Kendt smykkedesigner om sit nye hjem: »Den her lejlighed har været planlagt i mit hoved i over seks år«

Guldsmed Josephine Bergsøe er kendt for sine magiske smykker, der bliver solgt i LA, New York og brugt i Hollywood. Også hendes lejlighed på Christianshavn emmer af foretagsomhed.

Josephine Bergsøe har været inde over alt i sin nye lejlighed på Christianshavn, hvor æstetik vinder over funktionalitet. Niels Ahlmann Olesen

Mange kender hende fra de magiske smykker med tråde af guld og sølv, der vikler sig om smaragder og koral, perler og opaler, dødningehoveder og diamanter. Og ikke kun herhjemme. Josephine Bergsøes designs sælges også i byer som Los Angeles og New York – og så bliver de fløjet ind til Hollywood, når Susanne Bier mangler bling til sine superstjerner. I år kan hun fejre 30 års jubilæum.

»Jeg har lavet smykker altid. Om jeg bliver træt af det? Aldrig. Det er jo mit sprog. En skribent bliver ikke færdig med skrive, og de færreste bliver trætte af at tale. Jeg udtrykker mig allermest oprigtigt gennem mine smykker,« siger hun fra 4. sal i christianshavnerlejligheden.

Josephine Bergsøe har fundet ro og frihed til at gå op i detaljerne i sin lille lejlighed på Christianshavn. Niels Ahlmann Olesen

I de franske kaffeskåle er der kulsort espresso, og fra væggen bliver vi iagttaget af håndtegnede versioner af Josephine og hendes to døtre – Filuka, der i dag er 19 og nybagt mor, og Tallulah på 22.

Josephine Bergsøe bor for første gang i sit voksne liv alene, men Ib Spang Olsen, der er pigernes farfar, har sørget for, at minderne fra barndommen er værd at skilte med, når de er udformet i hans streg. Der er stadig søvn i øjnene på morgenen, men i lejligheden, er der allerede aktivitet. For det er en foretagsom beboer, der har indtaget den lavloftede bolig.

Spisebordet er lavet af Josephines søster, Laura Bergsøe, ud af en enkel planke fra Champagne. Stolene har hun fra sit værksted. Niels Ahlmann Olesen

Det er kun lige over en måned siden, at Josephine Bergsøe flyttede fra en »kæmpe kasse« i Lyngby til sine 74 kvadratmeter i København. Alligvel ser det ud som om, at hun har boet her i en menneskealder.

»Den her lejlighed har været planlagt i mit hoved i over seks år. Da jeg flyttede hjemmefra første gang som 16-årig, flyttede jeg til Christianshavn. Nu er jeg kommet hjem igen,« fortæller hun.

»Christianshavn har altid repræsenteret noget uopnåeligt. At bo her er det bedste, jeg kan forestille mig. Nørrebro er også skønt, men den bydel henvender sig særligt til de unge, til forældrekøbene, til de små nye familier. Christianshavn er eklektisk. Tosser og hipstere bor side om side med de helt gamle tidligere ansatte fra B&W. Der er plads til alle. Der er en diversitet her, som er forsvundet mange andre steder i byen. Her er ikke »picture perfect«, og det er det, der gør det fedt.«

Maleriet er af Patrick Bastardoz. »Det er det første maleri, jeg selv købte i Paris for 15 år siden. Jeg følte mig meget voksen.« Niels Ahlmann Olesen

Fra familiekabale til komplet ro

Josephine Bergsøe har boet med sin kæreste Troels Seidenfaden og deres fem sammenbragte teenagere i en stor villa i Lyngby. Men da Josephines yngste datter flyttede hjemmefra, greb guldsmeden selv chancen.

»I fem år har jeg kigget efter et sted, der bare skulle være mit. Jeg har brug for at lukke døren. Og have lov til at fluekneppe detaljerne. Jeg har haft masser af år med børn og deres kærester ind og ud og vasketøj i bunker alle vegne. Nu vil jeg have orden. Og vælge en indretning, der er helt min. Så kan jeg få et sommerhus sammen med min kæreste, hvor vi kan parkere alle kompromiserne,« siger hun.

Smukke sko har fået hædersplads midt i stuen. Niels Ahlmann Olesen

Josephine Bergsøe har tidligere været gift med barndomskæresten, instruktør Lasse Spang Olsen, men da de blev skilt, havde hun for første gang mulighed for at indrette et hus, lige som hun ville med sine to døtre.

»Vi kaldte det damehuset,« husker Josphine om huset i Ravnsnæs ved Høsterkøb, som de tre kvinder boede i det første år efter skilsmissen.

»Dengang lavede jeg en prioriteret liste over de ting, der var allervigtigst for et hjem, og så realiserede vi det bare. Tallualah ville gerne have en helikopterlandingsplads. Det ønske kunne jeg ikke indfri. Men halvdelen af budgettet gik til et spa-agtigt badeværelse. Jeg havde bare lige overset, at med den løsning havde jeg også købt en evigt låst dør, pigehvin og en lind strøm af ansigtsmasker, der diffunderede ind og ud af rummet.«

Selvom lejligheden kun er 74 kvm stor, er den rig på nips og historier. Niels Ahlmann Olesen

Dengang hentede de ting på Bali og indrettede sig præcis så feminint og bohemet, som de tre ville. Og det er samme devise, Josephine Bergsøe har indrettet udfra den dag i dag. Hun har indkøbt tæpper og krukker i Marrakech og været inde over alle løsninger i lejligheden, der i dag ligner en sættekasse-version af Ali Babas magiske hule.

