Katrine Wiedemann: »Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt, og samtidig en krop, der bare er indstillet på at kneppe nogle nye«

Katrine Wiedemann, aktuel med den romantiske komedie »Shakespeare in Love« på Østre Gasværk Teater, synes, det er på tide, vi giver os selv lov til ikke at føle skyld over den kærlighed, der ikke varer ved.

Man kan ikke tale om kærlighed, uden at tale om håb, mener instruktøren Katrine Wiedemann, der er aktuel med teaterversionen af »Shakespeare in Love« på Østre Gasværk Teater. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

»Jeg må lige have læbestift på, inden jeg svarer på det,« siger Katrine Wiedemann og rækker ud efter sin toiletpung.

»Det kræver lidt. Ellers er det, som om man over for sig selv fremstår sølle,« tilføjer hun nærmest henkastet, mens hun med lidt hektiske, men effektive strøg lægger endnu et lag på den mund, der allerede er tegnet flot op.

Jeg har spurgt hende om, hvorfor der er flere singler i Danmark end nogensinde. Som instruktør af især klassiske dramaer har hun beskæftiget sig med og fortolket alle de store følelser. Hun må vide noget om kærligheden, og om få dage har hun endda premiere på  teaterudgaven af den romantiske filmkomedie »Shakespeare in Love« med Thure Lindhardt og Mille Hoffmeyer Lehfeldt i hovedrollerne på Østre Gasværk Teater.

Spørgsmålet får lige lov at hænge lidt i luften, inden Katrine Wiedemann svarer. Med et modspørgsmål, for hun er hele tiden ikke bare i dialog med den, hun taler med, men også med sig selv.

»Det er tiden, er det ikke? Vi kan klare os selv økonomisk. Kunne man tænke sig, at det er sådan indrettet, at vi som mennesker altid gør det, som er bedst for os? Når alle døre står åbne, hvorfor så ikke bare gå ud af dem? Jeg er selv blevet skilt, og et brud gør ondt, men også det overlever man jo. Og det kan jo være, at et brud i nogle tilfælde alligevel er det bedste? Det kan være, det åbner nye muligheder,« siger hun med reference til stykket, hvor Shakespeare måske nok mister sin elskede, men til gengæld bliver verdens største forfatter på den baggrund.

»Det er jo en tid med mange skilsmisser. Det er trist for en rigtig romantiker som mig. Vi lever alene, fordi det er økonomisk muligt, et resultatet af vores velfærdssamfund. Vi fokuserer på individets ret og pligt til selvudfoldelse. En masse ydre ting er afgørende for, at parforholdene ikke holder som i gamle dage. Men man skal også huske, at mange ægteskaber kan være dårlige og at vi også har en frihed og værdig mulighed for at vælge noget bedre, og at det grundlæggende er en god ting.«

Måske er den høje skilsmisserate er tegn på, at vi faktisk gør det, der er bedst for os, mener Katrine Wiedemann.

»Måske man skal tro på den vej, det går, og se det som et udtryk for nogle normer under udvikling. Hen mod noget bedre og noget, som svarer til den tid og det samfund, vi lever i. Men det er et dilemma, for de betragtninger kolliderer med de romantiske forestillinger om den vedvarende kærlighed, som også er stærke i vores kultur.«

Hvis man vender tingene på hovedet, kan det at leve i et langvarigt forhold vel også opfattes som en slags fantasiløshed, mener hun. En angst for at udfolde sig: »For nu at tale pænt om os andre.«

»Er det noget, vi egentlig er skabt til? At ofre sig, afstå, lukke af for energier og selvudfoldelse, blive kedeligere?«

Vi skal optimere os

Måske skal vi faktisk holde op med at klandre os selv og hinanden for den kærlighed, der indimellem holder op, mener hun. Kan man ikke leve op til det livslange parforhold, kan man måske i stedet glæde sig midlertidigt med en partner.

»På en måde synes jeg faktisk, det ville være en lettelse at tænke, at det er samfundets skyld. Jeg har selv følt mig tynget af skyld og skam på grund af skilsmisse eller parforhold, der er gået i opløsning. Man bliver betragtet som en fiasko, når kærligheden ikke lykkes. Men er det egentlig rimeligt?« spørger hun.

Den meneskelige natur giver os nogle store problemer, når det handler om kærligheden, mener Katrine Wiedemann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Kan man ikke hævde, at det er forkert at give op for let, vil jeg gerne vide.

»Nogle af de konflikter, der knytter sig til kærlighed, er så vanskelige. Det er jo næsten umuligt at komme sejrende ud på den anden side. Man sidder to højt begavede mennesker, psykologisk bevidste, veluddannede, har læst bøger, kan alt. Og så kan det alligevel være så svært, fordi man ligger og roder rundt i hinandens urtraumer,« forklarer hun. Og tilføjer, at det er begrænset, hvad hun selv har lært på baggrund af sine brud, selv om det er i høj kurs, at vi hele tiden skal optimere os. Man kan nemlig ikke sætte kærligheden på formel. Hun hun ved ikke, om det er de samme fejltagelser, hun har begået, for mændene har jo været forskellige.

»Det er jo sørgeligt, når man så vinker farvel til hinanden, fordi det ikke gik. Men måske er det alligevel det bedste, der kunne ske? Vi kan jo gøre meget andet, der er mange muligheder. Det ligger i tiden.«

Tabt et traditionelt liv

Men Katrine Wiedemann har også erkendt, at tidens mange tilbud gør det svært at skræve over det hele.

