Kapgang, sjov og sorg i Sdr. Omme

Den absurde virkelighed gemmer på de bedste historier, mener Niels Arden Oplev, der har filmatiseret Morten Kirkskovs selvbiografiske roman »Kapgang«. De to venner mødtes ved en strid om hår.

Morten Kirkskov (t.v.) skrev bogen »Kapgang« med udgangspunkt i sin egen barndom på opfordring fra Niels Arden Oplev. Nu er bogen blevet til en film med samme titel. Foto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Det er jo min historie.«

Morten Kirkskov husker, at han fik gåsehud, da vennen Niels Arden Oplev – nærmest som en sidebemærkning – fortalte ham om sin idé til en opfølger til publikumshittet »Drømmen« fra 2006. En film, der skulle foregå i Jylland midt i 70erne og handle om en teenagedreng, der mistede sin mor.

»Der var så mange detaljer, der passede – Jylland, der var en bror, faderen blev alene ... Det var min historie,« siger Morten Kirkskov, der mistede sin mor som 13-årig.

»Ja, jeg kan huske, at du på et tidspunkt spurgte, om du havde været fuld og talt over dig,« griner Niels Arden Oplev.

Det havde Morten Kirkskov nu ikke. Det var bare et af livets sære sammentræf.

Niels Arden Oplev, der bor i Los Angeles, og Morten Kirkskov, teaterdirektør på Aalborg Teater, mødte hinanden, fordi de begge kæmpede om retten til at bestemme over Anders W. Berthelsens hår. Niels Arden Oplev var i gang med at optage »Drømmen« på Ærø, hvor Anders W. Berthelsen spillede en skolelærer – komplet med sluttressernes lange hippiehår. Men skuespilleren var samtidig i gang med prøverne på Morten Kirkskovs teaterstykke »De ubekendte«, hvor han skulle være korthåret. Diskussionen om hårpragten bølgede frem og tilbage, indtil de endte på et kompromis; halvlangt hår og extensions.

Undervejs opdagede stridens æble, Anders W. Berthelsen, visse ligheder mellem de to instruktører, der begge er født i Jylland i starten af tresserne, henholdsvis i Oue i Himmerland og i Sdr. Omme i Sydvestjylland. Han opfordrede dem til at lave et projekt sammen. Så ville han godt spille hovedrollen. Igen.

Filmen krævede en bog

»Så vi satte os ned og begyndte at skrive en film med arbejdstitlen ... ,« siger Morten Kirkskov og går kortvarigt i stå.

»Efter orgasmen er alle dyr ensomme,« træder Niels Arden Oplev til.

»Det er et indisk citat, tror jeg.«

»Det var en film om en sexafhængig ejendomsmægler, vi fandt bare aldrig den rigtige vinkel. Men en dag, hvor vi sad og snakkede om manuskriptet, fortalte Niels, at han havde tænkt på at lave en anden historie.«

Og så kom der pludselig anderledes gang i snakken. Her var der en historie med en klar vinkel.

Niels Arden Oplev var imidlertid på vej til Sverige for at filmatisere »Mænd der hader kvinder«, så han foreslog Morten Kirkskov at skrive en bog om sine oplevelser, som de så siden kunne filmatisere, hvis den blev god.

»Jeg syntes, at det materiale på en eller anden måde fortjente at komme rent ud af Mortens hoved. Det skulle ikke blandes ind i noget, som vi sad og hittede på sammen.«

Som sagt så gjort. Morten Kirkskovs »Kapgang« udkom på Gyldendal i 2010 og fik fine anmeldelser.

Niels Arden Oplev, der baserede filmen »Drømmen« på sine egne oplevelser som skoledreng i Himmerland, har en forkærlighed for historier, der udspringer af virkeligheden. Fordi den, som han udtrykker det, »kommer med gaver, der giver en større kant og dybde.«

»Der er så mange fantastisk absurde detaljer i Mortens historie, som jeg ikke tror, at man ville have turdet finde på,« siger han og fremhæver en scene tidligt i filmen; Martin har netop fået at vide, at hans mor er død, og vennen Sten Koch kommer på besøg hos hans sønderknuste far medbringende cognac og pornoblade. »Jeg har taget lidt sjov med til dig. Vi har brugt dem, det vi skulle«.

»Det tror jeg ikke på, at man af sig selv ville have skrevet. Der er tilværelsen mere vanvittig og upædagogisk i sin natur. Vi har sådan et lag af fernis og fornuft ud over os, som vi tager på hver morgen, for ellers fungerer samfundet ikke. Men når det kommer til stykket, er vi et ravage af følelser og savn, som vi holder inde under facaden,« siger Niels Arden Oplev, der ser Morten Kirkskovs Sdr. Omme anno 1976 som et mikrokosmos, der udtrykker netop dét.

Med alt hvad det indebærer af utroskab og druk og store følelser pakket uden på tøjet og under facaden.

Hormoner, sorg og teenageforvirring

I »Kapgang« kommer 13-årige Martin intetanende hjem fra kapgangstræning og finder ud af, at hans mor er død samme morgen. »Herregud, hørte du ikke ambulancen«, spørger moderens københavner-rappe veninde Lizzie – og så bliver der ellers ikke talt så forfærdeligt meget mere om det.

