Kellos lange rejse mod helbredelse

72-årige KELLO ARTHUR STRANGE rejser gerne den lange og besværlige vej fra gården på Falster til strålebehandling i hoved­staden når det er dét, kampen mod kræften kræver. Og han er ikke den eneste. Danskerne vil gerne rejse langt, hvis de kan få den hurtigste og bedst mulige behandling. Og nu vælger flere også at tage til udlandet. Berlingske Tidende tog med Kello på en af hans i alt 39 daglange rejser.

I soveværelset på første sal ringer Kello Stranges vækkeur klokken 5.45 de morgener, han skal til København. Selv for en landmand er det tidligt. Især nu, hvor han højst sover en time ad gangen. Vi har fulgt Kello fra Nykøbingfalster - til strålebehandling i København og tilbage igen. <br>Foto: Sigrid Nygaard Fold sammen
Læs mere

At sove er ikke, hvad det var engang for Kello Strange. Følelsen af at være udhvilet husker han knap mere, han er vågen mindst én gang i timen natten igennem. Og igen i dag brummer vækkeuret brutalt tidligt i sovekammeret på første sal.

Selv for to mennesker med et langt landmandsliv bag sig er dage, der begynder klokken halv seks, en smule usædvanlige. Uden for den store bondegård på Falster, er der ikke et øje at se i den tidlige morgen, hvor dagslyset kæmper med de grå regnskyer om magten på himlen.

Indenfor på køkkengulvet, mellem Ellen Stranges travle ben og brune køkkenlåger, ligger hønsehunden Mick og ser mere end almindeligt trist ud. Med sine sammenfiltrede tynde ben stikkende ud af hundekurven følger den Ellens morgenmadsforberedelser frem-og-tilbage-frem-og-tilbage.

Normalt springer den godmodige hønsehund omkring, klar til en dag ved Kellos side. Men intet er, som det plejer lige nu på»Skyttesminde«, og Mick er utryg. Om lidt vil han gå ud og lægge sig i det hjørne af den veltrimmede have, der vender ud mod landevejen. Her ligger han hele dagen og venter på, at Kello kommer hjem.

»Du er alt for god ved mig,« siger Kello Strange til sin kone og skovler et par skefulde havregryn tilbage i pakken. Den 72-årige landmand er steget ud af det rødblomstrede sengesæt få minutter tidligere, har taget et hurtigt bad og er krøbet i cowboybukser og en lyseblå skjorte, mens Ellen har puslet i køkkenet. De spiser, drikker sort kaffe og snakker lidt om vejret, der vist ikke er så slemt som lovet. Kello erklærer det for »sandalvejr«, spænder et par uden på strømperne og kaster et hurtigt blik på uret. Han skal af sted. »Kan du nøjes med den lille, tynde frakke?« spørger Ellen bekymret.

»Joh, det er jo ikk så koldt,« siger Kello, der i to skridt allerede er ude på gårdspladsen. Inden længe sidder han bøjet ind over cykelstyret, susende med jævne tråd på landevejene mellem de grønne marker.

Ellen Strange kan huske, at Kello kørte roer ud til sukkerfabrikken, da han blev erklæret syg. En dag i september sidste år kom han hjem fra lægen, satte sig stille ved kaffebordet og sagde:

»Nu har jeg også fået kræft«.

»Så måtte jeg sidde og tørre øjnene lidt,« siger Ellen i dag.

Det kom helt bag på hende. Hun troede bare, at han havde været til kontrol for hjertet. Men Kello havde klaget sig lidt til lægen over smerter ved vandladning, og lægen havde derfor taget en blodprøve. 14 dage senere cyklede han tilbage til lægen og fik en besked, han slet, slet ikke var forberedt på:

Alt i blodprøvens indhold tydede på prostatakræft.

Det er mere end et halvt år siden nu.

I dag er dag nummer 35 i Kellos Stranges egentlige behandling; i hans lange rejse mod helbredelse.

