Karen Blixen blander velsmagende vagtler med blodbade i byernes by og gør det hele til en fortælling om sig selv

Ny udstilling på Rungstedlund fortæller om baggrunden for en af Karen Blixens mest elskede historier. Gæster kan med fordel sætte sig ind i Pariserkommunens rædsler før deres besøg. Men initiativet fejler ikke noget.

BABETTES GÆSTEBUD med Stephane Audran i hovedrollen. Foto fra filmen/NORDFOTO Fold sammen
Læs mere

Vagtler i butterdej! Alle elskere af »Babettes gæstebud« drømmer vel om en middag med den lukulliske ret på menuen.

Når man har set »Babette - Paris 1871« på Karen Blixen Museet ved Rungsted Kyst, har man set virkeligheden bag den drøm - og den er ikke pæn.

Hovedpersonen i Karen Blixens novelle fra 1950 er kok hos to søstre og spenderer en gigantisk lottogevinst på dansk litteraturs dejligste middag. Fortællingen blev filmatiseret i 1987 med nyligt afdøde Stéphane Audran som Babette og med handlingen så mærkværdigt flyttet fra det nordlige Norge til den jyske vestkyst.

Den dygtige kok med novellens drømmeret kommer selv fra et mareridt uden sidestykke: Hun var aktiv i Paris’ blodigste opstand siden revolutionen og flygtede så langt væk fra rædslerne.

Men hvad havde hun egentlig gjort dernede? Hvad havde hun set af forfærdende ting under Pariserkommunens i alt 71 dage? Og hvorfor vælger Karen Blixen en fiktiv veteran fra lige præcis de optøjer som heltinde?

»Babette - Paris 1871« på Karen Blixen Museet fortæller den drabelige historie om borgerkrigen og dens vej til verdenslitteraturen.

Karen Blixens far viser sig som nøglen til det hele: En ung Wilhelm Dinesen er frivillig i den franske hær og benytter sin orlov til noget ferie i byernes by.

Frankrig har lige tabt stort til Prøjsen under den fransk-tyske krig og forhandlet sig frem til våbenhvile i januar 1871. Det har bare kostet. Man åbner for en tysk besættelse af hovedstaden! Borgere med moderne syn på folkestyre vejrer morgenluft og benytter lejligheden til en hurtig revolution. Oprørerne stabler en centralkomité på benene og kan endda regne med støtte fra hele 114 af nationalgardens bataljoner.

Så da tyskerne rykker ind og skaber kaos, kan de revolutionære kommunarder relativt nemt tage kontrol over byens beholdninger af våben.

Det går helt galt. Centralkomiteen rager uklar med den regering, man selv har fået valgt. Også fordi den lovgivende forsamling i virkeligheden er bange for pariserne og rykker ud i Versailles med hele slottets kejserlige symbolik.

Kommunarderne sætter ild til en lang række bygninger af symbolsk betydning og får nær brændt den halve by ned. Og tropper fra landets lovformelige regering rykker ind med alle midler og henretter oprørere i stort tal både med og uden rettergang. Victor Hugo med den meget læste »Les Misérables« har været i Paris siden september 1870 og tager noter fra barrikaderne om brosten fulde af blod fra sønderrevne ben.

Wilhelm Dinesen følger den »blodige uge« sidst i maj på nærmeste hold. Han ser »Paris ånde ild og blod« og tæller 220 afsjælede legemer på Place Vendôme, 200 i en gade på Buttes Chaumont og 30 i Rue Luxembourg.

Om han nogensinde kommer sig over mødet med helvede på jord, er tvivlsomt. Vi kender ham rigtignok som forfatteren bag de dejlige bind med jagtbreve under pseudonymet Boganis. Men han forfatter også »Paris under Communen« med beskrivelser af de pinefulde oplevelser og tager livet af sig i 1895.

Karen Blixen mister altså sin elskede far kun ni år gammel. Hun har kunnet hans bog mere eller mindre udenad og sikkert skrevet sin novelle med den heltemodige oprører som en sen hilsen. Forfattere arbejder nu engang helst med det nærmeste. Og blodbadet skulle have en grund.

Udstillingen på Rungstedlund i det nordsjællandske består af plancher plus Wilhelms sabel og et par andre effekter omkring far og datter.

Det tilhørende hæfte med »Notationer« er en stærkt anbefalelsesværdig udgivelse: Man får tankevækkende bidrag fra museumsdirektøren Gérard Audinet, essayisten Stéphane Audeguy, historikeren Tom Buk-Swienty, litteraturforskeren Thomas Patrick Wisniewski og forfatteren Jens Christian Grøndahl ikke mindst.

Catherine Lefebvre fra Karen Blixen Museet afrunder sit eget bidrag med en tak til tanten ved navn Babette og hendes undervisning i madlavningens kunst!

Interesserede læsere kunne i samme ånd forberede sig med et kig på eventyret »Isjomfruen« af H.C. Andersen om den eftertragtede og alligevel hårdt prøvede møllerdatter - vel den første Babette i dansk litteratur.

Plancheudstillinger har altid været en svær genre. De fleste ord læses nu engang bedre i vandret form end lodret på en væg. Hvis man bare vil vide noget, er opslag i bøger eller på internettet som udgangspunkt den lige vej.

»Babette - Paris 1871« kunne også godt være mere klar i opbygningen og mere anskuelig for gæsten. Man ledes tilsyneladende tilfældigt rundt i gange med gardiner og opdager ikke nødvendigvis den indlysende sammenhæng mellem Pariserkommunen, Wilhelm Dinesen, datteren Karen, hendes Babette og Victor Hugo.

Forsøget hører så samtidig til de vellykkede inden for genren. Umiddelbart monotone virkemidler som den tilhørende harmonikamusik og duften af potpourri bliver hængende i hukommelsen bagefter. Og når man går lidt på opdagelse nede og oppe, får man faktisk et par ordfrie overraskelser og uforklarede stemninger med i købet. Man kan under alle omstændigheder tage en snak med de velorienterede værter og benytte besøget til et visit i resten af hjemmet.

Karen Blixens liv kan sommetider virke større end Karen Blixens skriv. Hun vælger rigtignok sine skikkelser og situationer meget virtuost og hører teknisk set til danmarkshistoriens dygtigste forfattere. Men hun udtrykker sig grundlæggende i et sprog fra sine forældres generation og forbinder sig heller ikke meget med samtidens strømninger rent ideologisk.

Den karismatiske kaptajnsdatter med kønssygdommen og kaffefarmen virker helt flettet sammen med forfatteren af samme navn og hylder nok så meget symbolisterne og vitalisternes gamle mantra om livet selv som kunst.

Udstillingen på Rungstedlund hylder i den forstand videre. Den gør historien bag Blixens forfatterskab og fascinerende familie bredere for hver planche. Den bidrager til endnu mere mytologi om en i forvejen gådefuld skikkelse og flytter om muligt fokus længere væk fra bøgerne som sådan.

Karen Blixen blander velsmagende vagtler med blodbade i byernes by og gør det hele til en fortælling om sig selv. Udstillingen på Rungstedlund gør os i samme ånd klogere på både Blixen og blodbadet.

Og hvad er fortiden andet end fortælling?

 

»Babette - Paris 1871« kan ses på Karen Blixen Museet frem til 26. august.