Ken Follett: »Jeg var på grådens rand. Noget uerstatteligt var ved at gå til grunde«

Forfatteren Ken Follett er en kender af middelalderens katedraler. 15. april 2019 blev han ringet op af en ven i Paris, som forfærdet fortalte ham, at Notre-Dame brændte. Nu har han skrevet en bog, som skal støtte genopbygningen.

Tusindvis af parisere fulgte fra byens gader og udsigtspunkter eller på TV branden 15. april 2019 i Notre-Dame-katedralen, som ligger på øen Ile de la Cité i Seinen. Heldigvis overlevede katedralen – dog ikke spiret, der her er antændt – og forude venter flere års genopbygning. Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix

Bygningsværker er ikke bare sten, træ og mørtel. De er en del af os selv, vores historie og civilisation, og mister vi dem, gør det ondt.

Tænk på den ikoniske bro Stari Most i byen Mostar, der i 1993 blev sprængt i stykker under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Broen fra 1600-tallet var før ødelæggelsen et symbol på fredelig sameksistens mellem kroater og bosniere, men blev nu et symbol på civilisationens sammenbrud.