»Når jeg engang imellem siger, at jeg ikke er så optaget af feminisme, hænger det selvfølgelig sammen med, at jeg selv føler, jeg har haft mulighed for at udfolde mig så meget. Jeg har fået meget. Men jeg har også tabt noget. Jeg har tabt et traditionelt liv, hvor jeg var hjemme i køkkenet. Der er en særlig »lilleverden«, der er gået fløjten. Det kan jeg godt være ked af.«

I det hele taget er der ikke meget optimisme at hente hos Katrine Wiedemann, hvis man definerer kærligheden som det livslange, lykkelige relation mellem to mennesker.

Katrine Wiedemann

»Man bliver betragtet som en fiasko, når kærligheden ikke lykkes. Men er det egentlig rimeligt?«


»Jeg har en følelse af, at kærlighedens vilkår er virkelig, virkelig ringe. Det gælder i hvert fald for tosomheden. Men hvis nu man så på kærligheden på andre måder, så var den måske alle vegne – som seriel monogami, måske som polygami. Men det er jo heller ikke meget i tiden at leve som nogle i mine forældres generation. Der er i det hele taget stadig meget høje idealer og store fald fra tinderne i forhold til, hvordan det forventes, at vi lever vores liv. Og med alle de stemmer, der larmer, er det virkelig svært at bevare sig selv og lytte til, hvem man er, og hvad man vil.«

Samtidig mener Katrine Wiedemann, at vi generelt sætter alt for høje krav til hinanden om perfekte parforhold.

»Mange af de skilsmisser, jeg kender til, kunne have været undgået, hvis folk generelt havde sænket standarderne. I stedet går folk fra hinanden på grund af en masse uskrevne regler for parforholdet,« siger hun.

»Kærligheden kan være en meget hård bøddel,« mener Katrine Wiedemann. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

Alligevel overvinder kærligheden alt, mener hun. Bare ikke nødvendigvis med den samme.

»Det sjove ved kærligheden er jo, at den spirer frem igen, når man har mødt en ny. På en måde kan vi jo gro en uskyld igen. Man har muligvis en erfaring med sig, og der er meget, man efterhånden, som man bliver ældre, skal ignorere. Desillusion og resignation fører ikke nogen steder hen, selv om de er svære at modstå, når man har set, hvordan det oftest går. Men at forskanse sig kan man jo ikke leve med. Og man kan jo ikke fortælle om kærlighed uden at fortælle om håb. Hver gang kommer der en startpakke, der gør, at vi tror på, at det kan blive til noget denne gang. Den sætter hormonerne i gang. Så vi mobiliserer det samme dumme, håbløse håb hver gang.«

Endeløs horisont

Katrine Wiedemann er lige fyldt 50.

»Den første husker man jo, som om der var en endeløs horisont foran en. Men troede, det var ham for evigt. Og så bliver horisonten efterhånden hakket af bid for bid. Hver gang, man har et brud, bliver man måske god til at tænke, at man nu tager en dag af gangen. Man har den erfaring med sig, at det måske ikke går.«

Men livet rammer nu også dem, der har været i parforhold i mange år, mener Katrine Wiedemann.

Scenografen Maja Ravn har skabt en scenografi, der består af ca 200 menneskestore dukker til »Shakespeare in Love« i Katrine Wiedemanns iscenesættelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen.

»Jeg kan se, at de, der lever i lange forhold, har de samme buer af desillusion, som os andre, som om selve det, at du har en krop gående på Jorden et vist antal år, gør, at der er noget, du ikke længere tror på. Selv om du har siddet 25 år med den samme, kommer der alligevel også en sorg, en vemod, en fornemmelse af noget tabt. Og dem, jeg kender, der har levet længe sammen med en anden, har nogle gange nogle kanter, de ikke har fået slebet. Kvinder, der aldrig har prøvet at have en mand, der siger »Jeg gider dig ikke, jeg er gået,« kan næsten være som forkælede børn. De kan godt bare kræve at få, mens vi andre har fået så mange buler på skærmen, at vi kører lidt mere forsigtigt og er i tvivl om, hvorvidt vi kan tillade os at kræve ind.«

Det hele er vores egen skyld

Katrine Wiedemann synes, vi skal insistere på at tilgive os selv og erkende den måde, vi er programmeret på.

»Ingen af os er skabt til at have en partner livet ud. Men samtidig er der en dyb længsel i os efter at eje en kærlighed, der varer til vore dages ende. Og vores tid er så selvoptaget, så narcissistisk selvfokuseret, at vi også forfængeligt synes, det hele er vores egen skyld,« siger hun.

»Men al den fokus på individets frihed skaber også et nyt krav om ansvarsfrihed. Du er selv ansvarlig for din lykke, men også for dine nederlag. Selvfølgelig skal man kæmpe for kærligheden, og måske længere, end man tror, men hvis det ikke lykkes, må man altså også have lov til at tilgive sig selv,« mener hun.

Der er nemlig ting, vi ikke kan lave om på, og den menneskelige natur indeholder bare nogle meget smertelige dilemmaer, synes hun:

»Vi har en sjæl, der længes efter noget evigt og samtidig en krop, der bare avler og er indstillet på at kneppe nogle nye. Det er et ulykkeligt og tragisk spænd, som jeg synes, vi skal have lov til at sørge over. Et uløseligt problem. Kærligheden kan være en meget hård bøddel. Det er strengt, at vi skal klandres for det grundvilkår, hvad enten vi vælger den ene eller den anden sti gennem livet,« siger hun og summerer op med et citat af en af de dramatikere, hun sætter højest, August Strindberg:

»Det er synd for menneskene.«