Kan sport skabe et land?

I Irland er fodbold kun den tredjemest populære sport – klart overgået af de lokale sportsgrene gælisk fodbold og hurling. Mange af de frihedselskende irere ser fodbold som et symbol på fortidens undertrykkere, så når Danmark går på banen i Dublin i i aften, bliver vi involveret i irernes hundrede år lange politiske faderopgør mod Storbritannien.

Irske fans under VM play off fodboldlandskamp, Danmark-Irland, i Telia Parken i KÔøΩbenhavn lÔøΩrdag den 11. november 2017. Foto: Lars Møller, Scanpix
Læs mere
Fold sammen

Det nager stadig irerne her otte år senere. Novemberaftenen i 2009 på Stade de France i Paris, hvor den franske fodboldsstjerne Thierry Henry i den forlængede spilletid lagde op til et mål med hånden og dræbte den irske VM-drøm. Det var i den afgørende play-off-kamp om deltagelse ved VM i Sydafrika i 2010, nøjagtig som den kamp, Irland og Danmark spiller i aften på Aviva Stadium i Dublin, afgør, hvem der får billetten til VM-slurunden i Rusland næste år.

»Jeg ville oprigtigt frygte for Thierry Henrys sikkerhed, hvis han – selv den dag i dag – gik en tur ned ad O’Conell Street i Dublin,« siger Barry Glendenning, erfaren og populær irsk journalist og podcaster på The Guardian.

Selv finder han dog Henrys status som folkefjende latterlig: Bolden skulle have været headet væk af forsvaret; det var irernes egen skyld. Og de havde gladeligt taget sejren, hvis det var sket med modsat fortegn, mener han. Samme opfattelse har historikeren Paul Rouse fra University College Dublin:

»Jeg har ikke et problem med, hvad Henry gjorde. Jeg er kommet over det. Men der findes et foto, hvor Henry sidder sammen med Richard Dunne (irsk spiller, red.) efter kampen og snakker, for han prøvede at gøre sig til ven med irerne bagefter. Og dét har jeg et problem med: Hvis du gør det, så gør det, men så tag din sejr og fuck af. Lad være med at lade, som om du er en flink fyr, der ikke har gjort noget,« siger Paul Rouse, før han bryder ud i et stort grin på egen bekostning: »Som du kan høre, er jeg fuldstændig over det.«

Artiklen fortsætter under billedet

Irish defender/forward Shane Ryan (C) breaks away from a tackle by Australian midfielder Brett Kirk (L) during the annual International Rules of a two test series at Subiaco Oval in Perth, 24 October 2003. The game is a mixture of both Australian and Gaelic football which Australia won 56 points to 46. AFP PHOTO/Tony ASHBY TONY ASHBY / AFP Fold sammen
Læs mere

At fodbold kan vække irsk nationalfølelse har imidlertid ikke været givet hele vejen gennem landets historie. Engang blev fodbold set som upatriotisk. For i uafhængighedskampen mod briterne for omkring 100 år siden og i den nye, selvstændige irske republiks første årtier spillede sport og identitetsskabelsen en væsentlig rolle, forklarer Paul Rouse, der ikke bare er historiker, men også forfatter til det definitive værk om irsk sportshistorie, »Sport and Ireland: A History« (2015).

»De ledende figurer i den irske revolution ønskede ikke blot en politisk revolution. Det handlede om mere end flaget over regeringsbygningerne og om at male posthuset irsk-grønt i stedet for britisk-rødt. Det skulle være en kulturel revolution, hvor folket omfavnede traditionel irsk dans og sang, talte irsk, boede på bondegårde og dyrkede de gæliske sportsgrene,« siger Paul Rouse.

