Katastrofeteater præger festival

Jo værre din historie, jo bedre en forestilling.

Årets Edinburgh Fringe Festival er nærmest oversvømmet af stykker, der tager udgangspunkt i tragiske historier fra det virkelige liv. Et godt eksempel er »Miracle in Rwanda«, der bygger på en bog af Immaculée Ilibagiza. Hun overlevede folkemordet i 1994 ved at skjule sig på et badeværelse i 91 dage sammen med syv andre kvinder og børn. Stykket har været populært blandt tilskuerne, men nu sætter kritikerne spørgsmålstegn ved det kunstneriske indhold. »Der er ikke nogen kunstnerisk værdi i disse stykker. Når folk klapper, er det ikke af forestillingen, men af de ydmygelser, som de virkelige hovedpersoner gennemlevede,« skriver The Guardian, der bakkes op af The Times. Med 31.000 opførelser er Edinburgh Fringe Festival den største kunstfestival i verden.