Karens veje er uransagelige

Den tidligere socialdemokratiske minister Karen Jespersen kan afgøre næste folketingsvalg. Udskældt af sit gamle parti har hun meldt sig ud. De borgerlige bejler til hende. Hun er smigret. Alt imens klappes Karen Jespersen rundt i Danmark, når hun med sin mand, Ralf Pittelkow, taler om »islamister og naivister«. Vi er til foredrag i en kirke i Odense.

Karen Jespersen signerer bøger i Bolbro Kirke. Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

Man forestiller sig Helle Thorning-Schmidts »nye socialdemokratiske hold« være til stede i kirken. Regeringsparate og tiptop tjenesteivrige. De vil formentlig skulle sidde og sunde sig lidt bagefter. Muligvis endda bede en bøn.

I så fald vil de bede om, at Karen Jespersen ikke stiller op for de borgerlige ved næste folketingsvalg. Sker det, vil en dyb, klagende lyd og en rystelse varsle, at Thorning og kompagni har ramt et altødelæggende skær. Netop som de troede, nederlagene var fortid, vinden var vendt, og de havde sat alle sejl samt rette kurs mod en glorværdig fremtid, ville de grundstøde.

Det står klart denne aften. Karen Jespersen er en bevægelse, man ikke kan komme uden om.

Kaffepausen er forbi. Salget af bestselleren »Islamister og naivister« ved bordet oppe foran altertavlen er gået, som var det ikonbilleder på slagtilbud i Peterskirkens souvenirbod. Jespersen og hendes mand, Ralf Pittelkow, har handlet og signeret i ét væk. De kommer tydeligvis hjem herfra med foredragshonorar plus moms.

»Det er så rigtigt, det hun siger,«»Ja, og Gud hvor det trænger til at blive sagt højt,« og »det er altså også en god bog,« har det lydt i pausen. Ingen sætter spørgsmålstegn ved udlægningen af muslimer i almindelighed og islamister i særdeleshed. Alle ser midaldrende, hvis ikke ældre, og helt igennem færdigformede ud.

Vi befinder os i Bolbro Kirke i udkanten af Odense. Et af Danmarks fattigste sogne, ifølge den lokale præst. Uden for den semi-moderne rødstenskirke fra 60erne ligger boligkarreerne som silhouetter i vintermørket. Det er socialdemokratisk indviet jord. Et sogn med 80 procent lejeboliger. Alt sammen bygget i de årtier, hvor socialdemokraterne ejede Danmark. Præst i Bolbro Kirke Hans Jørgen Jensen hører ikke til de kirkefolk, der aktionerer for opholdstilladelse til asylsøgere: »Der skal ikke politiseres i kirken. Næstekærlighed udøves i det personlige møde. Den skal ikke betales af staten. Man er ikke kun præst for SFeren og socialdemokraten,« siger han.

Karen Jespersens tidligere kollega som politisk medarbejder på TV-Avisen Poul Smidt skrev for nylig i Information: »Jespersens næste træk kan vende op og ned på dansk politik. Det ved hun, det ved Venstres formand, det ved Pia Kjærsgaard. Faktisk er dansk politik ganske uigennemskuelig, indtil Karen Jespersen har spillet sit næste kort.«

Berlingske Søndag sidder i Jespersens køkken i det idylliske gule hus i Dragør om eftermiddagen før foredraget i Odense.

»Arh, det er altså at tillægge mig alt for stor betydning, det dér. Det er meget pænt skrevet af Poul, men det tror jeg altså ikke, han har ret i,« siger Karen Jespersen.

Hun medgiver imidlertid gerne, at hun er smigret.

Engang var Karen Jespersen VSer. Hun var rødstrømpe. Derpå blev hun socialdemokrat og minister. Hvorefter hun på grund af sine holdninger til udlændingepolitikken blev undsagt, udskældt og udfrosset som stærkt reaktionær og højredrejet. For nylig blev hun så af egen vilje tillige udmeldt. Ifølge kritikere skete udmeldelsen betimeligt tæt på omtalerne af hendes 60-års dag. Som var der tale om et politisk statement.

