Kemiske forbindelser

Newyorker-bandet Interpol har altid været lyden af fire mænd med en helt særlig indbyrdes kemi. Men på deres nye album er de blevet reduceret til en trio. Hvad sker der, når man ændrer på molekylet? Berlingske har mødt frontmand Paul Banks.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er lørdag aften på årets Roskilde Festival. En times tid før aftenens Interpol-koncert på Arena står en lille gruppe velduftende mennesker i backstage-området og uddeler kram og kindkys. Det er Interpols trommeslager Sam Fogarino og guitarist Daniel Kessler – begge ulasteligt klædt i stramme jakkesæt – der småsludrer med supermodel Helena Christensen og Hollywood-stjernen Juliane Moore. Det chikke firkløver virker som fra en anden planet. Uvirkeligt celebre på denne flade midtsjællandske mark.

For kendere af bandet vil optrinnet ikke komme som en overraskelse. For Interpol har altid været en stilet affære. Og den slags tiltrækker tilsyneladende stadig kendte kvinder her 12 år efter gennembruddet med det stilskabende debutalbum »Turn On The Bright Lights«. Og Helena Christensen? Ja, hun danner naturligvis par med forsanger Paul Banks, får jeg at vide af bandets danske pressedame. Men det er bestemt ikke noget, jeg må spørge om.

Og hvorfor skulle jeg også det? Jeg er her for at tale om Interpol med Paul Banks. Om musikken der alt andet lige stadig trumfer stjernestøvet. Og ikke mindst om deres nye plade »El Pintor«, deres første siden kvartetten blev reduceret til en trio efter bassist Carlos Ds exit i 2009.

Hypet postpunk og skilsmisse

Det lyder måske ikke af det store det her med at miste en bassist. Men Interpol har altid været lyden af fire meget specifikke individer med en sprængfarlig indbyrdes kemi. I front Paul Banks’ blødende metaforer og skarpe baryton; på leadguitar den lille elegantier og createur Daniel Kessler med den store, lysende guitartone; og endelig den rytmiske forankring i det muskuløst elegante samspil mellem trommeslager Sam Fogarino og bassist Carlos D.

Sammen med andre newyorkerbands som The Strokes var firkløveret med deres mørkt forsirede opdatering af postpunken om nogen med til at præge rockmusikken i det nye årtusind. Især deres to første plader »Turn On The Bright Lights« (2002) og »Antics« (2004), hvor fremragende sangskrivning blev løftet yderligere af bandets cool, distancerede og monumentale lyd, står i dag blandt periodens stærkeste. Og markerede samtidig startskuddet til en sand revival for postpunken i de efterfølgende år.

I dag har gruppen fortsat en stor og solid fanbase. Men der knap så meget hype som i de tidlige år. Sådan går det. Tiderne ændrer sig. Ligesom bandet gjorde det efter indspilningen af det selvbetitlede fjerde album for efterhånden fem år siden.

»Carlos’ exit kom faktisk ikke som en overraskelse. Den slags minder på mange måder om en skilsmisse: Forholdet er fucked up længe før, man flytter fra hinanden. Vi troede, at han måske ville fortsætte med at turnere med os, men det viste sig heller ikke at være en mulighed for ham. Carlos ville helt ud,« fortæller Paul Banks, da han endelig dukker op.

Tabet af bassisten præsenterede de resterende medlemmer for en udfordring, da numrene til »El Pintor« skulle til at tage form. Ofte var det bassen, der forankrede guitarist Daniel Kesslers åbne guitararabesker og dannede det fundament, som Paul Banks lavede sine melodilinjer over. Og uden den gik han i stå. Han kunne ganske enkelt ikke finde på noget. Hverken melodisk eller på guitaren.

Løsningen viste sig imidlertid at ligge lige for. Kort efter tog Banks nemlig selv en bas med i øvelokalet og begyndte at spille. Og pludselig kom der skub i tingene. Nu lød de som et band igen. Og så begyndte melodierne også at komme rullende. Lyden var stadig Interpol, men anslaget og energien var anderledes, forklarer han:

»Carlos var en super talentfuld fyr. Men jeg tror, jeg har fundet ud af, at dynamikken i en trio er mere effektiv. Tingene glider lidt lettere. Vi diskuterede altid enormt meget, dengang vi var fire. Jeg kan godt lide at tænke på det som et molekyle med fire forskellige atomer. Hvis man fjerner et atom, kan forbindelserne mellem de tre resterende atomer rent faktisk være stærkere eller mere eksplosive. Kemien er anderledes, men måske er båndet imellem de tre atomer stærkere, mere radioaktive. Så molekylet er helt klart anderledes nu, men jeg føler samtidig, at det rummer ligeså meget energi som før.«

Et band med eget DNA

Mens nogle bands måske ville have set den ændrede konstellation som en åbning mod et nyt musikalsk udtryk, har Interpol på »El Pintor« valgt at holde fast i deres guitardrevne signatur. For nogle fans vil det være at foretrække. Mens bandets kritikere vil se det som endnu et bevis på, at de skulle være kørt fast i den samme rille. Paul Banks er – ikke overraskende – uenig.

»Det er mere et spørgsmål om, at det er sådan, vores DNA ser ud. Det handler ikke om, at vi er bange for at gå i nye retninger eller er begrænsede på nogen måde. Men så længe det er Daniel, der støber fundamentet, vil det have hans særlige signatur. Det er bare sådan, Daniel nu engang skriver musik. Og det er sådan, Sam og jeg interagerer med det, han kommer med. Det vil altid komme til at lyde som Interpol, for det er bandets DNA,« siger han og fortsætter:

»Der var faktisk en ret sigende episode under tilblivelsen af vores forrige plade, hvor jeg forsøgte at skrige i stedet for at synge. Problemet var bare, at jeg lød præcis som Isaac Brock fra Modest Mouse. Og det har jeg ikke lyst til. Jeg har lyst til at lyde som mig selv.«

Og det gør Paul Banks da også. Og Interpol lyder som Interpol. Sammenligningerne med Joy Division er efterhånden forstummet. Med tiden er det blevet andre bands, der får at vide, at de lyder som Interpol. I sig selv en bedrift, der ikke er alle bands forundt.

Her 12 år inde i karrieren er det dog et andet musikalsk landskab, som Interpol skal forsøge at navigere i. Mens bandet i starten af karrieren var en del af et rockmusikalsk opsving, tales der i disse dage meget om, at den guitarbaserede rockmusik er på retræte. At den har mistet sit tag i mainstreampublikummet. Banks genkender billedet. Men det lader ikke til at bekymre ham synderligt.

»Jeg lytter selv næsten udelukkende til hiphop, så jeg har det på mange måder selv på samme måde. Men man kan bare ikke matche en rockkoncert. I live-sammenhæng er rock den her fantastiske, kropslige ting, og de instrumenter, der bliver brugt, er så ekspressive, at de aldrig kommer til at forsvinde. Hvis mainstream-publikummet bevæger sig i andre retninger lige nu er det fint. De skal nok komme tilbage, når der pludselig dukker en ny Slash op. Så vil alle høre guitarsoloer igen. Og så længe der er bands derude som The Strokes, Arctic Monkeys, Queens Of The Stone Age og Arcade Fire er der stadig et enormt højt kvalitetsniveau inden for genren. Det er exceptionelle bands, og de bærer faklen for rockgenren lige nu,« siger han.

»Sammen med os naturligvis.«