...
Forleden aften cyklede jeg på brostenene langs det mørke kanalvand i Overgaden Oven Vandet på Christianshavn og blev ramt af en velkendt melankoli. Jeg var på vej hjem til en veninde for at spise reparationsmiddag efter en lørdag nat badet i syndfloder af sød Somersby-cider på Culture Box, og med tungt søndagshoved sidder melankolien på spring en millimeter under huden og venter bare på en anledning til at folde sig ud. Gerne enhver anledning.

Men lige denne her anledning var overhovedet ikke nogen overraskelse. For mig fungerer Overgaden Oven Vandet nemlig som Harry Potters magiske togperron nummer 9 3/4, hvor eleverne stiger på Hogwarts-Ekspressen, når de skal tilbage til trolddomsskolen. Jeg ved, hvor jeg bliver sendt hen.

Nogle gange er det bare et lille glimt, som jeg kan cykle igennem næsten uden at mærke det. Men andre gange snakker vi fullblown tidsmaskine-oplevelser, og dén her aften var den der, for fuldt knald. De våde brosten under cykeldækkene i støvregnen, og mig, der lige når at tænke »Åh, det var her, hvor...«, og WHOOOM, så er jeg sendt halvandet år tilbage i tiden og er nyforelsket og totalt og tindrende gennemlykkelig.

Det er tidligt efterår, men solen skinner mirakuløst hele tiden, og vi pløjer byen tynd for oplevelser. Vi drikker hvidvin i Kongens Have og spiser middag i aftensolen udenfor Krudthuset på Holmen, mens killinger leger i græsset, og folk vinker fra deres husbåde, og det hele er så glansbilledperfekt, at det næsten er komisk, hvilket vi også griner hjerteligt af, mens vi slubrer det i os.

Vi slentrer rundt på Christiania, hvor stemningen blandt de knitrende olietønder i Pusher Street er helt stokrose-idyllisk, og vi spiser oldschool hotdogs på Hovedbanegården og ser »Hoffmans Eventyr« i Operaen og går tur i timevis i Frederiksberg Have, hvor han siger »everything is perfect«, og smiler. Og på den brostensbelagte gade på Christianshavn ved siden af det mørke kanalvand ryger pedalen pludselig af den faldefærdige cykel, han har lånt, og selv dét er et helt utroligt charmerende og fantastisk øjeblik.

Byen er forvandlet til et uendeligt 3D-postkort tætproppet med oplevelser og formidable udsigter, og vi er over det hele, på endorfin-maraton fra Tivoli til Nasa, og sultne sultne sultne efter mere. Jeg agerer overentusiastisk byguide, der ruller afsted i en euforisk jubel-boble, og aldrig har København været mere fantastisk.

Men så blev det november, og det hele forsvandt. Og pludselig var det ikke så fedt at bære rundt på en bagage af flere måneders nyforelsket nonstop-sightseeing, for med ét blev alle steder forvandlet til steder-vi-havde-været, og min ynkelige, afgrundsdybe nedtur ville ingen ende tage. Det kan godt være, at man er lidt bims i knolden, når man er forelsket. Men det er intet imod den kulsorte sindssygdom, der overmander en bagefter, hvis tingene går galt.

Dunkel dommedagsstemning sev op fra sprækkerne mellem brostenene, og jeg slæbte mig cementtung gennem gaderne, mens uskyldige kaffebarer forvandledes til stedet-hvor-vi-købte-kaffe, piv, der var vi også, bohooooo, stakkels mig, jeg bliver aldrig glad igen. Og jeg ærgrede mig over, at jeg nåede at få forvandlet hele hovedstaden til tableau efter tableau af oplevelser, som hang fast i hovedet og udspillede sig for mine øjne gennem et slør af selvynk, uanset hvor jeg kiggede hen.

Der var selvfølgelig kun et at gøre, og det var at få overspillet hele elendigheden med noget nyt. Nye billeder og nye oplevelser i ti tætte og beskyttende lag på alle de samme steder, så mange og så hurtigt som muligt. Så det gik jeg i gang med.

De fleste steder gik det håbløst langsomt, andre steder hurtigere, men fremad gik det dog over det hele. Bortset fra ét sted, der bare hang fast. Stedet-hvor-han-tabte-en-pedal. Gaden, der for altid nægtede at blive til en almindelig, idyllisk gade med brosten igen.

Sådan er det bare. Og på følsomme søndage forvandler den sig til portalen, der skovler mig op og spytter mig ud et tilfældigt sted på tidslinjen. Nogle gange til lykkelig sommer. Andre gange til sorte, onde november. For det meste til et eller andet dobbelteksponeret sted midt imellem. Og det er fint nok. En lille smule magisk. Og egentlig, nu, på afstand af det hele, ganske underholdende. Endelig.

Læs flere klummer