Kendte og glemte

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Holberg, Grundtvig, Andersen, Kierkegaard.

Fire giganter i dansk litteratur (eller norsk-dansk, for nu at tage skyldigt hensyn til førstnævntes fødeland). Fire forfattere, som enhver dansker med en nogenlunde almen dannelse i hvert fald har hørt om. Fire fyrtårne, der ud over deres format om ikke andet har det tilfælles, at de var umådeligt produktive. Med Grundtvig og hans henved 150 bind som den suveræne topscorer.

Den ene af dem, Ludvig Holberg, skriver vi om i denne uges BØGER. Hele hans mægtige værk er nemlig nu kommet på nettet i en autoritativ, moderne, tekstkritisk udgave med noter og kommentarer og det hele, og som det fremgår af Jakob Steen Olsens artikel vil udvalgte bind også udkomme på print, og det er alt sammen såre smukt og fint.

Kulturarven skal plejes og bevares og vedligeholdes, og store forfatterskaber er en del af samme kulturarv – ligesom også slotte og herregårde og guldhorn og guldaldermalere og andet skønt og godt er det.

Midt i begejstringen over den nye Holberg-udgivelse kan man dog også, hvis man er i dét humør, føle et vist vemod på sådan nogle som Holbergs, Grundtvigs, Andersens og Kierkegaards vegne. Nok er de kendte, ja, et par dem, nemlig Kierkegaard og Andersen, er endda verdensberømte, men den kendthed og den berømmelse hviler på et kendskab, der for langt de fleste læseres vedkommende er yderst perifert.

Nogle få af Holbergs komedier spilles, resten af hans mange ord henligger stort set i glemsel. Grundtvig skrev som antydet som en gal, men ud over helt at dominere den danske salmebog er han vist fraværende i vores bevidsthed som andet end en (vigtig)isme.

Andersens eventyr læses, javist, men kun et par håndfulde af dem, og hånden på hjertet, hvor mange kaster sig over hans romaner i dag? For slet ikke at tale om hans dramaer? Eller hans digte? Eller hans rejsebøger?

Og Kierkegaard, som lykkeligvis også er blevet genstand for en stor, tekstkritisk udgave, og som ligesom Holberg også kan læses på nettet, hvad med ham? Hvis vi skal være helt ærlige, så er Danmarks største tænker så vanskelig, så omstændelig, så dialektisk, så svært tilgængelig, at kun en lille minoritet af læsende mennesker nogensinde vil nå gennem bare en brøkdel af forfatterskabet.

Er det trist? Eller er det blot et vilkår, som de nævnte forfattere deler med så mange andre af de store gamle?

Nok mest det sidste, vil jeg mene. Og det er så også i orden. Store forfatterskaber har en værdi, der ikke har noget med statistik at gøre, de har en virkningshistorie, der heller ikke kan måles og vejes, og hvis en ny Holberg-udgave kan få lidt flere til at læse lidt mere af netop ham, er det kun fint, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er, at han nu er mere tilgængelig end nogensinde. Det afgørende er, at hele kulturarven, herunder den litterære, i det hele taget gøres så tilgængelig som mulig. Også når den engang imellem ikke er spor lettilgængelig.