Kaskader af kaos

Det historisk horrible scenarie på Roskildes første musikdag kan næsten ikke beskrives med ord. Festivalpladsen lignede et naturkatastrofeområde.

To festivalgæster i en mudderpøl. Foto: Kristian Sæderup Fold sammen
Læs mere

Jeg har aldrig set noget lignende. End ikke tidligere katastrofeår som 1991, 1997 og 2004 kan måle sig med den situation, som har udviklet sig time for time på årets Roskilde Festival siden teltpladsen blev åbnet kl. 05.45 søndag morgen.

Nogle ting kan ikke beskrives med ord, det skal opleves. Normalt handler Roskilde primært om musik, sekundært om sammenhold, fællesskab etc. Men allerede da Volbeat åbnede festivalens musikprogram på den store Orange Scene torsdag kl. 18.00 handlede det om noget ganske andet. Om ren og skær overlevelse.

Symbolsk var det ellers indbydende, grønne græstæppe på den gigantiske festivalplads foran scenen på mindre end en halv time omdannet til en brungrålig muddermark med spredte adhoc-søer i forskellige hjørner.

Som regnen stod ned i insisterende stænger og vinden piskede de stakkels poder direkte ind i ansigtet forfra og bagfra, blev pladsen langsomt men sikkert omdannet til det, der mest af alt lignede en blanding af et naturkatastrofeområde og en krigsskueplads. Søerne blev dybere og dybere, gummistøvler var ikke længere nok, muddermarken farlig at befærde, og selv de utallige kubikmeter træflis, som skulle redde plads og publikum, måtte give fortabt og flyde ovenpå - og med strømmen i de floder af vand, der bare blev flere og bredere på minuttet.

Ingen kunne gøre noget, og den værste følelse af alle, afmagt, bredte sig som en steppebrand. I 1991 lallede publikum sig igennem vandmasserne og pløret på lige dele trods og jubelidioti. I 2004 nægtede folk at acceptere, at deres festival skulle ødelægges af noget så banalt som vejret. Lige nu og her var det hele alt for virkeligt og konsekvenserne uoverskuelige al den stund, at der var tale om den første rigtige spilledag på festivalen. Den sidste koncert med Justice søndag nat syntes længere væk end en lottomillion.

Situationen var tilmed værre endnu på campingarealerne. Gæsterne kunne ikke komme til deres telte pga. vanvittige oversvømmelser, som kun kunne betvinges i maritime fartøjer. Og det fåtal, der alligevel insisterede og trodsede elementerne, kunne ikke flytte deres telt og dyngvåde ejendele til andre steder på campingarealer, for der var simpelthen ikke flere steder at flytte hen. Så sindssygt et drama, har Roskilde aldrig før lagt flydende scenegulv til.

Men ulykken i 2000-udgaven in mente, begyndte man at overveje, om ikke risikoen for at lidt for påvirkede unge ville vælte omkuld og drukne i vand- og muddermasserne, nu var så minimal endda.

Lige som vejen for udrykningskøretøjer var nærmest umulige på hele festivalen, hvad nu hvis der skete noget alvorligt? Slutteligt var det ikke et fåtal, der hev den imaginære kugleramme frem og diskuterede sandsynligheder for en eller anden form for evakuering af området. Og følgelig en aflysning af resten af festivalen.

Hvordan de unge gæster sent torsdag aften stadig formåede at holde fanen højt, humøret på det bare nogenlunde tålelige, var lige så ubegribeligt, som det var forbilledligt og smukt. De var her frivilligt, havde allerede investeret mindre formuer på billet, mad, drikke, røjsere, regntøj - en svensker fortalte, at han havde været så langt væk som i Helsingør for at finde ordentligt regntøj, som kostede en tusse, han ikke havde. "Men," som han sagde med et saligt skuldertræk, "det er Roskilde." Han behøvede ikke at sige mere. Har man været her en gang, ved man, hvad han mener.

Sekunder efter passerede et hold hjemløse teenagere forbi i det bare ingenting: shorts, uldtøjer og gummisko. Vist var de berusede, men blikket i deres øjne trodsede selv nattemørket. Det talte sit tydelige sprog: de var på en mission, determinerede og urokkelige. De nægtede at give op som de tusinder af andre, der forlod festivalen i løbet af den skrækkelige torsdag. Sådan er Roskilde-ånden, og sådan har den været i de to årtier, jeg har været på plads.

Sent fredag eftermiddag, præcis kl. 16.03, ramte en solstråle festivalpladsen fra oven. Man troede det var løgn, hvorfor symbolikken i det lille lysglimt ramte så hårdt som en Mike Tyson-næve til kæben.