Nærmere betegnet gælisk fodbold og hurling, som blandt andet blev dyrket af den største irske revolutionshelt af dem alle, Michael Collins. Og i modsætning til de gæliske sportsgrene, som de revolutionære kræfter ønskede at fremme, stod det britiske imperiums foretrukne sportsgrene, heriblandt fodbold, der af den nye, nationalistiske elite blev betegnet som anti-irsk. Hvorvidt den opfattelse var delt bredt i befolkningen er omdiskuteret, men uanset hvad fik det stor betydning i udviklingen af irsk sportskultur. Helt frem til 1971 var det forbudt for medlemmer af Det Gæliske Sportsforbund, GAA, at deltage i, endsige være tilskuer til, en fodboldkamp. Det mest berømte eksempel på håndhævelsen af den regel var, da Irlands første præsident, Douglas Hyde, i 1938 blev smidt ud af GAA for at have dristet sig til at overvære en fodboldlandskamp mellem Irland og Polen.

Men det Gæliske Sportsforbund er helt centralt i forståelsen af irsk sport både historisk og i dag. Det blev stiftet i 1884, blandt andet med det formål at fremme traditionel irsk kultur, og mange GAA-atleter tog del i den irske uafhængighedskrig fra 1919-21.

Og det fik ikke kun symbolsk betydning. En dag i 1920, på det der senere skulle blive kendt som »Bloody Sunday«, gik britiske styrker til angreb, mens der blev spillet en gælisk fodboldkamp på Crowe Park i Dublin. Det var de gæliske sportsgrenes største stadion og hovedkvarter for GAA. 11 civile døde under angrebet, og derved blev forbindelsen mellem gælisk fodbold og uafhængighedskampen bestyrket.

»Alle, der har studeret krig, ved, at martyrdom er en essentiel del af fortællingen i en krig, og i kraft af angrebet på Crowe Park blev GAA endnu tættere knyttet til uafhængighedskampen«, forklarer Paul Rouse.

I den nye irske stat spillede de gæliske sportsgrene derfor også en stor rolle, og det blev set som essentielt at fastholde dem som amatørsportsgrene. Professionalisering af sport blev opfattet som et britisk fænomen, og særligt fodboldspillere blev fremstillet som modpolen til de gæliske atleter. GAA-atleter var ikke motiverede af penge, men af irsk patriotisme, var budskabet.

Artiklen fortsætter under billedet

11-11-2017: VM play off fodboldlandskamp, Danmark-Irland, i Telia Parken i KÔøΩbenhavn lÔøΩrdag den 11. november 2017. Foto: Lars MÔøΩller/Scanpix Fold sammen
Læs mere

I hvert fald fra toppen. Overvejelserne betød mindre blandt græsrødderne og i hvert et sogn, som havde og har sine egne hold i gælisk fodbold, hurling og andre af de gæliske discipliner. Og det er en anden forklaring på amatørismen. I gælisk sport er spillerne automatisk tilknyttet deres hjemstavn, og de lokale rivaliseringer er på alle niveauer et af grund-elementerne i gælisk sport.

Sådan er det den dag i dag, også selvom GAA er blevet en millionbusiness. Paul Rouse har haft elever i sit auditorium som den ene dag var studerende og få dage senere spillede All Ireland-finale i gælisk fodbold foran 82.000 tilskuere på Croke Park.

Den største debat i irsk sport er spørgsmålet om, hvorvidt man kan – og skal – fastholde amatørismen i gælisk sport. Der har været historier om penge under bordet, og nogle mener, at spillerne bør have del i de penge, de genererer. Men sætter man spillerne i et lønmodtagerforhold til klubberne, vil det betyde, at de vil få ret til at skifte job som i et almindeligt ansættelsesforhold, og så vil den lokale forankring forsvinde. Og heri ligger en del af appellen: At den lokale lærer i weekenden er den lokale helt på hurlingbanen.

Alle pengene, som de store kampe genererer, bliver sendt tilbage i systemet til lokale klubber, og i det irske landskab ligger en perlerække af GAA-finansierede idrætsanlæg. Det sportslige økosystem betyder, at gælisk sport bestyrker positionen som Irlands førende sportsgrene lokalt såvel som nationalt.

»GAA er en fantastisk magtfuld organisation og langt stærkere og mere velorganiseret end både fodbold og rugby,« siger Paul Rouse.

