Kathrine Lilleør: Julens værste uskik er firmajulefrokosten

Sognepræst, forfatter og debattør elsker både gavegiveri, pakkekalender og kvindebevidste romantiske komedier. Men hun så gerne at såvel Søren Banjomus som den forhadte firmajulefrokost røg ud af det danske julerepertoire.

Kathrine Lilleør fotograferet i Sankt Pauls Kirke, hvor hun er sognepræst. Mathias Svold

Hvilken juletradition er vigtigst for dig?

Julegudstjenesten 1. juledag er uden sammenligning den vigtigste. Det er der, hvor vi hører julebudskabet. Julemorgen er der en særlig ro efter julemiddagen og dansen om juletræet aftenen før. Det er blevet tid til eftertanke og at overgive sig til julebudskabet. Og så er det så skønt med altergangen, hvor Kristus lover os, at han er tættere på os, end vi ved. Han er med os og i os, og han lyser langt ind i vores mørke.

Hvilken tradition hader du mest?

Firmajulefrokosten. I mine øjne er det en uskik og jeg har altid været vældig god til at undgå den. Generelt er en af goderne ved mit job, at vi ikke har tid til julefrokoster i julemåneden, men jeg har da oplevet dem. I mine øjne er det en tradition, der er meget langt væk fra julebudskabet. Julen er hjerternes fest, hvor vi fejrer den glæde, som Gud binder os sammen med i det nære. Julen er ikke firmaets fest. Som om vi har brug for at slå os løs, inden vi skal tage os sammen og være sammen med vores venner og kedelige familie. Hvornår blev det en almen sandhed, at familie er trist, kolleger er sjove? Dertil kommer, at firmajulefrokosten helst skal være frivol og vild. En slags årlig polterabend med kollegerne. Jeg kan godt more mig med mine kolleger, men det er skønt, at der forskel på det professionelle og private. Arbejdspladsen er netop karakteriseret ved, at det er stedet, hvor vi er samlet om det faglige. Det er en frisættelse, at jeg med mine kolleger morer mig på en anden måde end ved de fester, jeg har med familie og venner.

Hvordan vil du bringe dig selv i julestemning i år?

På samme måde som altid: Jeg hænger adventskransen op og de senere år pakker kalendergaver ind. Mange. Mine udeboende døtre får hver en pakkekalender med 24 gaver. Det fik de ikke, da de var små. Der var det adventsgaver. Jeg husker selv de først år efter, at jeg var flyttet hjemmefra, og ikke havde stiftet familie endnu. Der kunne man godt føle sig ensom i julemåneden, og så er det dejligt med en lille gave hver dag i december.

Hvilken jul mindes du med størst glæde?

Hvert eneste år er det sidste jul, der står klarest og mest glædesfyldt for mig. Det er den syngende julekirke og familien omkring juletræet. Det er altid mindet om den sidste jul, og forventningen om denne jul, der fylder mig med glæde i december.

Hvilken jul mindes du med størst rædsel?

Den første skilsmissejul. Der hvor jeg ikke var sammen med mine børn, og fremtidens jul stod helt uklar. Den viden om, at julen aldrig blev den samme igen, var tung at bære. Og så at stå med juletræet, der pludselig var kæmpestort og manglede julepynt, fordi jeg netop var flyttet ind i en præstegård, hvor der var 4 meter til loftet. Den jul ønsker jeg ikke for nogen, men hvert år fyldes julekirken med mennesker, der sørger over det tabte. Sidste jul kommer aldrig tilbage. Det er altid smertefuldt, når man længes mere efter det, der var, fremfor at glæde sig til det, der skal komme.

Hvilken salme er særligt vigtig for dig – og hvilken sætning i den taler mest til dig?

Der er uendeligt mange. Jeg kan ikke vælge en. Men der er en salmelinje der samler hele julens budskab for mig: »Og knuste hjerter føler bedst, hvad denne store frydefest, for glæde har at bringe«. Den er fra »I denne søde juletid« (H. A. Brorson, 1732, red.).

Den sætning understreger, at julebudskabet går hånd i hånd med påskens budskab: Frygt ikke, glæd jer! Bag sorgen lurer frygten altid. Julen forkynder at Gud vil vende din sorg til glæde. Forventningsglæde. Vende frygten til håb. Det var det budskab, der greb mig, da min egen jul knustes.

Hvilket julehit slukker du for?

Søren Banjomus. Den slukker jeg for, fordi den går på hjernen, og den er for åndssvag. Har du den først inde i hovedet fra morgenstunden, bliver den hængende. Den er så bimmerglad i låget, at man bliver vanvittig på et lavere niveau.

Hvilken julefilm ser du igen og igen?

Love Actually. Det er blevet en tradition. Og så ser jeg de fleste år i juledagene »Stolthed og Fordom« i den gamle BBC miniserie-version sammen med mine piger. Vi er glade for Jane Austens selvbevidste kvinder.

Hvilken klassiker ville du helst genlæse i juleferien?

Jeg ville helst tage mig tid til at læse resten af Lykke Per, som jeg er halvt igennem, igen. Den har jeg det med at læse eller lytte til hver tredje år, og der er altid nye detaljer, jeg ikke rigtig så eller hørte før.

Er julegaver passé – og hvis ikke hvad skal man så give væk?

Nej, gaver er aldrig passé. Det er dejligt at give. Og så er det sjovt at øve sig i, at forære noget, man ikke forstår, at den anden ønsker sig. Personligt har jeg ikke nogle juleønsker i år. Jo, jeg ønsker mig altid noget, mine piger selv har lavet.