Kampen for de udviste

Aktivistgruppen KIRKEASYL har i sin kamp for de afviste irakiske asylansøgere fået støtte langt ind i det finkulturelle middelklasse- Danmark. Berlingske- Søndag fortæller historien om, hvordan det hele begyndte, de ledende grupperinger, om millionerne. Og om SMS-krigen mellem de pæne unge og de hårde autonome.

Samtids-kunst­auktionen i Kødbyen til fordel for de udviste irakere tiltrak unge og gamle, aktivister og kunstkøbere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen

The Good, The Bad spillede hård rock på en blokvogn, og Sticks’n’sushi serverede delikate rå fisk. Rammen var sat for mødet mellem dansk aktivisme og national finkultur, da de to danske modpoler torsdag aften i denne uge samledes i et tidligere slagtehus i Kødbyen i København til fernisering på en samling af 130 værker af nogle af landets ypperste samtidskunstnere.

Her festede aktivister og sympatisører med Kirkeasyl i aftensolen. Og i udstillingslokalerne drøftede animerede kunstsamlere af det bedre borgerskab kvaliteten og værdien af Olafur Eliassons kompas-installation, af professor Bjørn Nørgaards havfruestatuette, Superflex-gruppens Irak-billede og Marco »guldfiske-blender« Evaristtis sølv- og bronceskulptur.

Det hæderkronede auktionshus Bruun Rasmussen havde doneret sin ekspertise med både net- og fysisk auktion af kunstværkerne, der ventes at indbringe mindst 200.000-300.000 kroner. Alt sammen til Kirkeasyls pengekasse til fordel for de afviste irakiske asylansøgere.

Borgerinitiativet Kirkeasyl, kalder aktivistgruppen sig nu. En verbal illustration af at opbakningen til irakersagen strækker sig ind i det pæne middelklasse-Danmark.

Forløbet med at skjule de udvisningstruede irakere i Brorsons Kirke og den efterfølgende rydning af kirken og tvangshjemsendelse af i alt 35 afviste irakere har været forsidestof siden midten af maj. Og i den højspændte og polariserede politiske værdidebat om flygtninge- og udlændingepolitikken synes Kirkeasyls aktivister at have formået at opsamle en stor del af »nok-er-nok«-danskerne, påpeger eksperter.

Opbakningen til Kirkeasyl og irakersagen fra godhjertede danskere har manifesteret sig dels i kunstauktionen, dels i tilkendegivelsen fra næsten 100 kendte af, at de vil være klar til at skjule en flygtning og dermed bryde loven. Men også i tilslutning fra flere end 26.000 danskere på Facebook samt over 8.000, der i cyberspace tilkendegiver, at de vil være parate til at skjule en flygtning.

Fra et kaotisk aktivist-initiativ er Kirkeasyl blevet en velorganiseret græsrodsbevægelse med en økonomisk omsætning på over en million kroner.

MEN HVORDAN er det gået til? Hvordan fandt de på at rykke ind i kirken? Er det i virkeligheden hætteklædte autonome, der sidder og trækker i trådene? Hvor kommer pengene fra – og hvad bliver de brugt til? Risikerer de velmenende støtter om et øjeblik at stå model til gadevold og hærværk gennem Københavns gader?

Det hele begyndte på Nørrebro. Den 14. maj om aftenen i Hans Tavsens Park ved siden af Assistens Kirkegård.

Dagen forinden havde Danmark og Irak indgået en aftale om tilbagesendelse af afviste irakiske asylansøgere. Om muligt med tvang. Myndighederne opgjorde antallet af irakere i såkaldt »udsendelsesposition« til 282, heraf ni familier med i alt 23 børn.

Nu skulle der handles, mente politikerne.

En mindre gruppe aktivister havde allerede i et halvt års tid forinden forberedt sig på den dag, en udsendelsesaftale ville blive indgået. De kendte i forvejen flere af irakerne, der boede i Sandholmlejren. Nogle var aktive i gruppen Asylret, en mindre gruppe af humanister og venstrefløjsaktivister, der bl.a. hjælper flygtninge med juridisk rådgivning. Andre var med i Bedsteforældre for Asyl. Flere havde også været med i aktionen Luk Lejren, der i oktober sidste år forsøgte at fjerne hegnet omkring Sandholmlejren.

