Kendt vært fra DR-program bliver ny chefredaktør på Ekstra Bladet

Knud Brix, tidligere Christiansborg-reporter og nuværende vært på DR-podcasten »Genstart«, bliver ny chefredaktør på Ekstra Bladet.

Knud Brix er ny journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. Arkivfoto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix 2017 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En ny chefredaktør kommer snart til at stemple ind på Rådhuspladsen.

Det er Knud Brix, vært på DR-podcasten »Genstart«, der nu skal være journalistisk chefredaktør på Ekstra Bladet. Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen skriver, at han tiltræder sin nye stilling senest 1. december.

Knud Brix har tidligere været radiovært på den nu hedengangne radiokanal Radio24syv, ligesom han har været Christiansborg-reporter for TV 2.

»Det er intet mindre end et scoop. Jeg kender Knud som en fantastisk journalist, som en sprudlende ildsjæl og som et både begavet og musisk menneske. Det er vanskeligt at forestille sig nogen bedre journalistisk chefredaktør til Ekstra Bladet – og til at understøtte vores ambitioner om at udbygge positionen som Danmarks stærkeste tabloidmedie,« siger Henrik Qvortrup til Ekstra Bladet.

Drømmestilling

Henrik Qvortrup blev udnævnt som ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet i maj i år, efter at den mangeårige ansvarshavende chefredaktør Poul Madsen forlod posten.

Knud Brix kommer altså til at være en del af det trekløver, der udgør chefredaktionen på Ekstra Bladet. For foruden ham selv og Qvortrup er også Pernille Holbøll chefredaktør på avisen. Hun er dog på barsel netop nu.

Over for Ekstra Bladet betoner den kommende chefredaktør, at der er tale om en »drømmestilling«.

»Jeg anser Ekstra Bladet for Danmarks absolut vigtigste avis og ser frem til at sætte mit præg på den. I min optik skal Ekstra Bladet fortsat være garant for magtkritik og klassisk tabloid – og ubestikkelig – journalistik,« lyder det fra Knud Brix.

Genstart fortsætter

Lyttere af »Genstart«, som Knud Brix nu forlader, kommer ikke til at vinke farvel til programmet.

Ifølge fagbladet Journalisten fortsætter programmet, som i uge 33 slog lytterrekord, hvor hele 670.000 mennesker lyttede til programmet.

Claus Cancel, der er redaktionschef i DR, skriver ifølge Journalisten i en e-mail til DR-medarbejderne, at det er uvist, hvem der kommer til at indtræde i værtsrollen, når Knud Brix forlader den.

»Heldigvis har vi et supergodt hold på »Genstart«, som sagtens kan fortsætte den gode udvikling, selv om vi kommer til at savne Knud både som en fantastisk vært, en god journalist og en god kollega,« skriver Claus Cancel ifølge Journalisten i e-mailen til DRs medarbejdere.