Kend din Kalman

Gertrud Thisted Højlund - journalist, radiovært og datter af Niels Højlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Alternativerne findes. Billeder kan være snakkesalige. Kropssproget kan også være larmende i sin tavshed, mens kærtegn både kan være løgnagtige og det eneste sandfærdige. Og når det er sagt, så vil jeg nu mene, at sproget er det bedste middel, vi har, når vi ønsker at forklare omverdenen, hvad der på uforklarlig vis sker herinde i den biologiske ophobning, der tilsammen er en krop, der enten producerer en sjæl, en bevidsthed eller som bebos af en sjæl – ingen ved det.

Sjælen er forskellig fra menneske til menneske og livsnødvendig at udtrykke over for andre. Og dertil er sproget nu engang det mest præcise, selv om det også rummer blindgyder, vildveje, fælder og udpinte sletter. Så man skal passe på sit sprog. Holde det skarpt, stort, farverigt og modigt, så beredskabet står klart, og evnerne til at udtrykke sig så vidt muligt står mål med behovet for at forklare sig og beskrive sin oplevelse af tilværelsen.

Og dertil har man så litteraturen. Som har mange funktioner, bevares. Som en flod kan den gennemstrømme sindet, skabe nye synapser mellem erkendelser, forme det indre landskab, udvide det, efterlade nye indsigter, nye anelser, der senere kan vokse sig stærke. Og så ilter den sproget, rusker op i maskerne, så du får plads til at turde noget nyt. Tænk sig al den storhed, skønhed, sandhed man kan få ud af sprogets byggesten! Lige nu læser jeg islandske Jón Kalman Stefánsson, og igen-igen fortryller han stort og småt. Sjælen vokser betragteligt, når hans sproglige flod får lov at gennemstrømme den.

Og så hedder det sig »show, don’t tell«: Måske er det uforskammet at citere så langt et stykke tekst, men den iboende skønhed og poesi taget i betragtning ville det også være uforskammet at lade være, når jeg nu ved, det findes. For det er så smukt, og det vitaliserer sproget og evnen til at forstå og udtrykke sig om den stærke kraft, der former tilværelsen ved sit fravær og sit nærvær. Og sådan er alt, der flyder fra Kalmans hånd. Her fra »Fisk har ingen fødder«:

»Det er den kraft, som holder planeterne på plads, lader universet udvide sig og skaber sorte huller. Derfor kan den menneskelige vilje ikke stille meget op, når den rører på sig, gør opmærksom på sig selv. Den berøver os fornuften, dømmekraften, berøver os ærligheden, forsigtigheden, værdigheden, men bringer os til sidst, hvis vi er heldige, en svimlende glæde, en ubeskrivelig forventningsfuldhed, ja, til og med lykke. I dens nærhed synes alle stunder at blive til poesi, til et skamløst stykke musik. Den er Guds svar på døden, da det mislykkedes for Herren at redde mennesket fra den endelige nat, gav det i stedet dette særlige lys, denne flamme som siden har varmet menneskets hænder og brændt det ned til grunden, forvandlet usle rønner til himmelstiger, slotte til triste ruiner, fest til ensomhed. Vi kalder det kærlighed, det var det eneste ord som faldt os ind.«

Min sjæl, hvad vil du mere?