Kedelige som robotter

Arnold Schwarzenegger er tilbage somcyborg. Men selv om »Terminator 3« brager og buldrer og ligner et festfyrværkeri, erkedsomheden med som gabende følgesvend.

I 1984 blev en bredbygget dræberrobot, sendt fra fremtiden for at forhindre andre robotter i at dræbe kvinden Sarah Connor, for hun var den kommende mor til John Connor; den stadig ufødte dreng, der en dag skulle blive leder af den menneskelige modstandsbevægelse i kampen mod maskinernes herredømme. For efter Dommedag, rotter denne verdens computere, teleudstyr og mekanik sig sammen og gør det kaput med mennesket.

Det var den gode historie i »Terminator 1« fra 1984, og sammen med nogle visuelt, flotte special effect-scener var det en glimrende actionfilm. Syv år efter, i 1991, fulgte »Terminator 2: Dommedag«, der havde en okay historie (hvor John Connors forældre sammen med robotten T1000 forsøger at afværge Dommedag) og ikke mindst nogle revolutionære special effects, som da den fjendske robot gendanner sin form ud af en flydende, metallisk tilstand.

Nu, tolv år efter, får vi så »Terminator 3«. Og for at skære ind til benet, så har den hverken en særlig god historie eller nogle vildt fantastiske special effects. Ganske vist er den stadig det infernalske voldsorgie med højteknologisk isenkram, som de to tidligere film, men den er til gengæld også lige så forudsigelig som de robotter, der optræder i den. Og på trods af, at der snart er flere eksplosioner end til en kinesisk nytårsfest, og en tyve minutter lang biljagt, hvor en kranvogn smadrer, hvad der svarer til en god dansk provinsby, er filmen så kedsommelig, at gabene står i kø undervejs.

Den største skuffelse ligger i selve plottet. Ti år er gået siden sidst, og John Connor (spillet af en vag Nick Stahl) er blevet 23 år. For ikke at blive opsporet af de supercomputere og robotter, der styrer fremtiden, lever han et liv på kanten af samfundet, uden offentlig registrering, uden mobiltelefon, uden fast bopæl. Alligevel finder både den kvindelige dræberrobot, TX (modellen Kristanna Loken, der har finpudset det udtryksløse ansigt), og den anti-terminatoriske terminator T-101 (i skikkelse af Arnold Schwarzenegger) frem til ham, og så går den vilde jagt. Dels skal John Connor og pigen Katherine (en konstant bekymret Claire Danes), forsøge at holde sig i live, og dels vil de stadig forsøge at afværge Dommedag, der nærmer sig med raske timeslag.

Har man forventninger om, at det kommer til storladne, visionære krigsopgør mellem mennesker og maskiner og imponerende billeder af Jordens kamp mod sin egen fremtid, skal man pakke dem væk. For »Terminator 3« bevæger sig ikke ud over biljagt-niveauet. Plottet bliver, bogstaveligt talt, ved jorden, og på trods af at filmen har kostet den nette sum af 170 millioner dollars, efterlader den en fornemmelse af, at folkene bag er sprunget over, hvor gærdet er lavest.

I modsætning til sine to forgængere, har »Terminator 3« heller ikke James-»Titanic«-Cameron ved hverken instruktør- eller manuskript-roret. Han har selv udtalt: »Jeg har allerede fortalt historien«, og det må man give ham ret i. Instruktør Jonathan Mostow, der tidligere har lavet »Breakdown« og »U 571«, føjer hverken nyt til »Terminator 3« eller sætter sit eget personlige præg. Den virker lige så samlebåndsagtig og mekanisk som de robotter, filmen handler om.

Også Arnold Schwarzenegger er ved sit gode, gamle cyborg-jeg. Med vittige, men korte one liners, der bliver leveret med stenansigt og et selvironisk twist, der skal appellere til et nutidigt biograf-publikum, der måske heller ikke kan tage en robot med østrigsk accent helt alvorligt, udfylder han sin del. Han er indbegrebet af Terminator-filmene, og det er svært at forestille sig en uden ham.

Om vi kommer til at se endnu en, kan kun fremtiden vise. For på trods af at monotonien allerede har taget over ved denne Terminator-film, må en T4 nok forventes. Det lægger historien op til. Også selv om man har mere lyst til at sige: Kom ikke tilbage end Hasta la Vista.