Hun tøver ikke, når hun bliver spurgt, hvad det nye hjem har givet hende.

»Ro. Jeg er ikke begyndt at savne noget endnu. Det kommer måske til foråret, hvor jeg savner en have. Men ikke nu.«

Hun købte lejligheden uden at have set andet end entreen. Hun kunne mærke, at der ikke var et sekund at spilde.

»Jeg havde ledt i fem år efter den perfekte lejlighed, og jeg havde skrevet under på slutsedler før, hvor det gik i vasken. Jeg nåede godt nok at tænke: »Hold kæft hvor er her lavloftet«. Jeg så først stedet rigtigt ugen efter, da alt var underskrevet, og pengene var overført. Der blev jeg så glædeligt overrasket. Det lave loft og det fantastiske lys spillede så fint sammen.«

»Fronterne på køkkenskabene er mikrocement blandet med messingstøv. Det er både et maleri og godt håndværk. Messingoverfladen arbejder stadig. Den er ikke færdig med at finde sit udtryk. Den har kun fået voks, så den vil ældes, anløbe og kun blive smukkere,« siger Josephine Bergsøe. Niels Ahlmann Olesen

Den mindre plads fordrede bevidste valg, og Josephine Bergsøe blev hurtigt klar over, at der var meget, hun gerne undværede fra sin gamle bolig.

»Jeg skrællede næsten det hele væk. Jeg har kun bord og spisebordstole med derfra. Jeg har ikke en gang en sofa endnu. Jeg behøver kun at have ting, der er nødvendige eller æstetiske. Det er ekstremt forkælet og så fantastisk.«

Stolene har tidligere stået på guldsmedens værksted, og spisebordet har hendes søster Laura Bergsøe, der er møbelsnedker, foræret hende.

»Alle tingene i det gamle hus var så store. Alt her passer lige ind.«

Badeværelset er som taget ud af 1001 nats fortællinger. Niels Ahlmann Olesen

Jeg er ikke et naturtalent

Josephine Bergsøe blev udlært i 1989 af guldsmed Klaus Kroman.

»Han var typen, der sagde, at  han ikke skulle have nogen lærling, men han tog mig alligevel. Det er jeg ham dybt taknemmelig for,« fortæller guldsmeden, der lavede sit første smykke i 4. klasse på Bernadotteskolen.

»Jeg er ikke et naturtalent som håndværker, men det har han tæsket ind i mig. Nu er jeg god til håndværket – og ikke »bare« stærk på det kreative. Jeg har haft min gode veninde Marianne Dulong ansat, og da hun åbnede sit eget sted, blev Klaus Kroman chef for værkstedet. Nu vil han drosle ned for arbejdet og lave sine egne ting. Derfor sidder han nu hos mig igen på mit værksted på Kgs. Nytorv. Cirklen er sluttet.«

Josephine Bergsøe har dekoreret med bladguld og egne håndmalerier i køkkenet. Niels Ahlmann Olesen

Det er i sin pavilion ved Kongens Have, at hun har det største udvalg af smykker, men hun er repræsenteret i hele Danmark og i gallerier i LA, New York og Amsterdam.

»Og så laver jeg ofte smykker til film. Jeg har lige lavet smykker til Susanne Biers BBC-serie »The Night Manager«, hvor mine smykker skulle understøtte en af karakterernes udvikling. Og til »Skammerens Datter« har jeg lavet skammertegnet. Det smykke skal repræsentere en kæmpe kraft –det skal være værdifuldt og æstetisk smukt, men det må samtidig ikke se dyrt ud.«

Sammen med en fotograf arbejder Josephine Bergsøe på en bog om smykker for at markere sit 30 års jubilæum.

»Jeg har arbejdet på den i fem år, så nu skal den være færdig. Den skal ud. Jeg har lige været på skriveophold i Marrakech, og det var vildt inspirerende. Der er så mange dygtige håndværkere derude, og man blev mindet om, hvad det giver til den æstetiske oplevelse, at genstande er lavet fra bunden og i hånden. Der sad en mand på jorden og bankede et helt badekar op i kobber. Når man ved, hvor svært det er at slå noget op, så får man respekt for de traditioner, der lever videre i de arabiske samfund. Og jeg blev pinligt bevidst om, hvor afgørende det er, at vi værner om vores egne håndværkstraditioner.«

Josephine Bergsøe er altid iført sit eget design. Niels Ahlmann Olesen

Tilbage i Danmark konstaterede Josephine Bergsøe, at det er ikke kun er måden, hun bor på, der har ændret sig med den nye lejlighed. Den repræsenterer også et kreativt benspænd.

»Det at jeg kan få ro i hovedet, og at det er mig der bestemmer her, påvirker mig allerede. Og så er det første gang, at jeg ikke bor med et værksted indlejret i hjemmet. Det gør, at min proces ændrer sig,« fortæller guldsmeden, der er vant til at kaste sig over værktøj, guld og ædelsten, så snart en god ide opstår.

»Nu er jeg nødt til at tegne alting først. Jeg er altid gået direkte til metallet. Nu går jeg til papiret først. Det udvikler mig, og jeg er spændt på at se, hvad det giver til de færdige smykker om et år.«

Lampen er en gammel gadelampe fra København, som Josephines søster har lavet, og som hun selv har dekoreret indvendigt. Niels Ahlmann Olesen