Kammerat med Flammen

Den 9. april 1940 kl. 4.00 om morgenen blev den 21-årige Jørgen Kieler vækket af motorstøj. Danmark var blevet besat. Jørgen Kieler blev siden medlem af gruppen Holger Danske II og kammerat med den berømte modstandsmand Flammen. Mange år senere blev han historisk konsulent på filmen »Flammen og Citronen«, og han ser i dag besættelsen i et bredere perspektiv.

Jørgen Kieler konfronterer både fortiden og nutiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bid

»På en skæbnesvanger måde blev min skæbne flettet sammen med Flammens«, siger Jørgen Kieler, der var modstandsmand i Holger Danske II gruppen. Frihedskæmperne i den gruppe udførte 26 sabotageaktioner og Flammen (Bent Fauerschou-Hviid, red.) var med i otte af dem. Jørgen Kieler og hans bror var blot unge mænd i midten af 20erne, da de kastede sig ind i modstandskampen. De blev begge sammen med deres to søstre og far taget af nazisterne. »Vi skammede os over, at vi havde overgivet os uden kamp«, siger Kieler i dag om begrundelsen for at gå ind i modstandsbevægelsen.

»Jeg gætter på, at jeg kan takke Flammen for, at vi overlevede. Jeg og min bror stod til henrettelse. Den dag, vi skulle hentes og skydes, skete der imidlertid intet. På det tidspunkt var besættelsesmagten grebet af panik over Flammens aktiviteter og helt vilde efter at fange ham. Det gik jo så vidt, at de anholdt tilfældige rødhårede på gaden, men de kunne ikke identificere ham. Jeg tror, at de mente, jeg kunne være nøglen til at fange ham, og derfor måtte jeg i en længere periode dele celle med en stikker, som siden blev midlertidigt løsladt for at lede Gestapo på sporet af Flammen.«

I stod til henrettelse, men undgik det?

»Ja, jeg tror, at jagten på Flammen var en medvirkende årsag til, at vor henrettelse blev udskudt to gange. Til sidst blev vi reddet af folkestrejken i juni-juli 1944. Efter direkte ordre fra Hitler blev dødsdomme og henrettelser i det følgende halve år erstattet af terror, og hans ordre kom 24 timer før vor henrettelse.«

Jørgen Kieler og hans bror blev sendt til en af de værste tyske koncentrationslejre, Porta Westphalica, hvor de var minearbejdere i et halvt år. Opholdet kostede godt halvdelen af de 200 danske fanger livet. Heldet tilsmilede Kieler og hans søskende, mens andre danske modstandsfolk enten blev dræbt af nazisterne eller deres danske håndlangere. Modstandsmanden John (Svend Otto Nielsen, red.), der var både Flammens og Jørgen Kielers store forbillede som leder af Holger Danske II, blev tortureret og til sidst henrettet. Mange af Kielers kammerater mistede livet under kamp og i koncentrationslejre.

Men Kieler-brødrene kom begge hjem. Kieler mødte Flammen i den periode, hvor han var aktiv sabotør, mens den senere periode, hvor han var stikkerlikvidator, foregik under Kielers ophold i Porta Westphalica. Jørgen Kieler har været historisk konsulent på den nye film »Flammen og Citronen«, og han ser positivt på resultatet:

»Jeg synes, filmen fanger vor desperation ganske godt. Vi stod med ryggen mod muren i opgøret mod nazismen og i størstedelen af krigen uden støtte fra politikerne. Den skildrer Flammen på den måde, som jeg også husker ham, nemlig som en ganske ung mand på 22 år med et blødt ansigt og en jernhård vilje til at bekæmpe uretten. Jeg savner måske nok en ideologisk og psykologisk forklaring på, hvorfor vi kastede os ud i kampen, men alt i alt er det en vellykket film«.

Hvilken dansk film er den bedste, der er lavet om modstandskampen?

»Jeg har vist set dem alle, og jeg synes egentlig, at »Flammen og Citronen« er den, der fortæller historien bedst.«

Modstandsfolkene var gennemgående unge mennesker mellem 20 og 30 år. Halvdelen var gift, og Flammen og Jørgen Kielers bror, Flemming, hørte til de yngste. De udsatte sig for stor fare og truende død. Men hvor dybt stak deres forståelse for, at deres indsats var en kamp for frihed, og at der var en hårfin skillelinje, før denne frihedskamp gik ud over civile og risikerede at udvikle sig til noget, der lignede terrorisme?

»Der gik stort set ikke en dag, hvor vi ikke diskuterede de etiske og filosofiske sider af kampen. Både Flammen og jeg havde været i Tyskland og havde ved selvoplevelse iagttaget, hvad nazismen stod for. Jeg havde mødt Hitler og vidste udmærket hvilken ideologi, vi stod overfor. Når vi samledes i Rådhusstræde 2, så var der en voldsom debat om demokrati og etik.«

Var I indbyrdes stærkt uenige?

»Det var vi da, for jeg og mine søskende var borgerlige, ligesom Flammen, og vi vidste jo ikke i begyndelsen om kampen skulle rettes mod nazismen og kommunismen, som jo var forenet i perioden 1939 til 1941. Men vi var også indbyrdes uenige, således var mine to søstre pacifister i den første tid, men støttede dog i sidste ende modstandskampen.«

Så det var ikke pubertetsprægede fantasier om ungdommeligt vovemod, der ledte jer?

»Nej, det var det absolut ikke. Vi blev modnet utroligt hurtigt i mødet med faren, og for os gjaldt det også om at bygge et fællesskab med de kommunister, som vi efterhånden fandt sammen med i modstandskampen på trods af de ideologiske forskelligheder.«

Man taler sjældent om de store følelser – om kærlighed og erotik?