Nu mangler han kun fem. Sølle fem dage, som er så meget nemmere at overskue, end da han efter utallige undersøgelser og forberedelser begyndte på 39 strålebehandlinger for snart to måneder siden. Han kan næsten tælle ned for hvert tråd, han tager i pedalerne.

Der er kun fem tilbage af de lange, lange dage, hvor han cykler ind til Nykøbing, stiger på regionens særlige opsamlingsbus for kræftpatienter og andre alvorligt syge og kører mere end to timer ind mod Rigshospitalet i København for at få sin daglige stråleterapi. Hvorefter han kører hele den lange vej tilbage igen.

Kello er endda ikke engang dén, der har længst til »Riget«. Bussen begynder at samle syge op i Nakskov på Lolland klokken seks om morgenen, over en time før Kello nu ankommer til rødstenssygehuset i Falsters hovedby.

Herinde på det traditionelle provinssygehus klarer de småtingene, men for specialiseret behandling og svære operationer må udkantsdanskerne til hovedbyerne.

Hvert år foranstalter regionerne nærved en million korte og længere »siddende« patienttransporter, anslås det. Hvor mange ud af millionen, der er timelange ture som Kello Stranges, har Danske Regioner ikke opgjort, men det er formentlig flere hundrede dagligt. Alene i Region Sjælland, som Lolland-Falster og Kello Strange hører til, benytter knap 75 patienter hver dag ordningen med langtursbusser til Rigshospitalet.

Og de gør det tilsyneladende gerne. Alle undersøgelser peger på, at danskerne er mobile både fysisk og psykisk, hvis bare de er trygge ved, at de får den bedst tænkelige behandling. Så de rejser på kryds og tværs af regionerne; f.eks. for at komme til den kræftbehandling, der foreløbig kun tilbydes seks steder i landet på stråleklinikkerne i København, Herlev, Århus, Ålborg, Odense og Vejle.

Et stigende antal kræftsyge danskere er nu også begyndt at tage til udlandet til Oslo, Kiel eller Flensburg f.eks. for strålebehandling, når sygehusene ikke kan overholde statens ventetidsgaranti på fire uger.

Hvis ikke Kello Strange havde været stædig, sad han måske slet ikke her på cyklen, på vej til behandling.

Den første læge på Næstved Sygehus, der vurderede hans prostatacancer, meddelte ham, at den var der sådan set ikke nogen grund til at gøre noget ved, når nu Kello havde rundet de 70 år. Han måtte nøjes med hormonpiller, der kunne holde kræften i ro nogle år. Indtil da, lød beskeden, kunne han komme til kontrol hver tredje måned.

»Så kørte jeg hjem med den besked og kunne ikke sove hele natten. Skulle jeg vente i angst og spænding på en dødsdom hver tredje måned resten af mit liv? Det kunne simpelthen ikke være rigtigt,« husker Kello Strange.

Han ringede tilbage til sygehuset og fik en ny læge, som så anderledes på tingene.

Bussen kunne, med den gode benplads, kaffemaskine og toilet, være på vej sydpå med turister, hvis det ikke lige var for den indbyggede seng, kørestolspladsen og det store skilt med »sygetransport« på siden af bussen. Den triller ind på Nykøbing Sygehus parkeringsplads med et par minutters forsinkelse. De fem-seks patienter, der skal med, står allerede klar med små køresedler. De nikker til hinanden og til chaufføren, som de fleste er på fornavn med.

Kello Strange læner sig tilbage i sædet. Han ved, at der er to, måske to en halv times kørsel foran ham, inklusive opsamlingsstop og de næsten uundgåelige kø-dannelser. Det generer ham ikke. Han forsøger at nyde turen ind til Rigshospitalet. Som landmand ser han ting, som andre ikke ville ænse.