De vidste, at det kun var et spørgsmål om tid, før Irak ville indgå samme aftale om tilbagesendelse med Danmark, som man allerede havde med Sverige.

Via mobiltelefonen blev der den 14. maj sendt SMS-beskeder ud til såvel netværket fra asylgruppen som venner og sympatisører. Stormødet skulle holdes om aftenen og i parken for at undgå, at politiet fik nys om sagen. 35-40 unge mødte op og deltog i planlægningen af at gå ind i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke den næste dag. Senere flyttede Kirkeasyl og irakerne til Brorsons Kirke med accept fra kirkens præst og menighedsråd.

Line, 21-årig HF-studerende fra Frederiksberg, og Sigurd, 24-årig statskundskabsstuderende fra København, var med ved planlægningen i parken.

»Vi skulle gøre et eller andet. Og det med en kirke var jo blevet brugt før,« siger Sigurd og henviser til godt 70 palæstinenseres fem måneder lange aktion i Blågårds Kirke i begyndelsen af 90erne. En aktion, der endte med kollektiv opholdstilladelse.

I fordelingen af arbejdsopgaver påtog Line og Sigurd sig pressekasketten, da ingen af de andre ville have den. En opgave, der skulle vise sig at blive central i Kirkeasyls organisering.

Den første dag var alt kaos. Via SMS-kæder kom 200-300 nye frivillige til.

En af dem var Jakob Tamsmark, en 42-årig familiefar med dagligt job som pressechef i Arbejdstilsynet. Han skulle hurtigt blive Kirkeasyls ansigt udadtil, og indadtil er han en af dem, der er tættest på beslutningerne.

»Jeg sidder med et rigtigt godt overblik, fordi jeg har en erfaring med organisationer,« siger han.

Men han afviser, at han skulle være »en ledende skikkelse« i Kirkeasyl.

»Vi har en pandekageflad struktur. Vi har ingen valgt ledelse, og der er ikke nogen, der tegner butikken mere end andre,« siger Jakob Tamsmark.

Men han medgiver, at der er 10-15 aktivister fra især Pressegruppen og Kampagnegruppen, som kan betegnes som nøglepersoner.

Efter rydningen af Brorsons Kirke den 13. august og den efterfølgende tvangshjemsendelse af 22 irakere har arbejdet i Kirkeasyl i høj grad ændret karakter.

I DAG UDGÅR DE FLESTE af Kirkeasyls aktiviteter fra to små lokaler i anden baggård på Fælledvej på Nørrebro. Det er Mellemfolkeligt Samvirke, der har hjulpet med lokalerne i et nedlagt fabrikskompleks over for Salon Nizar og Ritas Smørrebrød i hjertet af indre Nørrebro.

En plakat med teksten »Humanitært ophold Nu« henviser Kirkeasyls besøgende til første sal.

Sigurd tager imod. Han har den 12 timers pressevagt i dag sammen med Rune, som fast bruger sin ugentlige fridag fra jobbet som gymnasielærer i oldtidskundskab som frivillig hos Kirkeasyl. De sidder ved et lille ovalt spisebord mellem papkasser med flyveblade og plakater og stakke af kirkelys.

Ved et par større skriveborde sidder en gruppe unge kvindelige universitetsstuderende fra kampagnegruppen og tjekker detaljer med jurister og fagspecialister. Målrettede og sagsbevidste sidder de og prøver at redde verden med mobiltelefoner og bærbare computere. De er de »unge, verden er bange for,« som det står skrevet hen over ryggen på asylbureauets Anne Louise.

Sekretariatslokalerne summer af unge, nogle har i en periode sat deres studier på standby. De fleste læser på universitetet. Andre er sygeplejersker eller undervisere. Fælles for dem alle er ønsket om at gøre noget. At bidrage til medmenneskelighed. At tage ansvar og gøre sin anstændige pligt, som de siger.