»Det er klart, at jeg kunne have gjort det tidligere, ja. Det var jo en stor skuffelse, at jeg aldrig kunne trænge igennem i partiet med min holdning til integration. Det var et nederlag, helt klart. Og der var jo også hårde beskyldninger undervejs.«

Tænker du på, da du sagde, at kriminelle asylsøgere burde isoleres på en øde ø?

»Ja, også dér. Men i virkeligheden var det, der gav de største dønninger, da jeg i et interview med Jesper Termansen i Berlingske Tidende sagde, at jeg ikke ville leve i et multikulturelt samfund i den forstand, at kulturer skulle være sidestillede. Blandt andet med henvisning til kulturer, hvor der var antidemokratiske holdninger, og hvor kvinder ikke var ligestillede med mænd. Det var dér i sensommeren år 2000. De Radikale ville smide mig ud af regeringen. Det med den øde ø var jo til dels en provokation, men også reelt. Der var nogle russiske bander, der kom til landet kun for at røve og stjæle. Og de terroriserede andre asylsøgere. Men de kunne ikke sendes hjem. Enkelte russere var rent faktisk forfulgte, og så skulle alle sager behandles. Men jeg holdt fast. Kort efter kom en lovændring. Blot en asylsøger stjal et viskelæder, så kunne han frihedsberøves. Vi lavede 300 dyre pladser til den slags i Sandholmlejren. Men så snart loven var indført, drog banderne videre til Norge.«

Kan du afvise, at du vil stille op for Dansk Folkeparti, hvis de tilbyder dig en valgkreds?

»Min holdning er, at jeg ikke vil ind i de dér konkrete overvejelser om, hvad jeg kan finde på.«

Men vil du ikke hermed få muligheden for at fastholde den politik, du gerne vil have ført og går og skriver bøger om?

»Jo, men jeg mener, Dansk Folkeparti generelt er for negative i forhold til integration og globalisering. Jeg mener, både indvandring og globalisering er meget store goder. Se på lande som Albanien og måske Nordkorea for nu at tage en parodi på et lukket samfund. Det går ikke. Det er i almindelighed en stor gevinst med indvandring af folk fra andre lande. Det skal håndteres rigtigt, ja. Man skal have en fornuftig integrationspolitik, ja. Men det hører jeg ikke Dansk Folkeparti sige. De er bare imod«.

Har du stadig kontakt med socialdemokratiske medlemmer af Folketinget?

»Jeg kunne godt have det mere, end jeg har.«

Hvordan skal det forstås?

»Det er lidt akavet. Når man er uenig i en hel del ting, så skal man jo enten bare sidde og snakke om vind og vejr, hvilket jeg ikke gider, eller også skal man diskutere hele tiden, og det gider jeg heller ikke. Så vil jeg hellere nogle venskaber, jeg stiller på standby, så må man se, hvordan tingene udvikler sig.«

Din gamle kollega som politisk reporter, Erik Meier Carlsen, sagde for nylig, at du blev enormt dårligt behandlet som socialdemokrat. Han sagde: »Det må have været en smertelig proces, man skældte hende hæder og ære fra, holdt hende uden for indflydelse og til sidst overtog man hendes politik. Det er meget krænkende«. Har han ret?

»Ja, et meget langt stykke ad vejen, ja. Men jeg tog det måske ikke helt så personligt. Selvfølgelig var det møgubehageligt, når du skulle hente aviserne ind om morgenen, og så kunne du se dig selv udskældt som »fremmedfjendsk«, når du selv synes, du er humanist og kan argumentere for det. Men jeg havde bare hele tiden det dér med: Om fem år får du jo ret!«

Var der også andre, der sagde det til dig?

»Ja, der var mange. Ikke mindst folk, der henvendte sig i breve og på mail. Hvilket jeg tog til mig og var glad for. Der kom hele poser med breve.«

Men var dit forløb med Socialdemokraterne »en smertelig proces«?

»Det var det jo, ja. Jeg oplevede en stigende og stærk modsætning, som jeg forsøgte at fortrænge. Der var et møde for de socialdemokratiske ministre i november år 2000, da det tunge emne var indvandrerpolitikken. Der var tre store slagsmål. Der var de kriminelle asylsøgere, den med det multikulturelle samfund og den med, at jeg ville nedsætte en tænketank, der skulle se på fremskrivninger af antallet af indvandrere. Der kom ret krasse indlæg mod mig. Og konklusionen var: 'Karen, der er ikke brug for flere stramninger. Og alt det dér med at kigge kritisk på familiesammenføringer, det kan du godt glemme alt om'.«

Sagde Poul Nyrup det til dig?

