Kan biografklub for billige produktioner redde dansk film?

Et katastrofalt lavt billetsalg får danske filminstruktører til at foreslå en særlig biografklub for smalle film. »Vi må ikke opgive dem endnu,« siger instruktørernes formand. »Det kan umuligt blive værre,« svarer biograferne.

Instruktør Christian Tafdrup kunne ikke få lavet store plakater til sin film »Forældre« og måtte derfor selv rundt og klistre plakater op med tape. Blandt andet denne hos Nordisk Film. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Skal nye, danske film, der laves for et stramt budget, sendes ud i en slags Biografklub Danmark for lavbudget-film?

Det foreslår danske filminstruktører efter et katastrofalt år ved biografernes billetluger, som B skrev om i går.

Kun fire danske titler solgte i 2016 nok billetter til at ende på listen over de 25 mest sete film i biograferne. Sammenlignet med 2015 blev der solgt 1,4 millioner færre billetter til danske film – og flere af dem blev set af færre end 5.000 biografgæster.

Især gik det hårdt ud over de film, der som del af seneste filmforlig, blev lavet for enten tre eller seks millioner kroner. Gyseren »Shelley« solgte kun 143 billetter, mens »Forældre« og »37« solgte færre end 2.000 billetter.

»Hvis succeskritieret kun er billetsalg, så ser det skidt ud. Men biograferne må også lade filmene vokse sig større. Lige nu bliver de vist i konkurrence med »Star Wars«, og så er det jo klart, at der ikke er flere, der opdager dem,« siger Christina Rosendahl, formand for Danske Filminstruktører.

Hun foreslår, at producenter, biografer og instruktører hurtigst muligt sætter sig sammen og finder en måde at lancere de billige film på.

»Vi kan kalde det en slags Biografklub Danmark for smalle film. Måske skal de ikke vises kort tid i mange biografer, men hellere en gang om dagen i tre måneder. Eller måske skal hver eneste visning introduceres af en fra filmholdet,« foreslår Christina Rosendahl.

Forslaget bliver ikke direkte afvist af Danske Biografer. Formand Kim Pedersen er klar til at prøve lidt forskelligt. Det kan dårligt blive værre end det er, siger han.

»Lige nu bliver meget smalle, og meget billige, film markedsført som alle andre film. Publikum aner ikke, om de går ind og ser noget, der har kostet 21 millioner kroner eller noget, der er indspillet i en campingvogn. Vi bliver nødt til at fortælle publikum, hvad vi står med. Det kan ikke gå dårligere end i 2016, så ethvert tiltag vil da få en positiv effekt,« siger biografernes formand.

Også Biografklub Danmark vil overveje ideen.

»Jeg vil da ikke udelukke, at det ville give mening at samle de bedste low cost-film i en særlig klub, men det kræver jo først og fremmest, at branchen kan blive enig med sig selv om, at filmene skal sælges til halv pris. At det er noget, man vil smide penge i,« siger direktør i Biografklub Danmark Jonna Jensen.

En af de film, der kun solgte få biografbilletter i 2016, var Christian Tafdrups »Forældre«. Trods gode anmeldelser i de fleste større medier endte kun 1.600 danskere med at indløse billet. Instruktøren selv er dog tilfreds.

»Jeg var færdig med filmen i august 2015, og på det tidspunkt var der ingen distributører, der ville røre den. Jeg brugte et år på at få den i biografen og endte med selv at stå med tape og hænge filmplakater op på Nordisk Film. Jeg kunne ikke få lanceringsstøtte af DFI, og på den måde er 1.600 solgte billetter faktisk rimeligt højt,« siger Christian Tafdrup, der mener, at diskussionen er forfejlet, hvis man kun taler om salg.

At lave billige film handler om at talentudvikle. Hvis ikke man tør se det i øjnene, ender man med at skabe et system, der hele tiden frygter at fejle.

»Lige nu prøver man bare at lukke øjnene og smide filmene ud på VOD (Video On Demand, red.) eller vise dem i en kælder i Palads. Men vi sælger jo ikke biler, vi laver kunst. Og den skal have lov til at spire. Man bliver nødt til at tro på det,« siger Christian Tafdrup.

Han tror ikke på en Biografklub for billige film, fordi man ikke kan kategorisere film ud fra deres budget.

Heller ikke Nordisk Film er med på ideen.

»Det er så kedeligt at være en af dem, der siger det, men vi taler altså om et marked, hvor der vises 271 film om året. Man kan ikke markedsføre sig til en stor succes, og hvis man laver en særlig ordning for billige film, ligner det discount. Forbrugerne vælger det, de selv tror på,« siger labelmanager Frederik Honoré, Nordisk Film.