Kampen om Yves Saint Laurent

Den første af to konkurrerende spillefilm om den skandaleombruste modeskaber Yves Saint Laurent blev i går vist ved Berlinalen, hvor skuespillerne fortalte om deres langvarige forberedelser til filmen.

Pierre Niney brugte fem måneder på at forberede sin rolle som modeskaberen Yves Saint Laurent i den første af i alt to spillefilm, der i år kommer i biograferne. Her er han ved at tage mål af Charlotte Le Bon, en af filmens mange modeller. Billede fra filmen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Seks år efter sin død er modeskaberen Yves Saint Laurent mere aktuel end nogensinde. For tre år siden kom dokumentarfilmen »YSL: L’amour fou«, der genfortalte haute couture-geniets svimlende karriere fra hans tid som protegé hos Dior over hans jetset-liv i 1960erne, da rockstjerner og supermodeller flyttede ind i hans huse i Frankrig og Marokko, til hans tilbagetrukne alderdom svækket af psykisk sygdom.

Kort efter dokumentarfilmen fra 2008 blev hele to spillefilm sat i produktion, den ene af Jalil Lespert, den anden af Bertrand Bonello. Sidstnævnte blev snart modarbejdet af Yves Saint Laurents mangeårige partner Pierre Bergé, der i dag fungerer som en kurator af modeskaberens 20.000 efterladte tegninger. Det har dog ikke forhindret produktionen af Bertrand Bonellos film, der har støtte fra modehusets Yves Saint Laurents nuværende ejer. Bonellos film har premiere senere på året.

I går var der premiere på filmfestivalen i Berlin på Jalil Lesperts film om modeskaberen, der har titlen »Yves Saint Laurent«, og denne film har allerede et stort forspring foran konkurrenten, med halvanden million solgte billetter i Frankrig.

Det er tydeligt, hvorfor Pierre Berge har foretrukket Lesperts film. Ligesom den oprindelige dokumentarfilm har hans person nemlig en fremtrædende og positiv rolle i den solidt fortalte, og ret traditionelle biografiske film, hvor hans karakter spilles af Guillaume Gallienne, mens Yves Saint Laurent spilles af Pierre Niney, der har en næsten uhyggelig lighed med modeskaberen. Begge skuespillere brugte fem måneder på at tillægge sig de virkelige personers vaner og træk.

I filmen bliver modeskaberens seksualitet hverken skjult eller problematiseret, selv om han i 1950erne blev chikaneret af de militære myndigheder, der tvangsmobiliserede ham under Algeriet-krigen. Da Yves Saint Laurents familie selv var bosiddende i Algeriet under den blodige konflikt, mente både myndighederne og hans arbejdsgiver Dior, at den unge Yves skulle være soldat i Nordafrika, selv om det var tydeligt, at han var bedre egnet til at holde på en kulblyant end et gevær.

»Lev eller dø«

I militærets hænder fik Yves Saint Laurent sit første lammende nervesammenbrud, og første diagnose: svært manio-depressiv.

På militærhospitalet gav hans elsker Pierre Bergé ham et ultimatum: »Du skal beslutte dig for, om du vil leve eller dø. For hvis du vil dø, kan jeg ikke hjælpe dig.«

Det blev starten på et unikt kreativt sparringsforløb, hvor Yves Saint Laurent udelukkende tegnede kjoler – fire kollektioner om året, hver på op til 300 kjoler – mens Pierre Bergé tog sig af det forretningsmæssige og PR-arbejdet. Det nye modehus blev fra starten en succes, og parret tjente en ufattelig formue, som over årene blev investeret i en af verdens største private kunstsamlinger.

Men arbejdsfordelingen blev også en fælde for Yves, der hverken kunne sætte grænser for sin arbejdsbyrde eller sit eskalerende forbrug af luksus og diverse former for narkotika.

»Jeg har selv lavet løkken, og du har lagt den om min hals,« sagde Yves Saint Laurent til Pierre Bergé, der også måtte påtage sig rollen som guvernante, da hans partner for alvor satte sit helbred på spil med druk, kokain og orgier.

I Marrakech købte parret en villa, der snart blev midtpunktet for en årelang fest for rockstjerner og fotomodeller, der ville opleve suset fra Yves Saint Laurents æteriske geni, der forblev usvækket trods hans psykiske sygdom. Skandalerne stoppede ikke firmaets succes, men syntes tværtimod at forøge den i 1960erne, da samtiden ville have oprør eller det, der lignede.

På et pressemøde efter filmens visning på Berlinalen, fortalte skuespillerne om den lange research-periode, der gik forud for selve optagelserne. Yves Saint Laurent yndede at omgive sig med tidens smukkeste kvinder, som han kaldte sine »muser« og indimellem udstødte brutalt fra sin kreds, når han syntes, at deres ansigter var blevet »umoderne«.

Mest trofast var han over for den høje, androgyne Betty Catroux, der angiveligt både fik ham til at eksperimentere med narkotika i midten af 1960erne, og som endte med at lade sig indlægge til afvænning sammen med ham femten hæsblæsende år senere.

»Det var en stor ære at spille Betty Catroux, da jeg selv er fra modeverdenen, hvor hun er en legende. Hun er både et symbol på 60ernes drømme og på dens desillusion,« sagde model og skuespiller Marie de Villepin på pressemødet.

Selv om »Yves Saint Laurent« ligner de klassiske fortællinger om storhed og fald, nyder filmen godt af samarbejdet med den virkelige Pierre Bergé. De halvårlige haute couture-opvisninger er ved siden af skuespillernes alt-eller-intet-indsats filmens kerne og løfter filmen op til nærmest berusende højder.

»Det vigtigste for os var at formidle og bringe Yves’ geni til live, og derfor er alle kjolerne autentiske i mindste detalje. Yves havde relationer til mennesker, men hans dybeste forhold havde han med Skønheden,« fortalte instruktøren Jalil Lesperts på pressemødet i Berlin.