Kanon Jon

Hudløs dokumentar om Jon Nørgaard, der blev hele Danmarks Jon fra »Popstars«, da han vandt realitykonkurrencen for fem år siden. Det er en historie om svigt, ensomhed, jantelov og en syg showbiz-branche, som bruger og smider sine unge stjerner væk uden at blinke. Man skal ikke have ondt af Jon, man skal give ham respekt for denne film. Den er fremragende, og det er fremfor alt hans skyld.

Er du enig med avisens anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

»Jeg er Jon fra »Popstars« uanset, om jeg ikke har lyst til at være det eller ej.«

Jon Nørgaard fra Grenå blev hele Danmarks Jon fra »Popstars«, da han i 2002 vandt realityprogrammets anden sæson på dansk TV. Blot 17 år ung blev han således valgt til at følge efter de fire, unge og ganske anonyme kvinder, som året forinden havde sunget sig til 15 minutes of fame i gruppen EyeQ.

Blot halvvejs nede af finale-catwalken i den bedste sendetid på TV 2, havde han løst den opgave. Han behøvede end ikke anstrenge sig, for alle havde set det allerede fra konkurrencens start: Jon var en star. Han så godt ud, bar et skævt, frækt smil og havde en udstråling, som ingen i denne verden kan købe for penge. Scenen var Jons, TV-skærmen var Jons, han var som skabt til det. At hans stemme måske ikke var den største betød mindre målt i forhold til, hvor perfekt Jon Nørgaard matchede ungpigernes plakatrammer. Ydermere kunne de sange, som det tidligere Aqua-medlem Søren Rasted udstyrede ham med efter sejren, snildt matche datidens toner fra solister og boybands i den sukkerlagede afdeling. På rekordtid røg 135.000 albums over disken. Og som enhver anden 17-årig ville have gjort, tog Jon imod alting gratis og det hobetal af smukke piger, som bød sig til.

Hadet af drengene

Det er dét billede, som nu på femte år har omklamret Jon Nørgaard. Havde alting set så rosenrødt ud, som det gjorde på overfladen, havde Jon næppe haft et problem. Men det gjorde det ikke. Janteloven var for stærk, og Jons psyke blev udfordret i en næsten umenneskelig grad. Fra dag et som Danmarks nye popstar blev Jon hadet lige så meget af drengene, som han blev feteret af pigerne. Der var øretæver i luften, hvorend han kom hen. Og pressen fulgte i halen på ham, som var han en anden Robbie Williams. Allerede i sommeren 2003 kom han ud i sit første offentlige stormvejr, endte i et slagsmål og fik en voldsdom. Han blev misbrugt og forladt af både det TV-produktionsselskab og det pladeselskab, som havde båret ham frem. Kæden hoppede af, Jon røg ud i problemer med kokain, og hans forsøg på at vende tilbage i 2005 med en ny plade floppede totalt med blot 3.000 solgte eksemplarer.

I netop 2005 begynder instruktør Kasper Torsting sine 18 måneder lange optagelser til »Solo«, en dokumentar om Jon Nørgaard. Herigennem ser Jon tydeligvis en mulighed for at få fortalt sin historie så langt væk fra Se & Hør og Ekstra Bladets forsider som overhovedet muligt. Og lad det være sagt med det samme, Kasper Torsting, der fik alt for mange roser for sin ordinære »Rocket Brothers« dokumentarfilm om rockgruppen Kashmir, har denne gang begået et lille mesterværk. Instruktørens største genistreg er dog, at han overhovedet fik idéen til at stille skarpt på Jon. Filmen er bestemt udmærket skruet- og klippet sammen, de musikalske og visuelle virkemidler sidder i skabet. Men det, der for alvor gør »Solo« til en langt bedre film end både »Rocket Brothers« og den mindst lige så overvurderede dokumentar om Gasolin', er hovedpersonen selv. Så hudløst, så reflekteret, så modent og tankevækkende taler Jon Nørgaard, at filmen bør blive udgangspunkt for en debat om, hvordan hele showbiz-branchen behandler sine unge stjerner og om de omkostninger, der følger med.

Til juni fylder Jon 22 år, men han har været så meget igennem på godt og især på ondt, at man skulle tro, han var 30 år ældre.

Skrækslagen

Man skal ikke have medlidenhed med Jon Nørgaard, og det er heller ikke filmens ærinde. Men man skal dæleme være en kold og kynisk skid, hvis ikke man rystes i sin grundvold over at se en så ung- og bundhamrende ulykkelig fyr sidde alene på sit værelse og tale til det lille DV-kamera, som instruktøren (endnu en genistreg) har givet ham hals- og håndsret over. Jon er så ensom, som et menneske kan blive. Og det har han desværre været lige siden, det gik ham allerbedst. Fordi hans bagmænd var fuldstændig ligeglade med ham som menneske. Han skulle formes, vrides og pushes til langt ud over alle tænkelige grænser for at tjene penge. Jon har kun DV-kameraet at tale med det om: »Jeg har mest lyst til at gå ned og hoppe i havnen,« siger han grådkvalt ind i den stumme linse. Det er hans selvterapi.

Jon er fanget i en ond cirkel. Han er Jon fra »Popstars«, og ingen giver ham lov til at være andet. Derfor har det ikke været muligt at komme videre. Hvorfor han har haft al tid i verden til at reflektere over sit eget liv. »Jeg er et ensomt menneske, der søger kærlighed og kæmper for at blive elsket,« siger han et sted i filmen og bygger ovenpå: »Jeg vil utrolig gerne elskes, bekræftes og få at vide, at jeg er god nok. Jeg er ikke et dårligt menneske«. Andetsteds tegner Jon en tre-længet gård med hestestald på et papir, imens han taler om tryghed, gode rammer for børn. Gården er afskærmet og ligger langt tilbagetrukket fra vejen. Det er det, han inderst inde drømmer om. Hvis han ellers kunne få sit eget liv tilbage.

Engang mødte han en kæreste som forstod ham. Med hende ville han bare ligge i ske og holde i hånd på gaden. Men det ville skade hendes image som sexet, single sangerinde, sagde hendes manager og truede med at droppe hendes pladekontrakt, hvis folk fik nys om forholdet. Så Jon blev droppet af kollegaen, om hvem han uden navns nævnelse fortæller, at hun blev sendt på videooptagelse til sin første single i St. Tropez og endte optagelserne med at blive udnyttet og gennemkneppet på et terrassebord af sin egen bagmand. Hun havde bare at være taknemmelig.

Groteske fortællinger

Filmen er spækket med den slags groteske fortællinger. Og med tiden overraskes man knap nok, når man ser billeder af en skrækslagen Jon, der sendes landet rundt på diskoteksturné. Han er, og tydeligvis med rette, hundeangst for øretæver. Og han må finde sig i mønt- og ølkast og de mest uhyrlige fornærmelser og trusler i ét væk. Folk hader ham, hvorfor ved han ikke. Hvad det gør ved en så ung fyr, kan man kun gisne om.

Det er en usædvanlig stærk personlighed hvis liv her dokumenteres. Lige så fremstår Jon som en lynende intelligent ung mand, som i høj grad også har sine dæmoner at kæmpe med. 98 procent var for længst bukket under. Havde slukket mikrofonen. Men Jon bliver ved og skriver nu selv sange fra en lejlighed i Grenå. Hvorfor kunne man spørge, for hvad har han at vinde i en branche, som allerede har ødelagt så meget af hans liv? Det spørgsmål kan der kun være et svar på: vinde sit navn tilbage. Den dag han ikke længere er Jon fra »Popstars«, men bare Jon Nørgaard, har han vundet.

Man kunne unde ham, at det lykkes.


document.write("");

Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.

Med venlig hilsen

Berlingske Tidendes Netredaktion