Denne tekst har været underlagt en undersøgelse for plagiat. Der er ikke fundet eksempler på plagiat eller mangelfuld kildehenvisning i den pågældende tekst, men Berlingske kan ikke udelukke, at det er tilfældet. Berlingske beklager og henviser til den fulde undersøgelse, der kan læses her.
For nylig oplevede jeg noget, som jeg efterhånden har oplevet så mange gange før, når jeg er ude at moderere en debat, eller når jeg selv deltager i en: Jeg oplevede i min skikkelige imødekommenhed at blive konfronteret med en uigennemtrængelig mur af irrationel mistillid fra en kvinde, jeg sad overfor.
Forskellen var bare, at jeg denne gang ikke sad over for kvinden i en professionel anledning, hvor jeg ellers godt kan strække mig så langt som at kunne se meningen i at have en oprørstrang. Denne gang sad jeg til et privat og endda festligt arrangement. Når jeg ikke demonstrativt blev ignoreret, blev jeg af kvinden, som ikke anede, hvem jeg var, forsøgt bagbundet og sat til at gå planken ud i et hajfyldt farvand af en diskussion, jeg til at begynde med kun deltog i af ren og skær emma gadsk forpligtelse.
Den måde kvinder inkonsistent behandler andre kvinder som fjender på i erhvervslivet såvel som til en fælles vens fødselsdag, har muligvis rod i en urkraft, der handler om at ville have alfaløven for sig selv.
Det er ikke bare et spørgsmål om engang imellem at være uheldig med en bordplacering til et middagsselskab. Jeg ser en skarptskåren tendens. Ikke for at sætte mig op på den moralske højhest, men jeg er også kommet frem til, at jeg hverken er mere fintfølende eller letpåvirkelig end så mange andre mennesker. Den måde, kvinder inkonsistent behandler andre kvinder som fjender på i erhvervslivet såvel som til en fælles vens fødselsdag, har muligvis rod i en urkraft, der handler om at ville have alfaløven for sig selv, men evolutionen har altså også villet, at vi kultiverede os og afskaffede det skingre primalskrig for mange, mange år siden. Så hvad er det med de kvinder, der tilsyneladende systematisk hader andre kvinder uden overhovedet at kende dem? Og endnu mere forundrende … Hvad er det, der gør, at deres overjeg ikke bider det i sig og smiler vennesælt og taler pænt, når man nu engang er havnet i samme suppedas – professionelt som privat?
Der er noget intrikat paradoksalt i, at al den kønspolitiske aktivisme og snak om søstersolidaritet, som de seneste år er skyllet ind over os i en fjerde bølge, ikke har haft nogen nævneværdig effekt på kvinders indbyrdes samhørighed. Kan nogen forklare mig meningen med at optræde i en »Hej søster«-T-shirt på Instagram, hvis man ikke kan overtale sig selv til at sige »hej søster« ude i virkeligheden? Om ikke andet så med et godt, fast håndtryk og et venligt blik?
Vi har fokuseret på toksisk maskulinitet og mænd, der hader kvinder; mænd, der lovgiver om klæder og abort og tager statslig patent på kvinders kroppe. Vi har talt om patriarkalske magtstrukturer i en kvinder-versus-mænd-diskurs. Imidlertid har vi glemt den seriøse samtale om kvindelig misogyni, der også bliver promoveret gennem for eksempel en patriarkalsk markedsindustri.
Jeg forstår godt, at det er et ømtåleligt emne at tage hul på; ingen bryder sig om at tage en Facebook-test og finde ud af, at de er de kyniske stedsøstre fra Askepot. Men det vil unægteligt give pote på flere områder, hvis vi bliver bedre til at tage vores indstuderede falsum af en girl-power-ideologi mere alvorligt; hvis vi prøver at være mere rundhåndede med hesteskoene og løfter i flok.