»Kirkeasyl er et eksempel på et bredt netværk af meget forskellige mennesker. En bred aktivist-koalition af både folk med faglig viden, højt uddannede og mere klassiske aktivister,« siger sociologiprofessor John Andersen fra RUC.

Han sammenligner Kirkeasyl-initiativet med miljøbevægelsen.

På væggene i baggårdshuset hænger store huskesedler, mødekalendere og oversigter over faste dagsrutiner. For selvom Kirkeasyl er en aktivistisk græsrodsorganisation, så er den effektivt organiseret i en række hovedgrupper.

Presse- og kampagnegruppen er de vigtigste. Det er herfra der holdes momentum i offentlighedens interesse for sagen. Og det er her der udtænkes ideer og planlægges nye aktiviteter.

Juragruppen holder styr på udlændingelovens krinkelkroge og vurderer de juridiske aspekter af de planlagte aktiviteter. Besøgs- og kontaktgrupperne holder kontakten til de irakere, der i dag sidder i lejrene eller er fængslet, til dem, der har fået deres sag genoptaget, og dem, der er sendt tilbage til Irak. En gruppe har kontakt til de kendte mennesker i støttekredsen, og en anden har kontakt til lokalgrupperne i provinsen.

OG SÅ ER DER økonomigruppen, som har nok at se til. Alene i løbet af de seneste fire måneder har Kirkeasyl samlet tæt ved en million kroner ind. Der kommer dagligt flere penge ind på kontoen, og om en uges tid ventes kunstauktionen at skæppe yderligere nogle hundrede tusinder kroner i kassen.

Flere end 1.200 har indbetalt små eller store beløb. Fagforeninger som 3F og BUPL har doneret hver 10.000 kroner. En SMS-indsamling har indbragt 140.000 kr., og ved en demonstration på Rådhuspladsen kom 100.000 kr. i raslebøsserne. Dertil kommer salg af T-shirts og andre arrangementer.

Men udgifterne har også været store: I de 12 uger, irakerne boede i Brorsons Kirke, løb udgifterne op i 35.000 kr. pr. uge. Dertil kommer betaling for nogle af de ting, der blev ødelagt under irakernes ophold i kirkens krypt.

Kirkeasyl hjælper i dag både de irakere, der er blevet udvist, de udvisningstruede i Ellebæk-fængslet samt de, der sidder i lejrene med en såkaldt madkasseordning med op til 300 kr. i lommepenge. Repræsentanter for alle grupperne samles til koordineringsmøde hver onsdag. Her afrapporteres om nye tiltag, og kommende ideer debatteres. Er der noget større under opsejling som en demonstration eller planlægning af respons på en ny tvangshjemsendelse, så indkaldes der til stormøde, som normalt holdes i det kommunale medborgerhus Støberiet på Nørrebro.

Jakob Tamsmark understreger, at Kirkeasyl som organisation er »pivåben«, at alle, der måtte have lyst, kan komme med i inderkredsen i kampagnegruppen eller pressegruppen.

»Der er masser at rive i,« siger han og peger bl.a. på det nyetablerede vikarbureau, der prøver at skaffe opholdstilladelser ved at udnytte reglerne, der skal skaffe højtbetalt arbejdskraft til Danmark.

Mens den faste tab udgøres af omkring 150 unge aktivister, anslåes der at være op til 400-500 andre, der holder sig i yderkanten. Dertil kommer alle dem, der møder frem, når der kaldes til demonstration. Tre gange har Kirkeasyl samlet mellem 10.000 og 25.000 mennesker til støtte for sagen.

LÆNGE HAR KRITIKKEN lydt, at det er venstrefløjen og de militante autonome fra kredsen omkring det tidligere Ungdomshus, der sidder og trækker i trådene i Kirkeasyl.

Der er venstrefløjsaktivister og ungdomshus-autonome med, ja, men det er ikke en dominerende gruppe, påpeger forskerne.

Rene Karpantschof, der selv har en fortid i aktivistmiljøet, og som forsker i sociale og politiske bevægelser på Københavns Universitet, betegner Kirkeasyl som en bredere koalition, end man oftest oplever.

»Kirkeasyl afstår fra at bruge direkte voldelige aktionsformer. Det ligner mere humanitær bevægelse, der i højere grad også arbejder på systemets præmisser,« siger han.

