Kender du typen? får ny vært

Det bliver den nuværende børnevært Anna Lin, der skal stå i spidsen for det populære program, efter at den tidligere vært, Mads Steffensen, i december forlod DR.

Anna Lin flankeret af Anne Glad og Flemming Møldrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjarne Bergius Hermansen

DRs populære program Kender du typen? har fundet sin nye vært. Det bliver den tidligere vært på nyhedsudsendelsen for børn Ultra nyt Anna Lin, der skal guide seerne gennem kendte danskeres private gemakker.

Tidligere var det som bekendt Mads Steffensen, der stod i spidsen for programmet, som altså nu får en kvinde i førertrøjen. Mads Steffensen valgte i december sidste år at forlade DR efter at have været tilknyttet mediehuset i 17 år.

At Anna Lin nu tager springet fra børnevært til vært på et voksenformat, glæder hun sig til, lyder det i en pressemeddelelse fra DR.

»Det er så vildt at få lov til blive vært på et af mine egne yndlingsprogrammer, der har fulgt mig gennem hele livet. Det er nogle store sko, jeg skal udfylde, så det bliver med stor ydmyghed, at jeg skal invitere seerne med ind i kendte danskeres hjem. Og jeg glæder mig så meget til at grine med Anne og Flemming og komme til selv at lære en masse om danskernes livsstil,« siger Anna Lin.

Flemming Møldrup, Mads Steffensen og Anne Glad. I næste sæson af »Kender Du Typen?« på DR bliver det med en ny vært i spidsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: DR.

Kender du typen? har eksisteret siden 1994, men dengang gik programmet under navnet Må vi se?. De to nuværende eksperter, Anne Glad og Flemming Møldrup, fortsætter i rollerne som dem, der skal afkode vaner og personlighed hos den unavngivne kendis.

På DR glæder man sig over, at der er fundet en ny vært.

»Anna Lin er et af de lysende talenter i DR, og vi er rigtig glade for, at hun har sagt ja til at påtage sig opgaven som vært på Kender du typen?, lyder det fra programmets redaktionschef, Søren Bo Hansen.