Katastrofale modsætninger

God balance imellem humor, ungdomsskildring og samfundskritik i denaustralske »Australian Rules«.

Titlen på den australske instruktør Paul Goldmans debutspillefilm »Australian Rules« vil nok være uforståelig, hvis man ikke har et vist kendskab til klodens mere eksotiske sportsgrene. Så som f.eks. australian rules football, der er en brutal og blodig blanding af rugby, fodbold og american football, spillet af karseklippede klepperter og knoldesparkere i stramme shorts og undertrøjer uden ærmer - down under...

Australsk fodbold er rammen omkring en film om race- og generationskonflikter i en provinsflække på den australske sydkyst. Generationsoprøret udspiller sig imellem den tænksomme, drømmeragtige Blacky og hans voldelige, fordrukne machofar Bob, overlappet af striden imellem de herskende hvide og de undertrykte aboriginals, som også præger deres indbyrdes forhold. Blacky hænger ud med »de sorte« - i form af venskabet med Dumby og forelskelsen i den smukke, mørke Clarence - mens faren er glødende racist.

Det eneste, byens hvide og sorte nødtvungent kan samles om, er det lokale, etnisk mixede ungdoms-fodboldhold, hvorpå Blacky er en modvillig nøglespiller, mens »abo«-vennen Dumby er den absolutte stjerne. Holdet står foran den store finale mod nabobyen, men i modsætning til den narrative konvention for sportsfilm - hvor klimakset på filmen nåes i den afgørende, spændende kamp - bliver finalen hér kun en katalysator for endnu mere katastrofale modsætninger. Både i Blackys liv derhjemme og i det lille samfund omkring ham som sådan.

Man har efterhånden set så mange film med stupide, afstumpede, dåseølsbællen_de australske »Crocodile Dundee«-rednecks og vise, følsomme, mishandlede aboriginals, at det begynder at ligne en kliché - selvom den australske racisme over for landets originale indbyggere er et lige så velkendt faktum som de hvides elendige behandling af indianerne i USA - men manuskriptet fra Paul Goldman og forfatteren Phillip Gwynne (der også har skrevet filmens romanforlæg »Deadly, Unna?«) balancerer faktisk fint imellem optimisme og håbløshed, imellem humor og samfundskritik, lige såvel som filmen formår at holde tempoet og intensiteten oppe - også efter den dramatiske finale i denne mandfolkesport.