Kampen for irsk frihed

Ken Loachs Guldpalme-hædrede »Vinden som ryster kornet« er lidt for pædagogisk, men stærk og smuk.

Er du enig med berlingskes anmelder?

Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.

Englænderne er som bekendt verdens mest civiliserede folkefærd. Det er dem, der har skabt begrebet fair play, så man kan simpelt hen ikke forestille sig en konflikt med England som skurken.

Og dog. Ved nærmere eftertanke terrorbombede englænderne jo København i 1807, de anvendte koncentrationslejre under boerkrigen i Sydafrika, og deres adfærd som besættelsesmagt i Irland var heller ikke ligefrem præget af fløjlshandsker og pæne manerer.

Især ikke hvis man skal tro Ken Loachs film »Vinden som ryster kornet«, der sidste år blev hædret med Den Gyldne Palme på festivalen i Cannes, og som tematisk er i slægt med Neil Jordans magtfulde »Michael Collins« fra 1996. Det vil sige, at Loachs heftigt indignerede værk fortæller om den irske frihedskrig mod den engelske kolonimagt i 1920 og om den selvdestruktive borgerkrig, der fulgte umiddelbart efter, omtrent som hos palæstinenserne i dag.

Ligesom Ken Loachs »The Navigators« fra 2001 er »Vinden som ryster kornet« baseret på den kollektive beskrivelse af et broget ensemble af personer, men har dog en slags hovedperson i form af den idealistiske unge læge Damien (Cillian Murphy), som sammen med sin storebror Teddy deltager i guerillakampen mod englænderne, men i det følgende væbnede opgør mellem pragmatiske fristatstilhængere og kompromisløse republikanere må se sig selv og broderen positioneret som fjender - med tragiske konsekvenser.

I Ken Loachs omfattende produktion er »Vinden som ryster kornet« i familie med »Land and Freedom« om den spanske borgerkrig, men befinder sig til gengæld langt væk fra de senere års intime kammerspil som »Mit navn er Joe«, »Sweet Sixteen« og »Et dristigt kys«. For det Guldpalme-hædrede værk er et autentisk funderet epos om patriotisme, loyalitet, forræderi og vanskelige moralske valg, og det er samtidig en smertelig demonstration af, at det er lettere at føre krig end at skabe fred.

Imidlertid er Ken Loach forenklet sagt som regel bedst, når han er mest psykologisk og mindst politisk, og desværre råbes der for meget og hviskes for lidt i denne ideologisk ret eftertrykkelige og politisk temmelig håndfaste film. Skildringen af de ekstremt brutale britiske soldaters barbariske terror tangerer det karikerede - eller i hvert tilfælde det demagogiske - hvor historisk korrekt den end måtte være, og dermed kommer filmen med sine ordrige indlagte diskussioner om frihedstrangens mål og midler hist og her til at ligne et lærestykke lovlig meget.

Til gengæld er socialrealisten Loach faktisk fremragende til at iscenesætte dramatiske kampscener og kunne utvivlsomt blive en glimrende actioninstruktør, hvis han havde lyst til det (det har han ikke). Som alle hans film er »Vinden som ryster kornet« spillet med stærk og nuanceret troværdighed, for Loach er jo en af verdens bedste personinstruktører, og trods sit voldsomme emne er filmen usædvanlig smuk. Ikke køn som glansbilleder, hvad der ville være nærmest uanstændigt, men visuelt velkomponeret, mættet med følelsesfulde stemninger, udsøgt belyst og klassisk billedskøn i sine panoramiske beskrivelser af rolige landskaber og dynamiske grupper af mennesker.

Man befinder sig ikke fuldstændig godt med de politisk-pædagogiske elementer i »Vinden som ryster kornet«, men den indvending svarer i nogen grad til at fremføre, at Beethovens ottende symfoni ikke er helt så vellykket som hans femte. For enhver film af Ken Loach og også denne rummer såvel humanistiske som stilistiske kvaliteter, der hæver den højt over det gennemsnitlige niveau i biograferne.

Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.

Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.

Skriv din egen anmeldelse