Kedelige spioner

Robert De Niros »The Good Shepherd« fortæller historien om CIA på en både langstrakt og forvirrende måde.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Fra hans mange filmroller ved vi, at Robert De Niro ganske vist er en eminent skuespiller, men ikke ligefrem den fødte humorist.

Det indtryk bekræfter han som instruktør knirkende eftertrykkeligt med »The Good Shepherd«, der er så lang, så tung og så alvorlig, at man virkelig skal bide tænderne sammen for at blive siddende til den bitre ende. Og det skyldes ikke kun, at filmen er dvælende på grænsen til det kvælende, men i høj grad også, at den i et usædvanlig melankolsk og pessimistisk tonefald fortæller en traurig historie om efterretningsbureauet Central Intelligence Agencys fejltagelser og misgerninger - og om, at man faktisk ikke kan stole på andre mennesker overhovedet.

Handlingen begynder i 1961, hvor den CIA-støttede invasion i Svinebugten på Cuba mislykkes så katastrofalt, hvorefter den springer tilbage til universitetet Yale i 1939. Her rekrutteres den intelligente ungersvend Edward Wilson først til den hemmelige loge Skull and Bones og siden til efterretningstjenesten OSS, der klandestint opererer i Europa under Anden Verdenskrig. Således følger vi den snu spion, ærekære patriot og elendige ægtemand Wilson til det krigsramte London og siden ind i CIA, hvor Wilson bliver en højt betroet medarbejder med speciale i kontraspionage - indtil den fatale fadæse i Svinebugten overbeviser ham om, at nogen på hans egen arbejdsplads har sladret til fjenden, men hvem?

Nu og da minder »The Good Shepherd« om en historie af John Le Carré med sin labyrintiske og paranoide skildring af Den Kolde Krigs spegede duel mellem amerikanske og sovjetiske spioner med dets kyniske falskhed og forræderi og dødbringende dobbeltspil. Det er til tider inderligt indviklet, og eftersom manuskriptforfatteren Eric Roth desværre ikke er nogen Le Carré, bliver det også på afgørende punkter så dunkelt og uklart, at man forvirres frustrerende.

Den tavse spion

Det er sympatisk, at Robert De Niros alt andet end letfærdige film ikke er en nationalistisk lovprisning af CIA, men det er til gengæld ærgerligt, at den talentfulde Matt Damon som Edward Wilson er sat til at spille den mest fåmælte, indadvendte og anonyme hovedperson i mands minde. Oprigtigt talt bliver man efterhånden temmelig ligeglad med, om denne kedsommelige arbejdsnarkoman lever eller dør, og så skal det fedt hjælpe, at filmen i sine talrige biroller er fyldt op med så glimrende navne som Angelia Jolie, Alec Baldwin, Michael Gambon, John Turturro, William Hurt og Robert De Niro selv.

Det ligner jo på papiret et rent overflødighedshorn, og man kan dertil sige, at adskillige scener i denne endeløse film også føles ganske overflødige. Her har begrænsningens kunst ikke haft adgang, og vi slæbes uophørligt fra 1961 til diverse punkter i fortiden og tilbage igen, mens Edward Wilson går surt rundt og skumler i sin slaskede cottoncoat midt i et virvar af uigennemskuelige intriger.

Teknisk-stilistisk er »The Good Shepherd« upåklageligt arbejde - det er for usædvanlig gedigent scenografisk og fotografisk håndværk, den får fire stjerner - men den er samtidig så tung og treven, at skønt den afgjort er en ambitiøs film med seriøse intentioner, får man klaustrofobi af dens misantropiske menneskesyn og totale mangel på humor. Så man strider sig gennem filmen med en respekt blottet for entusiasme, og man tænker på, at »The Good Shepherd« sikkert ikke ville have virket ret meget mere tillukket usammenhængende, hvis den havde været en times tid kortere.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse