Kan man se på en film, at den er lavet af en kvinde?

Tre Cannes-film på stribe lavet af kvindelige instruktører gør det oplagt at spørge, om det kvindelige fingeraftryk kan ses – og svaret er et delvist ja. I ét tilfælde kan det føre til den første Guldpalme til en kvinde i over 20 år.

Sandra Hüller har smidt sit powerdress i Maren Ades »Toni Erdmann«, der er dette års Cannes-festivals mest oplagte bud på en guldpalmevinder. Fold sammen
Læs mere

Det ligner en klar mediestrategi: Efter de senere års debat og kritik af Cannes-festivalens manglende evne til at udvælge film lavet af kvinder til den prestigefyldte konkurrence om Guldpalmen har man fra festivalens side valgt at placere tre film skabt af kvinder i konkurrenceprogrammets første uge.

Dermed forøges chancen nemlig for, at nogle af de tusinder af tilrejsende journalister kan finde på at rapportere, at kvinderne er slået igennem i Cannes – også selv om tre film ud af 21 film jo alt andet lige er et overskueligt antal.

Men hvorfor er det overhovedet et emne til debat, om en film er lavet af en mand eller en kvinde?

Undersøgelser af filmproduktionen i Europa viser en lav og tilmed faldende andel af film instrueret og produceret af kvinder, men trods den numeriske ulighed findes der stadig kvindelige filminstruktører, der sælger biografbilletter, og kvinder, der laver dybe kunstneriske film. Der er sågar kvindelige instruktører som Kathryn Bigelow og Susanne Bier, der laver krigsfilm og actionthrillere, der klarer sig upåklageligt i konkurrencen med tilsvarende film lavet af mænd. Så hvis det er svært at skelne mellem film lavet af henholdsvis mænd og kvinder, kan det så ikke være underordnet, om der er tale om det ene eller det andet, så længe kvaliteten er så høj som mulig?

»Nej!« lyder det kategorisk fra filmfeminister, som den svenske filmproducer Helene Granqvist, der i 2013 var med til at gennemtrumfe en 50/50-fordeling af den svenske filmstøtte til mænd og kvinder.

Som Helene Granqvist forklarede Berlingske under filmfestivalen i Berlin i februar, handler ligestilling blandt filminstruktører først og fremmest om at få adgang til andre typer af historier, stemmer og synsvinkler end dem, mændene ville kunne levere. På den baggrund satte Berlingske sig for, med bistand fra Politikens anmelder Katrine Yde Hornstrup og den engelske filmreporter Kaleem Aftab, at finde eksempler på, at Cannes-festivalens tre film af kvindelige instruktører – Maren Ades tyske »Toni Erdmann«, Nicole Garcias franske »Mal de pierres« og Andrea Arnolds amerikanske »American Honey« – indeholder facetter, der er specifikt kvindelige. Det lykkedes i to af de tre film.

Snavset realisme

Andrea Arnolds »American Honey« er en snavset-realistisk roadmovie, der fortæller om en gruppe vilde og udstødte unge, der kører rundt i det amerikanske Midtvesten, hvor de med en blanding af plat og charme forsøger at lokke såvel hovedrige ranchejere som ludfattige meth-narkomaner til at købe abonnementer på diverse blade.

De udstødte unge samles forud for deres vilde tur gennem USAs midtvest i Andrea Arnolds intense »American Honey«. Fold sammen
Læs mere

Pigen Star (Sasha Lane) kommer ind i gruppen, hvor hun knytter sig til flokkens alfahan, Jake (spillet af Shia LaBeouf), og det er blandt andet i skildringen af den højoktane seksuelle spænding mellem de to, at Andrea Arnold får kvindesynsvinklen i spil. Det er nemlig Star, der mest ihærdigt jagter Jake, og det er først og fremmest hendes lyst frem for behovet for romantik, der bringer safterne i kog.

Mandlige filminstruktører har selv sagt før skildret kvindelige drifter, og i år i Cannes har den elegante (mandlige) sydkoreanske instruktør Park Chan-wook leveret et sydende lesbisk drama i form af filmen »The Handmaiden«. Park Chan-wook eller en anden mandlig filmskaber ville dog næppe have indledt en af sine sexscener, som Andrea Arnold gør det i »American Honey«: Under de hede indledende øvelser til et samleje i det fri hiver Star en blodig tampon ud af sit køn og smider den i græsset, og hendes rebelske gestus er mere end en detalje i filmens generelle landskab af white trash-kultur. Scenen kan på pudsig vis sammenlignes med en scene i Ken Loachs »I, Daniel Blake«, hvori der også indgår hygiejneartikler. Her forsøger en ludfattig enlig mor at stjæle tamponer i et supermarked, men opdages af butiksdetektiven, der sætter hende i forbindelse med en bordelmutter, så pigen kan komme til at tjene til sine fornødenheder på ærlig vis! Med andre ord: Hvor tamponen i »American Honey« er Stars symbolske måde at sige »Ta’ mig, som jeg er« på, er den hos Ken Loach snarere et symbol på kvinden som evigt offer.

Uligevægtig elskovssyge

I skarp kontrast til den rå slum i »American Honey« står Nicole Garcias »Mal de pierres«. Her er det kvindelige touch straks sværere at indkredse, selv om den smukke film har den franske megastjerne Marion Cotillard i en altdominerende hovedrolle. Man kan hævde, at filmen langt hen ad vejen forholder sig solidarisk til den uligevægtige og elskovssyge karakter Gabrielle, der i 1950erne skandaliserer sin provencalske familie, når hun voldsomt kaster sin kærlighed på skiftende mænd. Hun tvinges til at gifte sig med en bundhæderlig landarbejder, der affinder sig med sin hustrus utæmmelige behov, men derefter synes filmen at forråde Gabrielle, idet den pludselig synes at forklare hendes passion som resultatet af en hysterisk lidelse. Derefter havner filmen i en noget luvslidt klassisk-romantisk skabelon, da Gabrielle på et sanatorium forelsker sig i en døende løjtnant, der har pådraget sig en tropesygdom i Indokina.

Marion Cotillard bliver gift, men alt er ikke idyl i Nicole Garcias »Mal de pierres«. Fold sammen
Læs mere

»Mal de pierres« er ikke en mislykket film, men hvis man tilhører det voksende antal Cannes-kritikere, der gerne så kvindelige instruktører introducere nye slags historier i konkurrencen, går man forgæves med denne bagatel.

At leve, mens man gør det

For de ganske mange filmkritikere, der snart gerne vil se en kvindelig guldpalmevinder på scenen i Cannes, er tyske Maren Ades »Toni Erdmann« til gengæld et fund for pengene i festivalens hovedkonkurrence, for filmen har alle de rette ingredienser til at gå af med sejren. Først og fremmest fordi den er lavet af en kvinde, og fordi festivalen imagemæssigt har brug for netop dét, idet ingen kvinde har modtaget Guldpalmen siden dengang i 1993, da Jane Campion sejrede med »The Piano«.

Dertil kommer, at »Toni Erdmann« har et stort glædeligt budskab om at huske at leve, mens man gør det. Og så er den sindssvagt sjov. I den første time af den knapt tre timer lange film er der en bizar blanding af socialrealisme og pinagtigt morsomme tåkrummescener.

Den ambitiøse og hårdtarbejdende karrierekvinde Ines er udstationeret i Bukarest, hvor hun er chefens højre hånd i forsøget på at sikre en kontroversiel outsourcingopgave for et stort rumænsk oliefirma. Ines arbejder hårdere end sine mandlige kolleger, der til gengæld både forsøger at sole sig i hendes resultater og at snige sig til sex med hende. Samtidig skal hun stadig finde sig i, at direktøren for den vigtige kunde påtvinger hende »kvindeopgaver« såsom at assistere sin tilrejsende elskerinde med shoppingture! Det er dog ikke instruktørens intention at udpensle uretfærdighederne, og karakteren Ines betragter dem selv som en del af magtspillet i firmaet. Eller som hun skarpt siger til sin chef, der halvt i spøg beskylder hende for at være feminist:

»Hvis jeg havde været feminist, havde jeg ikke været her.«

Disse scener kunne en mandlig instruktør i princippet sagtens have leveret, men i sidste del af filmen er der en scene, der dårligt kunne have været udtænkt af en mand: Ines forsøger at konsolidere sin nu skrøbelige position i firmaet med en privat fest i sit hjem for chefen og de nærmeste kolleger, og i minutterne før de ankommer, kæmper hun sig ned i en stramtsiddende kjole. Hun kan dog ikke få fat i lynlåsen i ryggen, og hun kan ikke bøje sig ned for at tage sko på uden først at trække kjolen op over bagdelen.

Resultatet er katastrofalt, idet den genstridige kjole kommer til at sidde som en klump på hofterne, og da gæsterne ringer på døren, træffer hun en desperat beslutning.

Hun opgiver at komme i kjolen og sparker den i stedet af sig og åbner døren splitternøgen, hvorefter hun overbeviser sin lamslåede chef om, at invitationen hele tiden har været til en »nøgenfest«. Reaktionsmønstrene hos de kolleger, der efterhånden dukker op, er kosteligt morsomme og fortæller samtidig alt om både magtrelationer og menneskelige svagheder i firmaet, ligesom Ines i scenen endegyldigt befrier sig fra sin egen ufrihed.

Med andre ord er blottelsen langt mere end et komisk indslag. Den er hele filmens følelsesmæssige klimaks, og den blev belønnet med digebristende latterbrøl og stående ovationer fra publikummet i Cannes. Dagen efter fik filmen et rekordhøjt antal anmelderstjerner, og den er festivalens hidtil bedste bud på en guldpalmevinder – og altså blandt andet på grund af en kjole, der ikke vil makke ret, i en scene, som en mandlig instruktør af indlysende grunde ikke ville have haft det tilstrækkelige erfaringsgrundlag til at kunne udfolde med tilsvarende bravour.