»Se, der er en mand, der har lavet hø i stakke. Det er ligegodt ikke noget, man ser ret ofte,« siger han og peger ud på de sommergrønne marker, der haster forbi, mens bussen kører nordpå. »Jeg kan næsten se dag for dag, hvordan naturen forandrer sig. Der er mange ting at opleve,« tilføjer han, »hvis man vil.«

Som bussen passerer Farøbroen bryder solen igennem skyerne. Kello Strange tørrer sig over panden, hvor små dråber pibler frem. Det er hedeturene. De følger med hormonbehandlingen, han gennemgår for at dæmpe kræften. Han har også smerter, lidt i benene, i den ene balle, sitren og prikken over hele kroppen. Men det er småtterier, siger Kello. For intet at regne sammenlignet med det værste, siden han fik konstateret kræftsygdommen:

Uvidenheden. Frygten. Ventetiden.

Ellen Strange husker tydeligt de dage i efteråret, hvor hun og Kello ventede på resultatet af skintigrafien en prøve, der skulle vise, om kræften havde bredt sig til Kellos knogler. Hun holdt øje med ham gennem køkkenvinduet, mens han gik rundt ovre ved stalden i sine overalls. Pludselig syntes hun, at han gik dårligere; det gav hende kuldegysninger.

Måske var det bare indbildning, for der var intet, hverken i Kellos knogler eller i de lymfekirtler, han fik pillet ud af maven kort før jul 2006. Han var kommet i rette tid til lægen. Men uvisheden sled, måske mest af alt på Ellen, funderer Kello nu, hvor han måneder senere sidder i bussen:

»Når man først selv har accepteret sin skæbne, så er det dét. Så nytter det ikke at pive og belaste pårørende med at fortælle, at det gør ondt. En kræftsygdom er nok værst for de pårørende,« siger han.

Ellen derhjemme på gården mener nu, at Kello nok spekulerer lidt mere over sygdommen, end han giver udtryk for. For eksempel når han har ondt i benet og sære steder: Er det nu sygdommen? Bivirkninger? Eller bare vejret, der er slået om?

Så Ellen bekymrer sig for Kello, mens Kello sidder i bussen og får lidt blanke øjne, når han tænker på sin hustru, der fik beskeden om hans sygdom helt uventet hen over kaffebordet. Men siger så med et lille taknemmeligt smil, at han godt kan mærke, at Ellen og sønnen Henrik passer lidt ekstra godt på ham for tiden. Der bliver ringet og puslet om ham lidt oftere:

»Jeg prøver selv ikke at tage bekymringer på forskud. Det kan tidsnok komme. Man må prøve at vende det til noget positivt, så godt man kan. Jeg fandt kræften i tide, før den havde spredt sig. Hvem ved, måske var det aldrig blevet opdaget, hvis jeg ikke havde gået til kontrol for hjertet?« spekulerer han.

Han ser ikke, som mange andre kræftpatienter, sygdommen som en dødsdom. Han er ikke bange for at dø. Måske fordi han én gang før har været ude og røre ved kanten af livet.

For et år siden vågnede Kello Strange med stærke smerter i brystet. Han troede, han var stresset; det var lige før høst. Men så blev han dårligere, og Ellen ringede efter en ambulance. Efter det husker han intet. Kun et kort klart øjeblik i ambulancen, hvor nogen sagde: »Vi kan ikke finde puls!« Og at han vågnede, efter at lægerne på Nykøbing Falster Sygehus havde sprøjtet blodprops-opløsende middel ind ved hjertet. Siden fik han en ballonudvidelse; dengang som nu måtte han fragtes ind på Rigshospitalet for at få den bedste og korrekte behandling:

»Når man har været ude på kanten på den måde, har man et andet livssyn. Man accepterer, at der kommer nogle overraskelser i livet, der skal bearbejdes. Der er ikke noget, der er en selvfølge mere,« siger han.

Digitaluret i bussen lyser 9:23, da den triller ind foran Rigshospitalet. Flokken af passagerer trimler ud af bussen og går den vante gang ikke ind ad hovedindgangen, men mod højre til en brun boks på hospitalets grønne plæne. Det er toppen af Stråleklinikken; inde ad døren og tre etager nede i jorden ligger Rigshospitalets otte strålekanoner, hvor 220 patienter dagligt får behandling.

