Kapløb med heldet

I Piranhaens stålkasse sidder fire mand klar til at hoppe ud og kæmpe, hvis de danske konvojer angribes og må standse. I tårnet står skytten med et tungt maskingevær, og med et dusinfuld af dem er der ikke så lidt at svare igen med. Trods omkring 570 raketnedslag har DEN DANSKE LEJR undgået større skader. Nu gælder det om at holde fast i heldet blot få dage endnu.

Gennem natten i Irak i en Piranha. Det røde<br>lys sikrer, at nattesynet er intakt, hvis det bliver<br>nødvendigt at forlade vognen i en fart.<br>Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Den anden alarm på bare nogle få timer hylede og larmede i går morges. Et svusj og så knaldet, lige tid til at rulle ud af feltsengene i den danske lejr Camp Einherjer. Ned på gulvet, ned i øjenhøjde med musene, der bor under teltet.

»Good morning Irak«.

Tid til at stå op, klokken er alligevel over syv. Raketten ramte så tæt på - mindre end 50 meter - at fragmenter slog huller i nogle af beboelsesteltenes oversejl. Stumper raslede ned på KFUM-soldaterhjemmets tag over for vores telt.

Fire britiske soldater kom til skade lige uden for det danske baseområde, mens danskerne slap med huller i skabe og teltduge. Raketterne, der har slået ned på den store britiske base, som også huser Camp Einherjer, har ramt omkring 570 gange. To gange har terroren ramt lige ned i den danske lejr. En vaskecontainer fik et hul i taget; det indvendige blev ødelagt og brændt. Så fulgte fuldtræfferen i stabens briefieng-container. Fra taget fortsatte granaten gennem væggen til IT-folkenes rum bagved og derfra gennem gulvet et godt stykke ned i jorden.

Heldet ville, at granaten ikke eksploderede.

Camp Einherjer fylder kun mellem en og to procent af den britiske bases areal, og foreløbig har den danske lejr altså været forfulgt af held. Det samme gælder konvojerne, som i ly af natten kører containerne ud af Irak til udskibning i Kuwait. Spejdereskadronen er ude i fuld styrke hver gang, med de pansrede Piranhaer foran, i midten og bagude. Også eskadronen har undgået tab på de seks konvojer, der er gennemført indtil nu. Det er et kapløb med heldet. Holder det, indtil bataljonens chef, oberst Kim B. Petersen, om en uge løfter sine fødder fra irakisk grus og flyver fra Basra?

»Sandsynligheden for angreb nu er større end tidligere,« siger chefen for spejdereskadronen, major Villiam Eltang, da vi gør klar til en natlig tur gennem Irak. Antagelsen er, at irakerne her i sidste fase vil gøre sig ekstra anstrengelser for at ramme danskerne, så de kan vise den lokale befolkning, at det var deres raketter, der drev danskerne ud og ikke regeringens og Folketingets beslutning.

De fire spejdere sidder i Piranhaens stålkasse, klar til at hoppe ud og kæmpe, hvis kolonnen angribes og må standse. I tårnet står skytten med et tungt maskingevær, og med et dusinfuld af dem er der ikke så lidt at svare igen med. Soldaterne er udstyret med natsynskikkerter og natsigtemidler.

»Vi ejer natten,« siger Villiam Eltang. Men ejerskabet til det irakiske mørke er ikke mere solidt, end at kolonnen altid vælger nye ruter, så banditterne derude ikke kan regne ud, hvor de skal anbringe deres bomber. Mange af dem er af den type, som briterne kalder »drop and pop«. Smid bomben, lad den armere sig selv, og så kan du vælge mellem automatisk eller manuel udløsning, når en dansk bil kommer forbi.

Meldingen om fundet af en vejsidebombe på den rute, eskadronen havde tænkt sig at bruge, bekræfter visdommen i konstant at skifte mønster. Uforudsigelighed er nøglen til overlevelse her. Det bedste er at forlade vejene og køre gennem den flade ørken, men det kan man ikke med en snes store lastbiler på slæb.

I det røde lys inde i Piranhaen er der imidlertid overbevisende ro. Konstablen med kaldenavnet »Knudsker« som gardehusar får man navn efter sin hjemby er fuldstændig opslugt af den nye Harry Potter. »Hasle« over for falder i søvn. Soldater har det med at sove, når de kan. Ellers propper de høretelefoner fra en MP3-afspiller i ørerne. Vognkommandør Jacob Friis nøjes med at proppe det ene øre, det andet bruger han til at lytte til radiokommunikationen mellem Piranhaerne. Her er stadig varmt, 33 grader, og posen til tomme vandflasker fyldes efterhånden. Lastbilerne forsinker kolonnen flere gange. Et par timer ekstra bliver det til, men her kan man ikke bare stige ud og vinke efter en taxa. Lidt underholdning har mandskabet også sørget for. De viser en stump video, som en af spejderne optog en nat, da nogle raketter strøg forbi den danske lejr. Lysstriber i mørket og et knald. Især det sidste nedslag lyste og bragede. Det ser grimt ud på videoen, men videoen giver ikke det ekstra sug i maven som en morgenvækning på irakisk gør.

Blandt dem, der er i vane med at trille ud på gulvet om natten, er Kirsten Jakobsen og hendes mand, Poul Erik Brokop, begge 57. Gulvet i deres soverum er ryddet, så der er plads til dem begge to, ved siden af hinanden. Poul Erik er reserveofficer, tidligere udsendt i Kroatien i 1992, men ellers er de ikke krigere, men lærere på Stige Friskole ved Odense, der bygger på et grundtvigsk grundlag. I et år har de holdt orlov, som de har brugt på at drive KFUMs soldaterhjem, først i Kosovo, og siden maj i Irak.

»Vi er ellers ikke uddannede til at forkynde; vi er bare almindelige kristne,« fortæller Kirsten Jakobsen, mens hun syr på den seneste dille blandt soldaterne: En hagesmæk af ørkenuniformsstof og med en batman syet uden på. Syarbejdet giver penge i soldaterhjemmets slunkne kasse. Ellers laver Kirsten lagkager. Det er blevet til 55 på et par måneder og flere end 200 bradepandekager. I aften er her fyldt med soldater, selv om der ikke er øl. Er det lagkagerne eller er det Kirstens og Poul Eriks varme, der tiltrækker kunderne? Vistnok mest det sidste. Her er åbent hele natten, også når værtsparret sover; man tager selv, hvad man skal bruge og betaler sine dollar i plastickoppen på skranken. Kaffen er gratis; ligesom selskabet er det.

I hjørnet larmer to fugle i et bur, som lejrens mekanikere har bygget. Den ene er en grøn undulat, som lod sig fange på et bord udenfor. Den anden, den hvide, fik Poul Erik med hjem fra et bur på den irakiske militærlejr Camp Campbell. Han lagde den i en kuvert, og så fik fuglen sit livs hurtigste flyvetur med en britisk helikopter tilbage til Camp Einherjer. Kirsten og Poul Erik er ved at pakke, de kommer hjem i begyndelsen af august sammen med mange af deres kunder.

Hvis altså heldet holder en lille stund endnu.