»Ja. Og så burde jeg måske være gået, men det var for stor en mundfuld lige dér. Da vi så når til valgkampen, kan man godt se, at af hensyn til holdningen i befolkningen må man love stramninger på familiesammenføringer. Men jeg må som minister på området ikke få lov at sige, hvordan det skal gøres. Så står man dér og kan i virkeligheden ikke sige noget fornuftigt. Det var jo helt ude i hampen, at jeg ikke var med i den valgkampsgruppe. Og bagefter, da vi havde tabt valget, havde B.T. en forside med et billede af mig, hvor der stod: »Karen er skurken«. Det var Mette Frederiksen, der var ude og sige, at det var min skyld, vi havde tabt valget. Havde jeg bare ladet være med at sige de ting, jeg havde sagt det seneste år, så var det blevet en sejr i stedet. Da der så skulle vælges ordførere efter valget, kunne jeg heller ikke blive integrationsordfører.«

Men nu er den politik, du blev udskældt for, jo ikke bare indført af de borgerlige, dit gamle parti har også taget den til sig. De fem er gået, og du fik ret, som du sagde. Er der ingen glæde i det?

»Jo, at man har fået de stramninger på familiesammenføring og andre stramninger har selvfølgelig hjulpet på området. Men jo længere tid, man har ventet, jo større problemer har det også givet for de mennesker, det drejer sig om.«

Kan Helle Thorning-Schmidt blive den første kvindelige statsminister i Danmark?

»Det kan hun godt. Men om det er en god idé... Altså, når jeg har meldt mig ud af partiet, er det jo fordi jeg ikke har tillid til, at hun kan stå fast. De har jo også stemt imod alle stramninger. Nu siger de så, at de går ind for dem. Jamen, var det så en fejl, at de stemte imod? Det kan hun ikke svare på. Jeg mangler, at de siger, hvorfor de har ændret holdning. Og hver gang det så kommer til de her enkeltsager, så snakker de hurtigt om, at loven skal administreres anderledes. Det er da meget ubehageligt, at de mennesker sidder dér, ikke mindst de arme unger. Men skal eksempelvis irakerne have lov til at blive, fordi der er alvorlig uro i deres hjemland, så skal folk fra Darfur, Afghanistan og andre uro-plagede områder også have lov. Så har du pludselig udvidet asylgrundlaget betragteligt.«

Kan du afvise, at du vil stille op for Venstre, hvis de giver dig en valgkreds?

»Jamen, jeg har ikke lyst til at sidde og afvise noget. Og det må folk sådan set lægge i, hvad de vil. Og det må du så også.«

Har de henvendt sig fra Venstre?

»Nej. Men når du nu spørger, hvad jeg vil - jamen, selvfølgelig tænker jeg over det. Jeg kan jo godt lide at blande mig i samfundsforhold. Og det gør jeg også i dag gennem foredrag og ved at skrive. Det har været fantastisk at skrive denne her bog og få den gennemslagskraft med den (»Islamister og naivister«, solgt i 27.000 eksemplarer, red.). Og jeg synes stadig, jeg har masser af kræfter. Jeg synes også, jeg har noget at byde på. Og så tænker man jo hele tiden over, hvordan kan du være med til at påvirke tingene? Også fordi vi står i en brydningstid.«

Du kan stille op for Venstre i København over for Helle Thorning-Schmidt?

»Ja, arh (griner), nej... Mit udgangspunkt er, at hvis jeg har de pejlemærker, hvor jeg synes venstrefløjen og socialdemokraterne har svigtet på afgørende spørgsmål, altså, det gælder jo også Muhammedkrisen. Hvor er de henne, socialdemokraterne? Der kommer nogle totalt reaktionære kræfter og begynder at blande sig i vores ytringsfrihed. Folk, der i den grad træder ytringsfriheden under fode og heller ikke accepterer, at vi har religionsfrihed i Danmark. Hvor er socialdemokratiet så henne? De er helt væk! Det, synes jeg, er meget faretruende. Det fik mig til at melde mig ud. Jeg kan bare ikke leve med, at det parti er ikke-eksisterende i forhold til de her meget radikale kræfter. De står og kræver Israel boykottet, når der er noget i Mellemøsten. Hallo! Hvad med Hamas? Hvad med Hizbollah? Hvad med Iran? Socialdemokraterne svajer som siv for vinden og allierer sig dermed med de værste reaktionære kræfter. Hvor er de henne? De er ikke klare i mælet. Og det er ikke en lille ting. Det er en stor ting. Det er afgørende spørgsmål for verdens fremtid. Det kan jeg simpelthen ikke leve med.«

Men du kan gøre noget ved det...

