Kan man skrive et menneske?

Biografien er tidens store sællert og lokker med den sande historie om fortidens og nutidens enere. I »Ind i Biografien« stiller Birgitte Possing skarpt på genren, men får også læseren til at spørge sig selv: Giver det overhovedet mening at skrive biografier?

Foto: Tage Nielsen. »Djævlepagten« om forfatteren Thorkil Hansen hører til blandt de mere vellykkede biografier.
Læs mere
Fold sammen

»Den, som skriver en andens biografi, er enten hans ven eller fjende og ønsker enten at prise og hylde ham eller forværre hans vanære.«

Sådan skrev den britiske forfatter Samuel Johnson i 1759 om det at blive genstand for en bog. Eller mere præcist for en biografi, hvilket han da også selv blev 30 år efter, han skrev ordene ovenfor. Og noget er der stadig om det: Læser man biografier, så har de det ofte med enten at ville opbygge eller ødelægge.

Men biografien er naturligvis en mere nuanceret størrelse end som så, og hvordan den har udviklet sig, og hvilke former den kan antage, det har professor og dr. phil. Birgitte Possing sat sig for at indkredse i sin interessante, informationstætte og ikke mindst velstrukturerede bog »Ind i biografien«.

Birgitte Possing, der selv har skrevet biografier om blandt andre kvinderetsforkæmperen Natalie Zahle, politikeren Bodil Koch og dramatikeren Henrik Ibsen, er klædeligt bevidst om det ansvar, der følger med at skrive om et andet menneskes liv:

»Gammel eller ny er biografien altid farlig, fordi den både kan forskønne, fordreje, forvanske, forstørre, formindske, finkæmme og forstå et enkelt individs liv og eftermæle. Den er farlig, fordi den enten kan ære, agte, diskutere eller ødelægge et ry.«

Selv synes Possing nu ikke kun drevet af et ønske om at beskrive biografiens væsen og gøre biografiforfattere bevidste om, hvad de foretager sig, men også af at legitimere den genre, hendes gamle universitetsprofessor allerede under hendes disputatsforsvar i 1992 – af biografien om Nathalie Zahle - stillede sig skeptisk overfor.

Han mente, med stadigt større intensitet, at biografigenren var »overflødig«, og det blev begyndelsen på en ophedet debat i danske medier om dens lødighed og berettigelse.

Sælges på paller i Føtex

Historikeren Hans Kirchhoff skrev eksempelvis, at biografien var »en forældet – i bedste fald uskyldig genre.« Men dødsdommen faldt for tidligt, som Birgitte Possing formulerer det: Biografien har været i vækst siden 1990erne, siden dét, hun kalder »den biografiske vending«, og de populæreste biografier sælges stadig på paller i Føtex.

Men anerkendelsen kniber det måske stadig med. Biografien er ikke en af de genrer, der befinder sig højest i det litterære hierarki, med sit voyeuristiske gemyt og hang til at skabe sammenhæng i liv, hvor der ingen sammenhæng er. Tænk bare på dit eget liv. Har det en meningsfuld historie eller består det måske snarere, som mit, af reaktioner mellem tilfældigheder, ambitioner og lidenskaber?

Mere om det senere og tilbage til »Ind i biografien«.

Den kortlægger otte forskellige biografityper, hvoraf nogle har navne som Hagiografien, Den polyfone biografi og Liv-værk-tid-biografien. Men i stedet for at gå længere ind i de enkelte typer, er der en passage i bogen, der kan tjene som tommelfingerregel for alle forfattere til biografier:

»Principperne er at udforske hovedpersonens spor og omgivelser så grundigt, man kan; at fortolke og udvælge det vigtigste i alt materialet og i takt med det at finde sine nøgler, sit mønster eller sit plot, at holde distancen mellem biograf og protagonist og finde den særegne form til den særlige biografi.«

Blandt de vellykkede, bredt anerkendte biografier er eksempelvis Ivo de Figueiredos »Mennesket og Masken« om dramatikeren Henrik Ibsen, Poul Berendts »Djævlepagten« om forfatteren Thorkild Hansen, Jens Andersens »Denne dag, et liv« om Astrid Lindgren og Joakim Garffs »SAK« om filosoffen Søren Kierkegaard.