Kello Strange er glad for at være tilknyttet »Riget«. Og han er glad for muligheden for at kunne rejse frem og tilbage samme dag, så han både får behandling og kan blive i sit hjemmevante miljø. Men han er ikke i tvivl om, at han var taget udenlands, hvis Rigshospitalets ventetid havde overskredet de fire lovede uger:

»Da jeg gik og ventede på behandling, var TV og aviserne fyldt med historier om, at folk lå og døde af kræft på hospitalerne. Jeg havde besluttet, at jeg ville tage af sted til Sverige eller Tyskland, hvis nødvendigt. Det er bare med at få det hér overstået,« siger han.

Han tripper ned ad vinkeltrappen, ned til niveau to under jorden. Det hvide hospitalsmiljø er blødt op med blå-grønne malerier og palmer og orkideer i bede under ovenlysvinduerne. Kello Strange styrer målbevidst mod »sin« afdeling og hilser på de andre ventende patienter.

I Kello Stranges gruppe er de her alle sammen hver dag, de har efterhånden lært hinandens liv og sygehistorie at kende. Én har sidste dag i dag. En anden er kun halvvejs. To har mødt hinanden igen i stråleklinikken efter at have kendt hinanden for mange år siden.

Kello tager sig en grape-sodavand. Han har næsten en time at slå ihjel, før det bliver hans tur. Blæren skal helst være fyldt, før han får strålerne; det mindsker risikoen for stråleskader i underlivets raske væv. Men han når knapt at drikke ud, før en sygeplejerske kalder på ham.

Kello træder ind i et omklædningsrum og kommer ud i undertøj og badekåbe. Inde ved strålekanonen, i rum fire, har to sygeplejersker allerede gjort klar til ham. Han tager badekåben og undertrøjen af, lægger sig op på lejet, der straks begynder at hæve sig og indstille sig.

De radioaktive stråler er i princippet det samme som røntgenstråler, men mange gange kraftigere. De slår det væv, de rammer, ihjel, og målet er at ramme kræftcellerne så præcist som muligt. Og kun kræftcellerne. Derfor indstiller sygeplejerskerne omhyggeligt og ved hjælp af laserlys lejets placering og Kellos position, før de er klar til at bestråle ham fra fem forskellige vinkler.

Sygeplejerskerne forlader rummet, mens Kello med et lille papirtørklæde over underlivet bliver ladt alene tilbage med den roterende strålekanon. I kontrolrummet ved siden af retter sygeplejerskerne til. Kello Strange har før strålebehandlingen fået indopereret små»guldkorn« i blærehalskirtlen; de kan ses på røntgengennemlysningen og bruges som pejlemærker. Ligger Kello bare to millimeter skævt, afbryder de og retter til.

På lejet alene i strålerummet ligger Kello og tæller, mens maskinen roterer og brummer. Nogle gange når han til 12, andre gange til 15, mens den stråler. Fem gange brummer den, så er han færdig. Det tager sjældent mere end et kvarter, før han er i tøjet og på vej op i dagslyset igen.

Kello spejder op mod himlen. Regnskyerne hænger tungt over København; sollyset er blevet på Falster, ser det ud til. Kello kigger op mod den mastodonte bygning. Det morer naturelskeren i ham, at en fugl har bygget rede mellem vindueslamellerne øverst på bygningen; redens kviste stikker genstridigt frem som en lille livfuld plet mellem de stringente linjer.

Der er over to timer, til bussen kører retur. Normalt går Kello Strange en tur i Fælledparken. Han har snart læst enhver inskription på statuerne og studeret hvert et træ. Men ikke i dag, hvor regnen siler ned. I stedet køber han to bananer og sætter sig på en træstol i hospitalets café. På et fjernsyn i nærheden kværner »GoMorgen Danmark« i reprise, mens hospitalet summer af hundredvis af stemmer og skridt. Patienter, nogle i morgenkåbe, andre med iltapparater på slæb trisser rundt, mens pårørende haster fra afdeling til afdeling. Det er en helt lille verden midt i København.

