Keramik fra grøftekanten

De fynske blomster gik igen hos flere generationer af kunstnerfamilien Syberg. Faaborg Museum fejrer sommeren med keramik skabt af fynbomalernes børn

Keramik fra grøftekanten - 1
Til de smukkeste arbejder fra Hans og Grete Keramik hører denne vase med det karakteristiske blomstermotiv. Billedefra kataloget. Fold sammen
Læs mere

Det begynder og slutter med blomster. Først var der mor, som, når hun ellers havde tid fra børnepasningen, malede blomsterakvareller. Det var Anna Syberg, Fritz Sybergs kone, og hun mestrede som få ikke mindst den blåmelankolske tone i den våde farve, når hun malede fingerbøl og akelejer. En pragtfuld blomstermaler.

Så var der børnene. I dette tilfælde først og fremmest sønnen Hans. Det er ikke altid lige let at være søn af store kunstnere, og Hans måtte da også opgive selv at blive maler, efter sigende fordi han ikke kunne se forskel på rødt og grønt. I stedet blev han først stenhugger, og dernæst keramiker. Det sidste blev han i kunstnerisk parløb med et andet fynbomalerbarn, Peter Hansens datter, Grete. Sammen skabte de omkring 1930 Hans og Grete Keramik - et værksted og et design, der blev et begreb produceret helt frem til 1988.

Blomster en masse
Det var til denne keramik, at Annas blomst forplantede sig. Ud af Annas uendelige blomsterflor trak Grete de blomster, der er så kendt fra den fynske grøftekant. Kløver og klokkeblomst, gul okseøje, rød mosrose. En lille buket, der blev til et dekorativt hit på et almuestel med op til 85 forskellige former, spændende fra den flade tekop over den højstammede vase til den store terrin og det syvkamrede kabaretfad. Til tepotte og til kaffekande.

Kunst for flere sanser
Nu har Michael Blædel i et fint illustreret katalog fortalt historien om Hans og Grete Keramik, og Faaborg Musem - samt senere Sophienholm i Lyngby - arrangeret udstillingen »Syberg - fra akvarel til keramik«, så det er en fornøjelse. Der er ikke tale om keramisk kunst på niveau med Kähler, hverken når det drejer sig om det formmæssige eller det dekorative. Hans og Grete og deres efterfølgere eksperimenterede ikke nævneværdigt, efter at man først havde fundet frem til de succesrige mønstre, og man arbejdede sig heller ikke op i den monumentalitet, som tilfældet var i Næstved. Men smukt og sympatisk er det.

Og så slutter udstillingen i Faaborg helt på sin egen fine måde med blomster. For nede i museets vinterhave og ude i museumshaven bliver man så at sige omfavnet af Annas blomsterflor, hvorved udstillingen rummer en raffineret variation af sansemuligheder - fra blomsterakvarellens maleriske fryd, via keramikkens populære dekoration til selve den levende blomst med den herlige duft og farve. »For alle de små blomster, som dog er til i år...«