Katedraler for kontorfolk

ARKITEKTUR: Forsinkelserne har været betydelige, budgetoverskridelserne på flere milliarder - men resultatet af arbejdet med Londons nyeste undergrundsrute, Jubilee Line, er dybt imponerende.

Foto: Claus Bech Andersen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

LONDON Det er her, det moderne begynder. Ikke ulig Københavns nye minimetro og hele Ørestaden er de nyeste af stationerne på Londons seneste undergrundsrute Jubilee Line billeder på moderniteten og en ny samfundsopfattelse. I en vis forstand inkarnerer de Tony Blair og hans - relativt, alt er jo relativt - effektive administration af samfundet. Er der overhovedet en ideologi bag de socialdemokratisk-borgerlige ledelser af moderne nationer, hedder den tro på fremskridt og fremtid, anstændige forhold for de fleste og en effektiv pagt mellem alle grupper, for skønt klassetilhørsforhold og personlige behov er forskellige, vejer de ikke tungere end interessen for, at helheden fungerer og maskinen kører. Effektivt.

Det er mere end 125 år siden, de første dampdrevne tog kørte under Londons gader, og det veludviklede metrosystem har imponeret mange tilrejsende; bortset fra i disse dage hvor mange af byens undergrundsstationer er lukkede, fordi brandmændene strejker, og ingen selvfølgelig tør tage ansvaret for, hvad der vil kunne ske, hvis noget går rigtig, rigtig galt.

Det moderne London

Det er undergrundsnettet - hvis opbygning på forbilledlig vis er grafisk anskueliggjort i 1933 af Harry Beck, der også tegnede det velkendte logo - der skabte det moderne London, resulterede i helt nye kvarterer som South Kensington og banede vej for den mobilitet, en liberal økonomi kræver for at fungere.

Det viktorianske London var eksempelvis langt mere ghettopræget med en skarp opdeling af rige (og deres tyende) i nogle gader og de fattige i andre. Der er stadig forskel på kvartererne, og Storbritannien er et langt mere klassepræget land end selv Matador-Danmark, men byen hænger sammen, og millioner af mennesker transporteres rundt i byen for at arbejde, sove og indimellem slå deres kostbare fritid ihjel gennem sysler af vidt forskellig art.

Mange af de klassiske stationer fra begyndelsen af det 20. århundrede på f.eks. Northern Line og Picadilly Line - adskillige tegnet af Charles Holden - er små arkitektoniske perler, og det samme gælder for Jubilee Line, der er blevet til i årene siden slutningen af 1970erne.

Ruten går mellem Stratford og Green Park, forbinder det østlige med det vestlige London og passerer vigtige stationer som Westminster og Waterloo - og i de senere år er nye stationer kommet til som bl.a. Canary Warf og Southwark.

Følelsen af, at dette er tog og togstationer viet til det moderne, understreges også af, at det er stationer, der fører rejsende til og fra områder i byen, der er under voldsom forandring og udvikling.

De rene linjer

De fleste af stationerne er et orgie i glas, stål og lys, ligesom minimetroen i København også er blevet det. Her er rene og stramme linjer men også langstrakte runde rum , her er ro, luft og overblik. Mange af stationerne som North Greenwich (tegnet af Lyall & Störmer) og Stratford (Chris Wilkinson Architects) er meget store, og der er dem, der vil finde dem kolde, men det er også organismer, der skal sikre gnidningsfri transport af mange, mange mennesker. Perronerne henstår tomme for forskelligt udstyr. Bl.a. af frygt for terrorangreb er der ingen affaldskurve - og alligevel ser stationerne ud, som om det er støvsugede blot ti minutter forinden. Udstyr som siddepladser, elevatorer, rulletrapper og betalingssluser er strømlinet og hænger sammen med rummene - og skiltningen er næsten lige så god og præcis som genistregen i Københavns Lufthavn. Hvor det er muligt, drages lyset ind og anvendes som æstetisk virkemiddel.

Katedral er det ord, der falder selvfølgeligt at bruge om flere af dem, for de formår at skabe store lysfyldte rum. Her er overskud og overskuelighed. Stationerne, der bl.a. er tegnet af en større kreds af britiske og internationale arkitekter, hvoraf Norman Foster, hvis tegnestue har stået for Canary Wharf og busstationen ved North Greenwich, er den mest kendte, fortæller, at moderne mennesker tager toget til og fra arbejde og mellem boligen og byens kulturelle og underholdningsmæssige tilbud. Forsinkelserne af byggerierne har været betydelige, budgetoverskridelserne på flere milliarder - men resultatet er dybt imponerende.

Jubilee Line Extention, London.