Kastholm

Alle, der tilbeder vor herre og frelser Barack Obama, jubler om en ny begyndelse. Tanken om at begynde forfra ligger nummer et på tidens værdi-topti, skønt vi fra første halvdel af det 20. århundrede ved, at det er den farligste og mest umulige drøm for mennesket at hengive sig til.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis en politiker kan lære noget af den omtale, USAs afgående præsident nu udsættes for, så er det, at man ikke har andre at stole på end sig selv og – hvis man er usædvanlig heldig – sin nærmeste familie og en enkelt ven. Der var engang, jeg så en stor hvid and blive skudt. Jeg skal være ærlig og indrømme, at det var mig selv, der skød den. For så vidt man overhovedet kan eje en af Vorherres skabninger, så var det min and, den svømmede i min sø, desuden smagte den godt, så jeg gjorde vel ikke noget forkert. Men i samme øjeblik denne prægtige fjedrede skabning sank sammen, kastede en tre-fire andre ænder sig over den og begyndte at hakke i den.

Synet har siden har stået for mig som billedet på en vis menneskelig adfærd, som vi finder i stort og småt. I det store eksempelvis i 1930ernes Tyskland, hvor regimet først gjorde de jødiske medborgere retsløse, hvorefter flere og flere begyndte at hakke i dem. I det små på legepladsen, hvor én bliver udpeget til offer, og de andre så hakker løs på vedkommende. Og hyppigt løber medierne efter hinanden for at komme til at hakke i et offer, hvis eneste forbrydelse måske er lidt sjusk med nogle bilag. Fra antikken kender vi den tradition, at mennesker skildres i dyrs billede. Hvis der havde været journalister på Æ­sops tid, hvilket dyrs skikkelse havde han mon set dem i? Kamæleonens, papegøjens eller lemmingens? Jeg er i øvrigt selv journalist og mod alle odds stolt af det.

I dag er det svært at finde en journalist, der kan omtale George W. Bush uden samtidig at fastslå, at denne præsident har været den rene elendighed, som ene mand har kørt verdensøkonomien i sænk, bragt USA til tiggerstaven, ført landet ud i to håbløse krige og ødelagt forholdet til Europa. Men ville en Clinton have løst problemet Saddam Hussein på en elegantere måde? Og ville en Clinton have fundet en snedigere måde at jage terroristerne ud af deres afghanske oaser på? Hvad Afghanistan angår, synes det at være glemt, at her henviste vi alle til NATOs musketer-ed og sagde til Bush med daværende statsminister Poul Nyrups ord: Vi er med dig hele vejen. Med hensyn til Irak vil man få svært ved at argumentere for, at Clintons arv til Bush var et resultat af dygtig og vellykket politik: en embargo og et olie for mad-program, der kostede tusinder af irakiske børn livet og blot styrkede Saddams despotiske regime.

Hvad Bush-administrationens forhold til Europa angår, synes det at være glemt, at der som tysk forbundskansler sad en opportunist, som kun tænkte på at skrabe stemmer til sig, at Frankrig som sædvanlig melede sin egen kage, at EU fortsat ikke havde en telefon, Bush kunne ringe til, og at ikke kun Storbritannien og Danmark, men også den del af kontinentet, som Rumsfeld provokerende kaldte det nye Europa, var med Bush. En beundret personlighed som Tjekkiets daværende præsident Václav Havel gik helhjertet ind for Irak-invasionen. Man behøver hverken være en stor beundrer af Bush, vicepræsident Dick Cheney eller daværende forsvarsminister Donald Rumsfeld, for at ønske sig en mere afbalanceret vurdering af de sidste otte år. Det kan anbefales at bruge hukommelsen. Uden hukommelsen ingen civilisation, for uden hukommelse ville vi hele tiden begynde forfra. Det er nok værd at give en lødig tanke, at dette at begynde forfra – ny begyndelse, jubler alle, der tilbeder vor herre og frelser Obama – for tiden ses som det helt store ideal, skønt det er den værste, farligste og mest umulige drøm, mennesket kan hengive sig til, som erfaringerne fra Europa i første halvdel af det 20.århundrede viser. Jeg tror, som jeg skrev sidste lørdag, at Obama rummer stof til en betydelig politisk personlighed, og hans suveræne kampagne efterlader indtrykket af en talentfuld og målbevidst leder. Men han kan aldrig leve opfylde de forventninger, de tilbedende tusinder stiller til ham, og som han selv med kynisk professionalisme har pisket op.

Jeg kunne ønske, at en vaks dokumentarfilmmand lavede en sammenklipning af de nærbilleder af de henrykte masser i Chicago, vi så på CNN tirsdag nat, og de mange filmoptagelser der findes af Hitlers møder med de jublende masser i naziregimets første år. Synet giver stof til eftertanke. Det er de samme ansigter, det samme henførte blik, de samme smil gennem tårer. Man må selvfølgelig skelne mellem den bevægelse, man ser i ansigterne på sorte amerikanere, de har jo en ægte grund til at være bevægede, og de salighedstårer, der strømmer fra alle mulige andre. Der er en hjemløs religiøs længsel på spil. Nogle vil hævde, at det samme sås, da J.F Kennedy blev valgt. Det er ikke rigtigt. Kennedy sejrede over Nixon med kun godt 200.000 stemmer og efter valgsvindel. Dyrkelsen af ham havde en anden karakter og kom senere. Det, vi ser nu, har vi aldrig set før i USA. Det er lidt uhyggeligt. For hvor vil den længsel vende sig hen den dag, da messiasglansen går af Obama, og han blot viser sig at være en forhåbentlig dygtig politisk leder? Man kan nu engang ikke leve op til rollen som Messias, når man sidder i Det Hvide Hus og skal føre realitetspolitik i en verden, hvor interesserne brydes, og hvor en amerikansk præsident slet ikke er så magtfuld, som medierne ynder at hævde.