Katherine Diez: »Kunsten skal redde debatkulturen – ikke omvendt«

Det er, som om reglerne for godt teater og reglerne for god debatkultur er som et anarkistisk spil Matador i en kafkask roman. Som aldrig før har vi brug for kunst, der transcenderer os med fortællinger om ægte intelligens, talent og substans.

Katherine Diez - kulturdebatør og -kritiker på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvis man bare en gang imellem scroller ned gennem, hvad jeg forestiller mig er et nogenlunde gennemsnitligt Facebook-feed, er det sikkert ens personlighedstype, der afgør, om man føler sig tiltrukket af at deltage i det blodudgydende gaderæs, der hersker over debatkulturen, eller om man foretrækker at læne sig tilbage og få et kick ud af at være skærmvoyeur. Måske gør man som jeg; lukker helt ned for massakren.

At den retoriske håndbremse tilsyneladende er tunet væk hos de fleste med en SoMe-profil i dag, og at fornuft, saglighed og oplysning er et kedeligt, oldnordisk grundlag for den gode debat, suger rent ud sagt al debatglæde ud af mig. Skulle alligevel dagen oprinde, hvor jeg begyndte at interessere mig for nederdrægtige voldsorgier, der ikke det fjerneste ændrer den virkelige verdens gang, ville jeg prøve lykken i en swingerklub, hvor »stopordet« eftersigende er helligt og bliver respekteret af alle parter. Det er næppe nødvendigt at rutte med spaltepladsen for at statuere et konkret eksempel fra dommedagsdemokratiets onlineslagmark, selv om jeg med reb om hænderne kunne statuere hundrede lige nu og her. Konklusionen er, at ytrer man sig om, hvilken mælk man foretrækker i kaffen, så går der ikke lang tid, før den første har set sit snit til at trække Hitler-kortet.

»Demokrati er den værste styreform med undtagelse af alle andre, som hidtil er blevet afprøvet. I mangel af bedre er det derfor nok klogest, hvis vi konstant og konsekvent bekræfter og forsvarer demokratiet, når det bliver udfordret,« sagde gode, gamle Winston Churchill. Jeg er trods alt tilbøjelig til at sukke og erklære mig enig, men jeg har observeret en interessant dikotomi. Lige siden Euripides, Aischylos og Sofokles skrev tragedier i antikkens Grækenland, har teatret ligesom Facebook fungeret som et spejl, man har sat op over for virkeligheden; et spejl, hvis billede er mere realistisk end realismen selv (i hvert fald når det gælder debatten) – et spejl, hvis formål er at ekspandere og emancipere mennesket. Det er dog, som om reglerne for godt teater og reglerne for god debatkultur er som et anarkistisk spil Matador i en kafkask roman.

Nu kan jeg godt se, vi ikke kommer uden om et konkret eksempel: Da Kasper Holtens »Amadeus« 18. januar havde premiere på Det Kongelige Teater, var de fleste anmeldere enige om at ligge på lur med den injurie, at det var en forestilling uden så meget på hjerte. Og det er selvfølgelig noget, der tæller ned, når der skal uddeles stjerner. Nu har jeg selv siddet blandt publikum to gange, og disse anmeldere forstod ikke den subtile overlevering af Dostojevskijs maksime, »Skønheden vil redde verden«, som er et derivat fra romanen »Idioten« fra 1869, og som jeg vil påstå er det absolut vigtigste, et stykke kunst kan sige i 2019, hvor middelmådigheden gennemsyrer vores politik, samfund og dannelse. I 2019, hvor alle råber ind i den samme megafon samtidig, og hvor alles ord tillægges samme værdi. Som aldrig før har vi brug for kunst, der transcenderer os med fortællinger om ægte intelligens, talent og substans.