KBH 24-7: Kunsten at tænke positivt

Bekymringer? Bandekrig? Her er hemmeligheden til, hvordan man får en god nat i byen.

klumme Fold sammen
Læs mere
Foto: Bob Katznelson
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden aften sad jeg halvvejs gennem en flaske rødvin med en god veninde og snakkede om bandekrig. Vi skulle til en pladereleasefest på Rust, der jo som bekendt ligger i Guldbergsgade på Nørrebro, og eftersom man ikke længere kan sige »Nørrebro« uden at et mylder af tv-billeder, avisopslag og facebookopdateringer med ordet »bandekrig« dukker op i baghovedet, ja, så snakkede vi om bandekrig, selvom vi egentlig havde siddet og snakket om musik.

Vi var begge to en lille smule trætte af at se de samme indslag på tv aften efter aften, hvor fodgængere på Nørrebrogade med kameraet stukket op i ansigtet allesammen befippet siger nøjagtigt det samme: »Ja, jeg føler mig virkelig utryg«. Og næste aften er der er ny, der også føler sig virkelig utryg – som om tv-billederne er drysset som baciller ud over eftermiddagen på Nørrebrogade og har plantet en klonet grundangst i alle.

»Jeg ville ønske, de bare ville ignorere det«, sagde min veninde irriteret. »At de bare ville slukke kameraerne og lade være med at give det så meget opmærksomhed«.

Komplet urealistisk, naturligvis. Men det affødte alligevel en sand lavine af en rødvinssamtale, der voksede ud i lokalet som Oprah Winfrey-gær og blev til store, saftige, banale sandheder. For det var jo rigtigt nok. Jo mere vi snakker om finanskrisen, jo mere vokser den. Og jo mere vi snakker om angst på Nørrebrogade, jo mere angste bliver vi på Nørrebrogade.

Så vi besluttede at cykle ud i natten med vores helt eget lille glædesprojekt, som om vi lige havde slugt hele Rhonda Byrnes millionbestseller »The Secret«, der insisterer på, at alt, der sker i dit liv, er noget, du selv har tænkt frem. Og at man derfor med usvigelig sikkerhed kan ændre alt omkring sig bare ved at tænke positivt.

Og selvom vejrudsigten vist havde lovet regn, så regnede det ikke, for vi skulle jo cykle langt. Og selvom vi var kommet alt for sent ud af døren, var vi pludselig på Nørrebro og ikke særligt forsinkede, som om tiden havde stået stille bare for vores skyld. Og vi cyklede med vilje via Blågårdsgade, bare fordi, og ja, vi kan selvfølgelig sagtens være kække på vores pastelfarvede cykler, fordi vi hverken ligner den ene eller den anden part i hele foretagendet, men alligevel. Vi var på en glædesmission. Og der var bare helt, helt stille, og vi købte transport-øl i en kiosk som to teenagere og sludrede med kioskmanden, og ja, han kunne godt mærke det; der var næsten ingen kunder om aftenen mere, sikke noget.

På Rust var der så proppet, at vi måtte stå med den ene tåspids på et lille, vaklende bord og fingerspidserne klamret fast til en karm på væggen for at se scenen, hvor aftenens hovedperson fyrede op for sin populære, danskproducerede udgave af den britiske bastardgenre grime, som er opstået i de fattige dele af Østlondon, hvor det nok dybest set stadig er – ja, undskyld angste fodgængere på Nørrebrogade – en hel del farligere at gå på gaden end på Nørrebro.

Efter koncerten fik vi en øl ved langbordene ovenpå og fandt tilbage til vores oprindelige snak om musik, og hvor meget vi savnede at høre drum’n’bass i store rum med højt til loftet, lige som i gamle dage, dengang der stadig var fester i Den Grå Hal og Pakhus 11. Åh, hvor vi savnede det.

Og i det samme materialiserede en lille, krøllet flyer sig på bordet foran os, som lokkede med en fest, der var i gang ude i det nye ungdomshus, og der kunne vist ikke være nogen tvivl: Dette måtte være aftenen, hvor vores lille glædesmission skulle ud og se, hvad det nu var blevet til i det nye hus, som i så lang tid var associeret med vrede og kampe og stenkastende voldspsykopater fra helvede.

Et kvarter senere hældte taxaen os ud foran huset på en øde vej i Nordvest, og vi kunne næsten ikke tro vores egne ører. Ud af den åbne dør væltede den velkendte lyd af dirrende, dybe drum’n’bass-basgange fra 1994, og vi stormede jublende indenfor og fandt en kæmpe fest med højt, højt, højt til loftet og en glitrende lysbar, der mindede om de regnfulde gadescener i »Blade Runner«, og hundredvis af dansende, glade, unge mennesker med økologiske humle-thy i hænderne.

Og ikke nok med det: Da vi to festlige timer senere opdagede, at vi var sultne, materialiserede et langt bord fyldt med snacks og pyntede kager sig pludselig for enden af dansegulvet, så sært og uventet som et theselskab i Alice i Eventyrland, og vi satte lykkeligt tænderne i to helt utroligt tørre tomat-og-oreganosnegle (»Veganske, selvfølgelig!« smilede pigen med hvide dreadlocks) og følte os i den grad tunet ind på universets helt store, venlige hemmelighed.

Ingen regn. Ingen angst. Ingen ballade. Og slet, slet ingen stenkastende voldspsykopater fra helvede. Kun glædesmission, god stemning og pludseligt opfyldte ønsker.

»I ser glade ud,« smilede de i døren med bløde hættetrøjestemmer, da vi langt om længe fik løsrevet os fra festlighederne og trimlede lykkeligt ud i de øde nordvestgader igen.

»Kom snart igen«.
Og det gør vi. Med glæde.