Kampen om Berlingske

På Dansk Mediemuseum i Odense vises en udstilling om dramaet, der udspillede sig i Det Berlingske Hus i 1970erne – en af de mest forbitrede arbejdskonflikter, Danmark nogensinde har oplevet.

Konflikten på Berlingske i 1977 udløste voldsomme uroligheder i gaderne omkring bladhuset. Foto fra Gregers Dirckinck-Holmfelds »Den nye danmarkskrønike«. Fold sammen
Læs mere

Det er nu mere end 30 år siden, at landets ældste og største bladhus blev lammet af en arbejdskonflikt, der udviklede sig så dramatisk, at den har fået sit eget kapitel i historien. Gennem næsten hele første halvdel af året 1977 blev de store landsdækkende aviser Berlingske Tidende, B.T. og Weekend­avisen forhindret i at udkomme. Baggrunden var en uløselig strid mellem bladhusets øverste ledelse og det såkaldt tekniske personale, som i helt overvejende grad var organiseret i Dansk Typograf Forbund. Det var mellem disse parter, kampen om Det Berlingske Hus udspillede sig, mens virksomhedens øvrige personalegrupper, funktionærer og journalister, formelt – i hvert fald i begyndelsen – søgte at indtage en neutral stilling.

Konflikten handlede om penge og arbejdspladser. Men den handlede også om principper for arbejdets tilrettelæggelse i produktionen og om retten til at bestemme, hvem der må udfører de forskellige opgaver i forbindelse med fremstillingen af en moderne avis.

Oliekrisens efterveer
Forud for konflikten havde Det Berlingske Hus gennem et par årtier haft økonomisk medvind. I 1950erne og 60erne steg oplaget for både Berlingske Tidende og B.T., og bladhusets ugeblade, Billed-Bladet og Søndags B.T., oplevede en hidtil ukendt succes. Den internationale højkonjunktur kom også til Danmark, og forbrugsfesten i 1960erne slog igennem som et boom i salget af annoncer. Det var i de år en god forretning at udgive aviser, og der blev tjent styrtende med penge. Især når man, som det var tilfældet med Berlingske Tidende, sad tungt på annoncemarkedet. Her var ingen smalle steder, og der var højt til loftet. Hvert eneste år blev der ansat stadig flere mennesker, og det var kendt af enhver, at Berlingske var lønførende. Problemer hørte man sjældent om, for begyndende utilfredshed blev straks kvalt med en pose penge og en ekstra husaftale. Udgifterne betød så lidt, når bare avisen kom ud til de ventende abonnenter. Det var kort fortalt ledelsesfilosofien i den periode.

Det gik godt lige til efteråret 1973. I oktober udkæmpedes endnu en krig i Mellemøsten mellem Israel og landets arabiske naboer, og nu blev olien for første gang bragt på bane som våben. Prisen på råolie steg i løbet af få måneder til astronomiske højder, og det udløste efterfølgende en verdensomspændende økonomisk krise. Også Danmark blev ramt. Virksomheder lukkede og massearbejdsløsheden holdt sit indtog. For landets største bladhus var krisen lammende. Annoncerne, der havde været den bærende indtægtskilde, udeblev, oplaget begyndte at falde, og samtidig eksploderede udgifterne til energi, papir og lønninger, der var pristalsreguleret. Nu hævnede det sig, at ingen på forhånd havde gjort sig tanker om risikoen for et konjunkturomslag.

Året efter stod det imidlertid klart, at der ikke var nogen vej udenom. Der måtte nødvendigvis rationaliseringer til, hvis aviserne skulle overleve, og det måtte nødvendigvis betyde afskedigelser blandt den gruppe af medarbejdere, for hvem en ansættelse i Det Berlingske Hus var blevet betragtet som en livsforsikring.

En række af husaftalerne blev sagt op, og samtidig begyndte man at interessere sig for nye produktionsmetoder, som var udviklet rundt om i verden, og som på sigt ville betyde en reduktion af lønomkostningerne og en markant ændret arbejdsform for alle ansatte i bladhuset.

Typograferne nægtede, at ledelsen havde ret til at opsige de favorable husaftaler, og samtidig insisterede det tekniske personale på at have eneret på brugen af det nye produktionsapparat, når det blev indført. Det kunne man ikke nå til enighed om, og uenigheden udviklede sig til en daglig strid, som gav sig udslag i småstrejker og forsinkelser, der alt sammen igen medførte yderligere økonomiske belastninger for den underskudsplagede avis.

Kulminationen
Ved udgangen af januar 1977 havde ledelsen udarbejdet en ny ramme for løn- og arbejdsforhold. Men det var betingelser, som typograferne nægtede at efterleve. De fortsatte med at arbejde efter gamle regler, og resultatet blev, som mange på forhånd havde forudset, at hele det tekniske personale blev sendt hjem. Parterne stod nu så langt fra hinanden, at der ikke var mere at forhandle om. Og fra 31. januar til 21. juni 1977 udkom hverken Berlingske Tidende eller B.T., og først 21. juni var Weekend­avisen igen på gaden.

Som ringe i vandet
De 141 dage og nætter var på mange måder rystende. For konflikten udvidede sig fra at være et lokalt fænomen til at få landspolitiske konsekvenser, som regeringen måtte forholde sig til. Dertil kom, at det ikke blot handlede om en tilfældig arbejdskamp, for den havde tydelige ideologiske og politiske undertoner. Dansk Typograf Forbund var kommunistisk styret, og formanden holdt sig ikke tilbage fra at sige, at kampen skulle føres til den bitre ende, om det så skulle koste Det Berlingske Hus som arbejdsplads.

Det var tæt ved, at hans ønske gik i opfyldelse, men hen på sommeren kom der gang i forhandlingerne. Der blev indgået en ny rammeaftale, som imidlertid ikke viste sig at være et punktum for konflikten. Snarere var der tale om et komma, der blev efterfulgt af endnu en række år med evindelige rivninger, og som sluttede med at bringe det gamle familieeje til ophør. Egenkapitalen forsvandt, og i 1982 blev Berlingske rekonstrueret som et aktieselskab med en helt ny ejerkreds.

@Tekst m. indryk:

@Magasin Note Underrubrik streg:»Kampen om magten«. Udstillingen kan ses på Danmarks Mediemuseum, Brandts Torv 1, Odense fra i dag til 10. februar 2008.