Kastholm

»I klassesamfundets tid vidste menneskene, hvor de hørte til. I det moderne, meget ensartede og meget rige samfund er det langt sværere at tage politisk stilling. Det giver muligheder for i grunden upolitiske politikere som Naser Khader og Helle Thorning-Schmidt.«

I forgårs, altså dagen efter valgets udskrivelse, havde flere aviser fået den nærliggende og derfor trivielle idé at sætte Anders Fogh Rasmussen og Helle Thorning-Schmidt op mod hinanden i store fotos. Det er selvfølgelig rigtigt, at kampen står mellem de to i den forstand, at det er én af de to, der bliver statsminister efter 13. november, men sådan som danskerne sammensætter Folketinget, afgøres sagen ikke af striden mellem den fabelagtigt kompetente Fogh og den i grunden upolitiske, men ærgerrige Thorning-Schmidt. Den afgøres af Dansk Folkeparti og konglomeratet Ny Alliance. Pia Kjærsgaard er en meget dygtig kampagnepolitiker, men den udfordring at sætte Ny Alliance helt uden for betydning, er for stor. Naser Khader derimod er slet ikke politiker. Når han udtaler sig politisk, virker det, som om han efterligner en rigtig politiker eller har lært en rolle udenad. Men han bruger ret få ord og virker derfor mere troværdig.

Desuden har han en vaskebjørnsagtig charme, som får en del vælgeres hjerte til at banke ømt, og hans kandidatliste vil med politiske badegæster som den koleriske Lars Kolind og den fantasifulde Jørgen Poulsen også være en sikker stemmemagnet. I øvrigt undrer det mig, at en generalsekretær for Røde Kors vover at sætte organisationens renommé på spil ved at stille op for et politisk parti. Allerede i skolen lærte jeg, at Røde Kors var absolut upolitisk, og at dette netop var forudsætningen for, at denne højt respekterede organisation kunne arbejde frit og alle vegne. René La Cour Sell, Poulsens partifælle, tog konsekvensen af sit politiske engagement og forlod stillingen som direktør for Rådet for større færdselssikkerhed.

Hvis ikke Ny Alliance bliver den berømte tunge på vægtskålen ved dette valg, vil det gå partiet, som det i sin tid gik dets forgænger og åndsbeslægtede, Liberalt Centrum, der havde samme fundamentalt upolitiske forestilling om, at man da måtte kunne snakke sammen om den sagligt rigtigste løsning hen over partigrænserne. Som meget ung var jeg selv medlem af Liberalt Centrum. Allerede dengang var klassesamfundet, som de gamle partier jo definerede sig i forhold til, afviklet, og de modsætninger, partierne stillede op, forekom derfor utidssvarende. Som medlem af Liberalt Centrum troede man på, at der ikke blot fandtes en saglig rigtig løsning, men simpelt hen DEN rigtige løsning, og at i det moderne samfund skulle regeringen svæve over vandene som en slags magistratregering.

Analysen var for så vidt rigtig nok. Beviset er den konsensuspolitik, der har præget dansk politik i årtier, men det pæne og i tankegang og temperament meget akademiske Liberalt Centrum tog ikke i betragtning, at politik er intet fredens hav, men en jungle. Politik handler kort og godt om magt, og nok er klassesamfundet for længst borte, men modsætningen mellem dem, der ønsker den størst mulige stat, og dem, der lægger vægten på det civile samfund, består, og det gør ligeledes modsætningen mellem dem, der med skyklapper på forfølger øjeblikkets interesser, og dem, der ser ud over deres egen næsetip og forstår, at fremtiden stiller nye krav, som det er nødvendigt at forberede samfundet på, hvis man ønsker at bevare dets bedste kvaliteter. Dengang forstod jeg ikke dette. Jeg var et upolitisk menneske. Jeg burde have vidst, at det upolitiske menneske er katalysator for det 20. århundredes blodige historie. Men jeg var altså kun 18 år og havde ikke læst filosoffen Adornos præcise iagttagelse, at Hitler lavede politik for de upolitiske, ligesom Wagner skabte musik for de umusikalske!

Kritikeren, journalisten og forfatteren Niels Barfoed fortæller om sin far i sin aldeles vidunderlige bog »Farvel så længe! Nogle erindringer« (den udkom i torsdags og blev anmeldt her i avisen af landets mest kompetente dagbladskritiker Nils Gunder Hansen), at »han havde simpelthen ikke organ for politik. Sådanne mennesker findes, og i virkeligheden er de nok de fleste«. Jeg tror, Barfoed har ret i dette. Når de politiske partier træder frem i forsvaret for klare klassebestemte interesser, har den upolitiske borger heller ikke noget problem. Han og hun ved ganske præcist, hvor de hører til. Men i et samfund så ensartet og rigt som vores nuværende kræver det langt mere af den enkelte at tage politisk stilling. Derfor vil upolitiske partier som Ny Alliance, der bare vil alle det godt, og upolitiske mennesker som – mirabile dictu – Helle Thorning-Schmidt, der udelukkende udtrykker sig i slagord, som ofte modsiger hinanden – øve en vis tiltrækning. At deres tiltrækning trods alt ikke er større, viser, hvor grundlæggende fornuftigt danske vælgere tænker.