Eller hov. Sidstnævnte fik godt nok en fejende flot modtagelse, hvor Klaus Rifbjerg skrev, at den var »en dramatisk udtømmende biografi om tænkeren«, og Poul Behrendt, at den var en »svimlende månerejse«.

»Sjusk, fusk og plagiat«

Men så vendte det. I dén grad. En anden Kierkegaard-ekspert, Peter Tudvad, hvæssede knivene og fremlagde en stor, omfattende kritik af »SAK«. Den var, mente han, »sjusk, fusk og plagiat« og den store fortælling, som havde imponeret så mange, mente han var en uegal blanding af »gedigne kilder og løse påstande rangerende på samme niveau.«

Tudvad var så oprørt på filosoffens og sit fags vegne, at han forlod Søren Kierkegaard Forskningscenteret i protest, da dets leder, Niels Jørgen Cappelørn, ikke ville tage afstand fra Garffs biografi.

Biografier har altid vakt disput og stærke følelser. Ikke mindst fordi deres forfattere af det forhåndenværende materiale forsøger at skabe sammenhæng i et menneskes liv og derefter har det med at prætendere, at det er den fulde fortælling om et menneske. Men man kan ikke fortælle et menneske, man kan kun fortælle om et menneske.

Man kan, sagt med andre ord, belyse sider af det, men finde en nøgle til selve sjælen eller dén dybere sandhed, ja, det vil altid være et hult postulat.

Filosoffen og essayisten Michel de Montaignes ord fra 1500-tallet bakker kun det synspunkt op:

»Folk, der giver sig af med at studere menneskers handlinger, er aldrig i en større knibe, end når de skal stykke dem sammen i ét og samme lys, fordi de som regel er så besynderligt selvmodsigende, at man ikke skulle tro det muligt, at de kom fra samme værksted.«

Kan aldrig præstere hele sandheden

Montaignes skepsis harmonerer også med det postmoderne strømning i 1990erne. Som hos sociologen og antropologen Pierre Bourdieu, der stillede sig skeptisk over for biografiens insisteren på livssammenhæng. Han taler om en »biografisk illusion« og viser, hvordan den typiske biografi lægger sig tæt op ad den gammeldags, opbyggelige dannelsesroman.

Netop romanen ligner, for mig at se, en mere reel biografi.

Når Harald Voetmann i »Alt under månen« skriver om Tycho Brahe eller Lone Hørslev om Marie Grubbe i »Dyrets år«, bare for at nævne to nyere romanbiografier, ja, så er læseren klar over, at sammenhænge er skabt mellem det, vi ved, og det , vi ikke kan vide. Mellem fakta og fantasi, facts og fiktion.

Alligevel markedsføres biografier som sandheden om den biograferede og med vendinger som »kom bag om«, »kom helt tæt på« eller »den ultimative biografi«. Selv om de aldrig kan præsentere hele sandheden. Uanset om de er skrevet lige ud ad landevejen eller er iklædt akademisk sprog og hundredvis af fodnoter.

En enkelt form for biografi synes dog mere gangbar end de øvrige, nemlig den, der bevidst giver plads til modstridende informationer. Possing kalder den for Den polyfone biografi og nævner blandt andre Poul Berendts »Djævlepagten« som et eksempel. Her undgår man, ved at bringe mange vinkler og stemmer – der sagtens kan være indbyrdes modstridende – i spil, at reducere mennesker til skabeloner, sådan som Montaigne engang skrev.

Man kunne også helt grundlæggende spørge: Hvorfor overhovedet skrive biografier? Gælder det kunstnere, kan man jo bare læse deres værker eller se på deres malerier eller skulpturer. Det er vel nok?

Men selv om biografiernes projekt, nemlig at indfange et menneske, i mine øjne, er dømt til at fejle, så har forsøgene jo alligevel noget dragende over sig. Det vidner salgstallene jo også om. Og er de godt skrevet, er de lige så fascinerende og medrivende som en, ja, som en roman.