Kastholm

Man kan sagtens være en røst fra fortiden, selv om man fører sig frem, som om man repræsenterer fremtiden. Det vil jeg nævne to usædvanlig tydelige eksempler på. Det ene er Danske Banks gesandt i den offentlige meningsdannelse Morten Albæk, som er en slags Johan uden Land, idet han er forfatter uden at have skrevet bøger og filosof uden at have filosoferet. Han har gjort sig kendt på at udbrede det budskab, at hans forældres generation – som han kalder 68-generationen – er løbet med alle pengene. En påstand uden hold i virkeligheden. For det første er begrebet »68-generationen« diffust, håbløst at arbejde med, som generationsbegrebet overhovedet er det. Hvornår begynder og ender en generation? For det andet ligger der i slagordet »68-generationen«, at alle har samme vilkår, hvilket de ingensinde har haft. »68-generationen« repræsenterer højst et par tusinde studerende, især på universiteterne i København og Århus. For det tredje er det en elementær økonomisk kendsgerning, at hele vejen op igennem det 20. århundrede har hvert slægtled i vores del af verden oplevet større økonomisk fremgang end det forrige. Der findes ingen beskæftigelse mere gold og perspektivløs end at slå den ene generation i hovedet med den anden. Det var netop det, 68erne gjorde.

Mit andet usædvanlig tydelige eksempel på en røst fra fortiden er den 44-årige næstformand i LO, Tine Aurvig-Huggenberger, der trods navnet (LO-formænd hedder traditionelt Jensen, til nød Nielsen eller – helt exceptionelt – Thorgrimsson) kandiderer til at blive den afgående LO-formand Hans Jensens efterfølger. Hun førte sig i denne uge frem med en bister anklage mod den nuværende regering for at have øget uligheden. Den formelle anledning til, at Tine Aurvig-Huggenberger gjorde uligheden til politisk tema nu, er, at LO i næste uge udgiver en såkaldt hvidbog om uligheden i samfundet. Den reelle anledning er nok, at hun gerne vil profilere sig som den rigtige LO-formand med bud på fremtidens opgaver for en landsorganisation, der mildt sagt er på retur. Siden 1996 har fagbevægelsen mistet 200.000 medlemmer, og LO selv regner med, at tilbagegangen ikke vil stoppe, men tværtimod tage yderligere fart.

I en samtale med Jyllands-Posten i onsdags definerede Tine Aurvig-Huggenberger »ulighed« så bredt, at begrebet i bedste fald bliver meningstomt. Ligesom hvidbogen opfatter hun ulighed som noget, der ikke kun handler om økonomi, men om faktisk alting. Hermed tænker hun ligesom de 68-marxister, der åbenbart også har støbt forfatteren og filosoffen Morten Albæks åndsform. At LO-formandskandidaten ikke også kræver, at alle skal have de samme gener, må skyldes en forglemmelse. Hun opholder sig ved, at tyve procent forlader skolen som funktionelle analfabeter, og at kun firs procent af en ungdomsårgang gennemfører en ungdomsuddannelse. Der er intet nyt i dette, og det er også ældgammel viden, at vi her i landet er meget ringe til at bekæmpe den negative sociale arv. Både det ene og det andet kan hun takke den løse reformpædagogik – hvad synes du selv-pædagogikken – og sit eget parti for. Igennem mange år har Socialdemokraterne overladt skolepolitikken og dermed deres egne vælgeres børn til de vidtløftige Radikale, der hellere ville omskabe menneskenes børn i de radikale idealers billede end bibringe dem faste kundskaber og færdigheder under afklarede og rimeligt disciplinerede forhold.

Men når det er sagt, så kunne man jo også vende tingene om og sige, at hvis kun tyve procent er funktionelle analfabeter og ikke får en ungdomsuddannelse, så er vi da nået umådelig langt i dette samfund, så langt som man måske overhovedet kan nå. Man kan stille det kætterske spørgsmål, om det ikke i et af verdens mest lige samfund er langt vigtigere at kæmpe for retten til at være ulige? Ville LO-Huggenberger ikke gøre en langt mere værdifuld indsats ved at kæmpe for, at der også blev en meningsfuld plads i samfundet til den, der ikke har det så godt med at læse og ikke trives med at uddanne sig, men har det glimrende med praktisk arbejde, der ikke kræver faglig lærdom? Der vil altid være masser af den slags arbejde i samfundet, men vi har gjort det usynligt af ideologiske grunde. Aurvig-Huggenberger vil sige: Jamen, hvis man ikke kan læse smertefrit, kan man ikke klare sig i et videnssamfund. Selvfølgelig kan man det. Man kan være til stede i samfundet på mange niveauer. I det gode samfund stræber vi ikke efter at udrydde enhver uregelmæssighed, enhver uhensigtsmæssighed, enhver anderledeshed, enhver ulykkesmulighed, for vi ved, at hvis vi stræber efter at skabe paradis, skaber vi helvede.