Kattejammerrock

Musik i blodet. Børn og unge fra Vesterbro har i nu 30 år indspillet og udsendt plader fra de trygge rammer i Vesterbro Ungdomsgaard. Men stedet har mere at byde på. Ny jubilæumsbog, dobbelt-CD og CD.

Hun kan synge alle vers af »Jeg ved en lærkerede«. Hun vugger tungt til Eminem og danser til klassisk musik, når bare Sigurd er med. Bob Dylan, Massive Attack og Mikael Simpson er andre synlige favoritter. Hun tænder selv for »Hit Med Sangen« og flyver højt på MGP.

Hun er to år. Og hun er ikke alene.

Alle børn har musikken i blodet, i hver en muskel, hele tiden. Børn og musik er uadskillelige. En sagte trommen ved spisebordet, en improviseret sang om dagen, der gik.

I mere end 40 år har børn og unge i den gamle arbejderbydel Vesterbro i København i rammerne af Vesterbro Ungdomsgaard haft mulighederne for at udfolde deres musikalitet eller bare dyrke deres interesse for musik.

Og siden 1966 har ungdomsgaarden produceret en imponerende mængde kulur i form af 26 plader og CDer, 170 teaterforestillinger, ni digtsamlinger og to film.

Hele tiden med processen i centrum, med børnene i centrum. Hele vejen med det for øje at udfordre bydelens poder, høje som lave. Tilbyde dem et fristed. Og lære dem om tolerence, samarbejde, punktere fordomme og bare tilbyde nærvær og plads til at vokse. En legeplads med store ører til at lytte.

Dertil rejser til Bornholm og Sydafrika, optrædener. Naturligvis uangribelige venskaber, sammenhold.

»...en ballast og en rigdom for livet, som ingen kan tage fra mig - og som jeg kan give videre til min søn - for der findes ingen bedre rigdom end glæden ved livet.«

Som Carsten Berger, medlem siden '67, skriver om sin tid med Vesterbro Ungdomsgaard i jubilæumsbogen »Se Mig I Øjnene«.

Dokumentarisk indblik
En primært fotografisk bog bygget op omkring fotograf Jette Jacobsens billeder fra en periode på halvandet år, hvor hun har fulgt ungdomsgaarden tæt. Suppleret af korte tekster og ældre fotos, der tilsammen maler billedet af noget unikt, af et sted der betød og stadig betyder meget mere, end øjet kan skue eller øret kan lytte.

Bogen giver et dokumentarisk indblik i en historie, som for en udefra kommende tager sig ud som lidt af et eventyr. Som en flig af H.C. Andersens »Den Grimme Ælling«. Symbolikken som fællesnævner kan man ikke komme uden om.

Nu har voksne mennesker generelt tendens til at skue tilbage med fokus på romatik og alt det positive. Men det er nu engang den gennemgående tone i bogen, som åbenbarer en em af en sjæl, som ikke var, ikke er og aldrig bliver hvermandseje udenfor den vesterbroske gård.

Modet til at turde
Gitte Overø Larsen og Bente Delhi:

»I puberteten, som vi var i på det tidspunkt, hvor vi var sårbare og meget modtagelige, mestrede du på en respektfyldt og ligeværdig måde at gi' os en tro på, at vi var gode nok - som dem vi var.«

De skriver videre:

»Du gav os modet til at turde - og du lærte os at være tolerante overfor forskelligheder - at styrke venskaber og sammenhold, og at tage stilling til livet omkring os.«

Michael Trampenau, senere forsanger i Grand Prix-vinderne Mabel og endnu senere som Mike Tramp i front for firsermetalbandet White Lion i den amerikanske overhalingsbane, startede på Vesterbro i '74, hvor sanggruppen indspillede sin første plade, »Vi Lever På Vesterbro«. Mange andre har som han taget sangen, skuespillet, filmproduktionen med sig og gjort det til en voksenkarriere. Andre har nøjedes med minderne og menneskesynet.

Ikke alt, hvad der er kommet ud fra Vesterbro Ungdomsgaard i form af musik, er til at holde ud at høre på gennem længere tid. Men eksempelvis den mest berømte og berygtede »Kattejammerrock« (1976) er.

Og som i mange andre af livets forhold, er det ikke altid produktet, der er det vigtigste, derimod processen.