Kaos på cykelstien: Området ved Dybbølsbro er samlet så svimlende skævt og rodet, at det er lige før, det er sjovt

Trods blå maling og forbedret skiltning har cyklisterne stadig svært ved at finde den rigtige vej over cykelstien fra Vesterbro til Fisketorvet.

Københavns utroligt sammensatte bagside mellem Vesterbro og det 21. århundredes byudvikling ud mod havnen med Fisketorvet, Havneholmen og alle de andre nybyggerier er i gang med endnu en stor og rodet omdannelse. Området, der i forvejen rummer det fantastiske baneterræn (inklusive et smukt cylindrisk trafiktårn), hipsterparadiset i Kødbyen, den uhyggelige Kalvebod Brygge, de mærkelige kønsløse kontorbyggerier langs havnen og de næsten lige så mærkelige hoteller, suppleres i fremtiden med et par BIG-designede »kaktus-tårne« og måske en IKEA. Det hele er samlet så svimlende skævt og rodet, at det er lige før, det er sjovt.

Ind i dette surrealistiske blandingsmix har Københavns Kommune for nylig kastet endnu et kaoselement: En sammenbygning af de to »Dybbølsbroer« der til en pris af ca. 100 millioner kroner har skabt to af Københavns bredeste cykelstier - og samtidig både trafikkaos og blød traffikantballade nok til de næste mange års underholdning.