Faderen er gået i spåner og søger trøst hos byens damefrisør, storebroderen har forskanset sig bag moderens store sorte solbriller, og Martin har gemt sorgen så langt væk, at skolekammeraten Kristine, som han måske er lidt lun på, siger, at hun ikke vil kysse ham, før han begynder at sørge rigtigt. Og så er der bedstevennen Kim, som han får lov til at pille lidt ved i drengeværelset i kælderen. Hormoner, sorg og teenageforvirring er en eksplosiv cocktail, som det er svært at løbe fra – selv når man er Sdr. Ommes bedste til kapgang.

Morten Kirkskov hverken kan eller vil sætte tal på, hvor mange procent af historien der er taget direkte fra hans egen virkelighed, og hvor meget der er føjet til. Først af ham selv i bogen og siden af Bo Hr. Hansen, der har skrevet manuskriptet til filmen.

»Nogle af hovedhændelserne i filmen og i bogen er fra mit eget liv; moderens død, konfirmationen, det om seksualiteten og måden at reagere på det hele på. Det seksuelle og alkoholiske i samfundet er også – det var jo i tiden. Men når det kommer til karaktererne, og hvad de gør, så begynder hukommelse, erindring, virkelighed og fiktion at opløse sig selv og hinanden. Erindring er noget, man tror, man kan huske, men som man har været igennem med sine følelser så mange gange, at det har forandret sig. Når jeg taler med min bror om ting, der er sket i vores fælles barndom, så husker vi det helt forskelligt,« siger Morten Kirkskov, der under optagelserne oplevede, at han indimellem ikke kunne skelne mellem det, der var hans eget, og det Bo Hr. Hansen havde skrevet til.

»Men jeg følte alligevel, at jeg havde oplevet dem, og blev enormt rørt,« siger han.

Morten Kirkskov var med under hovedparten af optagelserne siddende foran en monitor med en masse Kleenex inden for umiddelbar rækkevidde. »Det var meget rørende at sidde og se på. Bare det, at man har skrevet en bog ... men at noget af det så også stammer fra ens eget liv. Så jeg sad og høl – eller hvad det nu hedder i datid.« »Du flæbede. Tudefjæs,« siger Niels Arden Oplev med et drillende grin.

Mellem optagelserne stak Villads Bøye, der spiller den krævende hovedrolle som Martin, hovedet ind for at se, om Morten Kirkskov var okay.

»Der var krammere indimellem,« siger Morten Kirkskov.

»Men ved at se, om jeg havde grædt, kunne Villads også se, om det havde været en god optagelse. Jeg tror, at der på et tidspunkt var nogen, der sagde »Morten græder ikke endnu, skal vi tage den igen?«

Undervejs var der en stiltiende overenskomst om, at Morten Kirkskov ikke skulle blande sig i Niels Arden Oplevs beslutninger. Medmindre han blev spurgt. »Villads kom nogle gange og spurgte, særligt i forhold til de lidt mere toughe ting, om det var noget, jeg havde oplevet, eller noget, jeg havde fundet på, og så snakkede vi lidt om det, men det var Niels, der bestemte. Jeg skulle ikke sidde dér og være sandhedsvidne.« Niels Arden Oplev forsikrer dog, at han var glad for at have Morten Kirkskov med på optagelserne.

»At lave en film er som at lægge et sindssygt stort og kompliceret puslespil, hvor hver brik kan sidde mere end ét sted. Det er enormt krævende, så det var godt og trygt for mig at have Morten med. Jeg kan godt lide at arbejde i et åbent forum, hvor andre folks kreativitet på en eller anden måde kan flyde ind i min vision. Og hvis ting strider mod hinanden, så må man bare prøve dem af eller finde en vej igennem det. Det gør, at det bliver ved med at være organisk og levende.«

Sdr. Ommes kollektive erindring

Én ting er forfatterens hukommelse, noget andet er Sdr. Ommes kollektive erindring. Da »Kapgang« udkom, blev den en øjeblikkelig bestseller i Sdr. Omme, og mange syntes at genkende sig selv eller andre i karaktererne – på godt og ondt.

I en grad så Morten Kirkskov valgte at tage tyren ved hornene og arrangere en oplæsningsaften, hvor alle spørgsmålene kunne blive vendt én gang for alle.

»Der har været forskellige reaktioner på bogen, men en film åbner for færre muligheder for fortolkning i forhold til, hvem der er hvem, for nu får man billeder på det,« siger Morten Kirkskov, der har gjort sig en del tanker om retten til at fortælle en historie, der måske nok er ens egen, men altid vil involvere andre.

»Der er et dobbelt bogholderi i dét, at man skal blive ved med at forsvare sin ret til at gøre det og samtidig have en empati. Jeg har ikke dårlig samvittighed, men det betyder ikke, at jeg ikke er ked af at have såret nogen. Det er jeg selvfølgelig. Men hvis jeg havde henlagt handlingen til Lapland, så havde der været de samme reaktioner – for folk læser det, de vil læse. Og de ved, at jeg kommer fra Sdr. Omme!«