Kello sidder for sig selv og venter på, at minutterne skal gå. Han fingerer lidt ved mobiltelefonen, som Ellen altid sørger for, at han har med sammen med nitroglycerinsprayen for hjertet. Han bruger aldrig telefonen. Dens bittesmå knapper plejer at være vanskelige at ramme med hans fingre, der er ru og grove af hårdt arbejde. Men det går bedre nu; det er mange år siden, hans hænder har været så fine og bløde.

Kello glæder sig til at komme hjem, så han kan holde øje med grisene og afgrøderne. Han savner at være med fra morgen til aften og hjælpe til, selv om sønnen Henrik for længst har overtaget den daglige drift. Men han klager ikke:

»Det er god service, jeg får her. Jeg føler mig så afgjort i gode hænder, og det gjorde jeg også, da hjertet gjorde vrøvl. Der er måske lidt mere besvær herinde, og man er en lille brik i et stort hus. I Nykøbing bliver der pylret mere om patienterne. Det rene undertøj bliver langt frem og sådan. Til gengæld kan de ikke gøre så meget andet end at vurdere, om man overlever. Hvis det skal være professionelt og behandlingerne skal være i top, så må vi ind til København. Det gør ikke noget, at det er så stort; når først man er inde på en afdeling og i rutinen, så er man hjemme,« siger han.

Han vurderer Café Rigets udbud på vej ud til bussen, men der er ikke meget, der frister. Fem kilo er der røget på sidebenene, siden Kello Strange blev syg. Det daglige slid på gården mangler i regnskabet. Og selv om han ikke ligefrem må tabe sig under behandlingen, er han bevidst om at holde formen. Hvilket er svært med en kok som Ellen derhjemme. Hun venter med en sen, varm frokost.

Præcis klokken 12 triller bussen væk fra Rigshospitalet igen. Denne gang fyldt med patienter. Der er en 80-årig kvinde, hvis brystkræft er brudt ud igen efter års kontrol, yngre kvinder med hatte og huer og en midaldrende mand med prostatakræft, der har spredt sig til hele kroppen. En mand med fuldskæg fejrer dagens overståede behandling med en medbragt dåseøl, men de fleste, også Kello, læner sig tilbage og lader sig lulle i søvn, mens bussen duver ned over Sjælland. Jo flere dage i strålebehandling, jo mere træt bliver han. Han falder næsten altid i søvn på vej hjem nu.

Hist og pist sættes patienter af til ventende taxaer. Men ikke Kello, han stiger af i Nykøbing og finder sin cykel. Han kunne også godt få en taxa betalt, men det er godt for kondien at cykle de 12 daglige kilometer, mener han.

Knap otte timer efter han at tog hjemmefra, cykler han derfor nu af sted over markerne med vinden i ryggen. Hjem til panerede svinekoteletter, smørsovs og Ellens nybagte stikkelsbærtærte. Til en eftermiddag i stalden og en aften, der som regel glider over i tidlig søvn før TV-avisen.

Tankerne om, at han ikke skulle blive helt rask igen, plager ham aldrig, siger han. Heller ikke i de mange ensomme timer i bussen, eller mens han slider på cyklen ud og hjem:

»Jeg tror fuldt og fast på, at når jeg er færdig, så er jeg helbredt,« siger han:

»Jeg vil ikke lade de negative tanker køre af sted med mig. Måske bliver det anderledes, men det kan selv de vise jo ikke sige noget om, vel?«

Kello Strange tager et par skarpe hjørner, kører under en viadukt og drejer så med et blødt sving ind på gårdspladsens grus. Han hilser på en ellevild, badutspringende Mick, som bærer hans jakke inden for til Ellen og duften af mad. Endnu et skridt på vejen mod den helbredelse, han håber og tror på er taget.

Det er, siger Ellen, »som en boksekamp; det handler om at holde ud«.

Så Kello Strange hænger på. I morgen er der atter en dag. Men ogsåén bustur mindre.