Rene Karpantschof mener, at det er polariseringen i de politiske partier omkring flygtningepolitikken, der har givet Kirkeasyl så bred en appel. Og brede alliancer betyder ofte mildere protestformer, fremhæver han. Også selvom folk fra de traditionelle aktivistmiljøer er med – selv i inderkredsen.

»Jeg vil afvise, at der skulle være en hård militant kerne, der sidder og dirigerer rundt med tropperne. Sådan foregår det ikke,« siger Karpantschof.

Kirkeasyls talsmand, Jakob Tamsmark, afviser da heller ikke, at der er både venstrefløjsaktivister og autonome fra ungdomshus-miljøet med i kampagnegrupperne. Men de tegner ikke organisationen, siger han.

»Vi afviser ikke nogen ved døren. Men den bredde, Kirkeasyl har fået, ville aldrig være kommet frem, hvis dette her var sortklædte og formummede stenkastere,« siger Jakob Tamsmark.

Chefpolitiinspektør Per Larsen fra Københavns Politi betegner erfaringerne med Kirkeasyl som »relativt fredelige«.

»Det virker ikke som en stærkt voldelig organisation. De er nede i den bløde ende,« siger Per Larsen.

Han betegner af samme grund Kirkeasyl som i »en helt anden skala« end aktivisterne bag ungdomshus-demonstrationerne.

»Der er overhovedet ingen sammenligning. Det har været utroligt disciplineret, og vi har ikke haft nogen som helst problemer med dem,« siger han.

OG SÅ VAR DET alligevel ved at gå galt efter rydningen af Brorsons Kirke. Efter en stor og ellers fredelig protestdemonstrationen var der en lille gruppe fra det hårde aktivistmiljø, der appellerede til slagsmål med politiet. Blandt demonstranterne cirkulerede i løbet af kort tid en SMS-kæde på mobiltelefonerne med det budskab, at når vennerne havde fået tæsk, så skulle aktivister møde op ved Dronning Louises Bro og vise, at politiet ikke var velkomne på Nørrebro.

Men oplægget til gadekampe blev ved en forkølet flok på et halvt hundrede aktivister. Fordi Kirkeasyls infoguider reagerede med bred udsendelse af mod-SMSer

»Konfrontationer med politiet vil kun skade irakerne. Det her handler ikke om vores magtesløshed, men om irakernes liv. Kampen er ikke slut før den sidste iraker sidder i flyet. Brug energien på fredelige protester,« hed det i mod-SMSen.

Med tvangshjemsendelserne og rækken af asylansøgere, der er gået under jorden, har Kirkeasyl formelt fået færre flygtninge at tage sig af. Når talen falder på hjælp til de irakiske asylsøgere, der er gået under jorden, klapper aktivisterne på Fælledvej i som østers.

Kirkeasyl har besluttet sig for at holde juridisk vandtætte skotter mellem sig og de organisationer, der hjælper de skjulte asylansøgere. Man vil ikke risikere, at politiet – med henvisning til at hjælp til mennesker, der opholder sig illegalt i Danmark er forbudt – en dag konfiskerer den bugnende pengekasse.

Derfor har »nogen« etableret en egentlig støttegruppe for skjulte flygtninge, som modtager donationer til irakerne under jorden. Og der er da også et vist personsammenfald mellem aktivister i Kirkeasyls kampagne- og besøgsgrupper og de hemmelige grupper, der hjælper de skjulte irakere, erkender Jakob Tamsmark.

»Kirkeasyl har kontakt med nogle af de mennesker, der hjælper irakere, der er gået under jorden. Vi forsøger at hjælpe disse mennesker så godt vi kan. Men det er ikke som sådan en gruppe i Kirkeasyl,« siger Jakob Tamsmark.

Han afviser, at der flyttes penge fra Kirkeasyls konti over til støttegrupperne.

»Det er ikke én stor fælles kasse,« siger han.

Imens blinker guldet på Bruun-Rasmussens netauktion. Kunstsamlere og solidaritetsinvestorer har efter blot et døgn budt de donerede kunstværker op i 150.000 kr.