»Ja, det gør jeg jo allerede ved at skrive og holde foredrag. Og så ved at melde mig ud. Det er jo også et signal at sende til dem. Fordi de ved godt, at jeg vinder gehør i dele af befolkningen. Så det budskab er da blevet sendt.«

Gør det indtryk, når statsministeren siger, at Karen Jespersen »bestemt« vil kunne bidrage hos Venstre?

»Jamen, det må man da bare glæde sig over. At det man siger, det er der nogle andre, der synes er fornuftigt.«

Hører du det som en invitation?

»Altså, det er svært at sige. Det ligger jo i tråd med, at han snakker meget om sammenhængskraft, og det gør jeg også. Og det har jeg kun siddet og klappet i hænderne over, når jeg har hørt, at han har gjort.«

Kan vi i det her interview komme det så tæt, at Karen Jespersen ikke har truffet...

»Ja, jeg skulle lige til at sige til dig, at jeg ikke har truffet beslutninger. Men jeg vil ikke lukke nogen døre.«

Præst i Bolbro Kirke Hans Jørgen Jensen synes det er »fantastisk«. Der er 300 tilhørere. Sognehuset var alt for småt. Det er også»et rigtig godt og spændende foredrag«. Når man påpeger over for præsten, at han går ind for en upolitisk kirke, og at Jespersen og Pittelkow lige nu står og prædiker adskillelse af religion og politik foran hans altertavle, smiler han og siger: »Jamen, nu er det jo et foredrag.«

Men læst mellem linjerne findes scenariet foran os ikke meget mere politisk i Danmark lige nu. Vi står over for kvinden, der kan afgøre næste folketingsvalg.

Der er spørgerunde. Men de 300 tilhørere er tavse. De har ikke noget at spørge om. De samtykker. For det er som Karen siger. Danmark er et dejligt land, ja. Et fantastisk godt og trygt samfund, ja. Som en fuldkommen have. Fuldbragt i enighed, gensidig tillid og fordragelighed. Det skal bevares. Men der er ingen grund til at være naiv, nej. Truslen står derude som en mørk bræmme i horisonten og rumler med torden og lynild. Der skal mere end et skilt på havelågen om, at hunden bider til at holde fjenden ude, når stormen sætter ind.

En mand rejser sig og tager hul på spørgerunden. Han hiver op i bukserne, som midaldrende mænd har for vane, når noget skal sættes helt på plads. Når en særlig pointe skal udlægges og surres forsvarligt fast, så den holder sig oppe længe efter, at bukserne er gledet ned igen. Han synes, det »har været et spændende og rigtig flot foredrag«. Men hvad gør man for at komme videre, siger han. Han har læst, at Karen Jespersen vil kunne komme i Folketinget med ni mandater, hvis hun danner sit eget parti. Har Karen måske »opstillingskort med i håndtasken, så man kan skrive under,« spørger han.

Det har Karen ikke. Hun skal ikke have sit eget parti.

Man forestiller sig statsminister Anders Fogh Rasmussen og hans hold være til stede i kirken. Regeringsslidte og tvivlrådige. De vil formentlig blive opløftede. Muligvis gå hjem derfra og bede en ministersekretær om et telefonnummer på en bestemt adresse i Dragør. I så fald vil de ringe op på nummeret og spørge, om der er nogen på linjen. Én på linje med Venstre. Er det tilfældet, vil en dyb, klagende lyd og en rystelse varsle, at Thorning og kompagni har ramt et altødelæggende skær. Netop som de troede, nederlagene var fortid, vinden var vendt, og de havde sat alle sejl samt rette kurs mod en glorværdig fremtid, ville de grundstøde. Tilmed på et fænomen de selv smed overbord, da turen gik nedad.