene ende af byen, og i den anden ende bor der folk, der betragter sig selv som en mafia. Begge grupper tager kun ansvar for det, der er indenfor murene. Min far har fortalt, at når han skulle på gaden og lege i 1950erne, fik han blot forældrenes telefonnummer i en snor om halsen, og så blev han sendt ud i Stockholms gader. Dengang så man andre voksne som en bonus for børnene, mens de i dag nærmest er en trussel. Det er en gennemgribende forandring,« siger Östlund, og fortsætter:

»På den baggrund fik jeg idéen om historien om en symbolsk plads i en imaginær europæisk by, der markeres med et hvidt kvadrat. Den plads er en neutral zone, hvor man kan gå hen, hvis man skal have hjælp. Man skal simpelthen hjælpe folk, der befinder sig i den. Zonen har et praktisk niveau, men den har også et filosofisk niveau. Hvor går grænsen for at tage ansvar? Et stykke inde i filmen kommer der en hær af tiggere til byen, og hvordan skal man for eksempel håndtere det, når de går ind i zonen? Europa og især Skandinavien har været isoleret fra den ekstreme fattigdom, og jeg vil gerne belyse fattigdom på en usentimental facon. Fattige på film er altid fattige mennesker. Jeg har en fornemmelse af, at hvis man beskriver fattige mennesker som bare mennesker, vil det sikkert virke ret provokerende.«

»Force Majeure« har premiere 11. december.