Artiklen fortsætter under billedet

11-11-2017: Irske fans under VM play off fodboldlandskamp, Danmark-Irland, i Telia Parken i KÔøΩbenhavn lÔøΩrdag den 11. november 2017. Foto: Lars MÔøΩller/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Tilskuermæssigt er fodbold ikke i nærheden af de gæliske sportsgrene, og den irske fodboldliga har da også et meget lavt niveau. Hver weekend er der flere irere, der krydser vandet for at se Premier League, end der gæster et irsk fodboldstadion. Fodboldens fokus ligger på landsholdet, men dets relative succes er også et forholdvist nyt fænomen i irsk historie.

For ikke blot på grund af modstanden fra GAA, men også opdelingen af den irske ø, hvor nordirske Belfast – der er en del af United Kingdom – traditionelt var fodboldens magtcentrum, levede irsk fodbold i årtier en anonym international tilværelse.

I 1980erne indledtes imidlertid en gylden æra i irsk fodbold, kulminerende med et af de største øjeblikke i irsk sportshistorie: sejren på 1-0 over England ved EM i 1988. Man ikke bare slog England, man slog dem i deres eget spil. Paul Rouse beskriver det som en af irsk histories største folkefester, Barry Glendenning beskriver det som et af sit livs bedste sportsminder.

»Ray Houghton scorede efter fem minutter, og vi blev slagtet i de 85 efterfølgende minutter, men de kunne ikke score. Det var første gang, Irland var med ved en slutrunde og på grund af den åbenlyse historiske rivalisering var det fantastisk. Jeg var kun 15 år, men gammel nok til at forstå, at det ikke blev meget større end det,« siger Barry Glendening.

Resultatmæssigt blev det to år senere, da Irland med fysisk baseret hulemandsfodbold nåede VM-kvartfinalen i Italien i 1990. Ganske vist uden at vinde en kamp inden for ordinær spilletid, for avancementet fra ottendedelsfinalerne kom i hus efter en straffesparkssejr over Rumænien. En sejr, som står blandt de største i irsk fodbold, men som også er historien om en anden side af irsk sport end den, der er bundet op på national identitet, nemlig begejstringen og humoren. Barry Glendenning fortæller: »Jeg husker stadig navnet på rumæneren, der brændte: Daniel Timofte. Alle i Irland ved, hvem han er; han er en slags national berømthed. I en årrække var der ikke en banket eller sportsmiddag, han ikke blev inviteret til«, siger Barry Glendenning.

Fraset en sejr over Italien ved VM i 1994 har det været småt med irsk VM-succes siden da. Så der er sult efter en ny succes, og opfattelsen af fodbold som et anti-irsk foretagende er så godt som forsvundet, mener Poul Rouse.

»Opfattelsen af fodbold som noget særligt engelsk er væk, du finder den kun i den absolutte politiske periferi,« siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

Hurling er i varierende former blevet spillet i mere end 3000 år og er sammen med gælisk fodbold den mest populære sport i Irland. Kilkenny, Cork og Tippeary er traditionelt de tre dominerende hold i turneringen, der hver september kulminerer med All Ireland-finalen foran mere end 80.000 tilskuere på Croke Park i Dublin. Den irske frihedshelt, Michael Collins, spillede selv hurling, og var som mange andre irske nationalister imod udbredelsen af fodbold, fordi det var briternes sport. På billedet mødes Limerick green og Tipperary i Dublin i 1995. Fold sammen
Læs mere

Der er med andre ord opbakning hjemmefra til det irske fodboldhold, og selv havde Paul Rouse sendt sin kone og søn til København for at heppe på irerne lørdag og i aften skal han selv på stadion i Dublin. Og selv om han medgiver, at den fodboldmæssige kvalitet er størst hos Danmark, er han ikke uden håb.

»De irske spillere vil virkelig, virkelig det her. Vil danskerne det bare en lille smule mindre, kommer vi til at udstille dem.«