Katherine Diez: »Jeg ville være langt mindre rasende, hvis en flok aber protesterede ved at blive hjemme«

At vende ryggen til ungdommen, der opfører Beethovens 9. symfoni, er ikke et politisk statement. Det er topmålet af civilisationens tilbagegang.

Britiske EU-parlamentarikere fra Brexit-patiet vender ryggen til den europæiske hymne. Fold sammen
Læs mere
Foto: FREDERICK FLORIN

Det var et hårdtslående billede, der efter åbningen af Europa-Parlamentet tirsdag den 2. juli spredte sig som en alarmerende monsunregn over alverdens medier og mildest talt gjorde mig åndeligt gennemblødt.

Gennemblødt på den måde, hvor man hænger alt sit tøj til tørre på samtlige radiatorer i sit hjem, og man ikke har mere rent tøj tilbage i skabet, og vaskemaskinen strejker, så man sidder nøgen, rystende, fortvivlet og mutters alene med sit akkumulerede blik på civilisationens tilbagegang.

Billedet viste 29 The Brexit Party-medlemmer, der vendte ryggen til resten af plenarsalen i Strasbourg, da EU-hymnen – Friedrich Schillers »Ode an die Freude« over Beethovens 9. symfoni – blev opført af et jazzensemble fuldt af unge talentfulde musikanter.

Heldigvis er jeg i skrivende stund langt mere rasende end fortvivlet, og raseri er som bekendt ikke noget dårligt krydderi, når man har til opgave at levere en klumme. At dette stunt ikke har skortet på sammenligninger med nazisternes selvsamme stunt med at vende ryggen til taleren i den tyske Rigsdag i 1926, det kan næppe komme som et chok for en eneste, som har holdt de to billeder op ved siden af hinanden.

Ryggen til ungdommen

På Twitter er et nyt, men ikke desto mindre historisk hashtag gået viralt: #NotInMyName – hverken i mit, dit eller vores navn skal fascistoide gimmicks slippe godt fra at trænge ind på parlamentarisk territorium. Men den største grund til bekymring på civilisationens vegne – uanset EU-politisk ståsted – er det faktum, at partileder Nigel Farage og hans dikkende lammehaler fornægtede demokratiet og hele menneskehedens kultiverede væsen, idet de vendte ryggen til ungdommen, til briterne, til institutionen og til et af de mest skelsættende værker i den klassiske musikhistorie.

Hertil kommer det imponerende faktum, at Beethovens 9. symfoni blev komponeret på et tidspunkt, hvor han var totalt og aldeles døv. Hvis ikke det er topmålet af barnagtig respekt- og historieløshed … Stakkels unge mennesker. Stakkels dannelseskultur.

»Men der er noget, Peter Kofod har misforstået. At demonstrere sin antipati ved at blive siddende eller besvære sig op af stolen og vende ryggen til ungdommen, der opfører Beethovens 9. symfoni, markerer civilisationens tilbagegang.«


Peter Kofod, som er valgt til EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, tilhørte skaren af EU-skeptikere, som valgte at blive siddende. Til nærværende avis har han udtalt:

»Jeg ser ikke nogen grund til at hylde et system, der har fejlet, når det kommer til at løse helt almindelige problemer for helt almindelige mennesker. Derfor blev jeg siddende, og det har jeg det rigtigt godt med.«

Men der er noget, Peter Kofod har misforstået. At demonstrere sin antipati ved at blive siddende eller besvære sig op af stolen og vende ryggen til ungdommen, der opfører Beethovens 9. symfoni, markerer civilisationens tilbagegang. I forbindelse med kulturpolitikkens fravær under folketingsvalget herhjemme skrev Det Kongelige Teaters skuespilchef Morten Kirkskov 9. juni i et debatindlæg i Politiken:

»Engang var vi mennesker aber, og lige under den menneskelige overflade er vi det stadig. Kunsten skal minde os om det, og kulturen skal hjælpe os med ikke at blive det igen.«

Der har vi det. Jeg ville være langt mindre rasende, hvis en flok aber protesterede ved at blive hjemme og nægte at modtage deres fede EU-løn.