»Det er rigtigt, men det er fordi, det blev så smertefuldt. Mange af os borgerlige var præget af fædrelandskærlighed med stor lidenskab. Jeg selv var vokset op i et hjem, hvor kærligheden til fædrelandet var vigtig. Følelseslivet kunne også spille en rolle for kampen, som når forsmået kærlighed eller et ulykkeligt ægteskab gjorde modstandsfolkene modige – ja overmodige, fordi de ikke frygtede døden. Det gjaldt sandsynligvis John, som jeg gerne så en film om, som havde et ulykkeligt ægteskab.«

Og erotikken?

»For mange af os, der havnede i koncentrationslejre, spillede erotikken en meget lille rolle, for frygten, udmattelsen og sulten gjorde, at de fleste mistede sexlysten. Når man så kom tilbage efter krigen og skulle genoptage et normalt familieliv, så var det ganske svært for mange. Det var sikkert med til at gøre denne del af livet i modstandskampen til et tabubelagt emne, fordi det var så svært og forbundet med smerte selv lang tid efter krigen.«

Krigen rasede i store dele af verden, og mange mennesker i Europa blev udsat for en brutal besættelse, der var langt værre end den, danskerne oplevede. Var Flammen og Jørgen Kieler sig bevidste, at kampen ikke blot var en dansk national kamp, men en international kamp mod nazismen, der truede med at erobre hele verden:

»Så absolut. Vi var faktisk meget internationale i vor tankegang. For os var det afgørende gennem modstanden og sabotagen at redde menneskeliv. Om det blev allierede flyvere eller fremmede jøder eller danskere var ikke afgørende. Når Holger Danske II således var med til at organisere de illegale transporter til Sverige, var det vigtigt, at vi også kunne sejle udlændinge over. Og under sabotagen mod Riffelsyndikatet i Hellerup var det vigtigt for os, at vi ødelagde 16 lytteapparater, der kunne spore engelske fly, for derigennem hjalp vi englænderne og styrkede den internationale kamp.«

Vidste I, hvad der foregik i Europa?

»Ja, det gjorde vi til en vis grad. Jeg kan huske, at vi havde fået vist fotografier af hængte polske frihedskæmpere, og vi var i det hele taget opmærksomme på, at Danmark som eksportør af produkter til tyskerne var med til at styrke den tyske befolknings krigsindsats. Jeg vil sige som statsministeren, at hvis andre lande havde opført sig som Danmark, så var Europa blevet nazistisk.«

Danske historikere synes i vid udstrækning at være uenige med dig. Mange af dem skildrer nærmest den danske samarbejdspolitik som det eneste rigtige og uundgåelige og mener, at samarbejdspolitikerne var lige så store patrioter som jer frihedskæmpere?

»Jeg beklager dybt den retning, som dansk historieforskning har taget. Der er en næsten entydig enighed om, at samarbejdspolitikerne tjente Danmark godt, og for at nå frem til den konklusion begrænser disse historikere perspektivet til kun Danmark og glemmer, at vi på mange måder hjalp nazisterne i deres internationale kamp gennem eksport, manglende modstand, idrætssamarbejde og meget andet. Historikerne synes med få undtagelser ikke at have været særlig villige til at reflektere over dette forhold, men har været mere tilbøjelige til ukritisk at overtage værnemagernes standpunkter. Det beklager jeg dybt.«

Hvad er forklaringen på deres snævre indfaldsvinkel og deres manglende forståelse af den internationale udfordring?

»De er som regel født efter krigen og kan ikke sætte sig ind i vor kamp.«

Men det er jo historikernes lod at være født sent?

»Det har du ret i, men jeg tror alligevel, det er en faktor. Men det spillede også ind, at vi aldrig fik et opgør omkring vor manglende modstand ved besættelsen 9. april, og dette moralske tusmørke slæbte vi med os i den historiske debat efter krigen. Vi skabte et alt for pænt billede af Danmark, og som eksempel kan man pege på, at kong Christian blev rost for sin holdning, men sagen er jo, at han i et og alt støttede den samarbejdspolitik, som nazisterne nød godt af.«

Er der nogen forklaring på, at vi har at gøre med næsten konsensus blandt historikere?

»Jeg tror, der er tale om en delvis institutionel forklaring. Hvis de unge historikere skal have ansættelse i dette lille miljø, så skal de mene det samme som ældre historikere som Hans Kirchhoff og bl.a. Åge Trommer, så der er tale om en ensretning af holdninger. Der er beklageligvis ikke nogen ægte intellektuel debat blandt danske historikere, hvilket er ganske chokerende.«

Er der håb om, at en ny generation vil forstå modstandskampens nødvendighed?

»Det tror jeg, for faktisk er ungdommen til stadighed dybt interesseret i besættelsestiden, og mange af dem er vokset op i en globaliseret verden, hvor de kan se nødvendigheden af at kæmpe internationalt for friheden og demokratiet.«

Oplever du denne åbenhed i det daglige?

»Ja så absolut. Jeg holder foredrag for unge mennesker og har den glæde, at yngre mennesker godt kan se nødvendigheden af de værdier, som vi kæmpede for. Der er næppe mange unge mennesker, der falder for danske historikeres manipulation, når de vil gøre samarbejdspolitikerne til lige så gode danske patrioter som modstandsfolkene. Faktisk synes jeg, at vi i de senere år har fået en meget mere åben og frugtbar samtale om krigens tid, for vi frihedskæmpere har selv nedbrudt tavshedens mur og taler mere åbent om de år, som også indeholdt så megen smerte og skuffelse. Filmen »Flammen og Citronen« har jo også været en stor publikumssucces, og her i april har jeg samlet mine otte børnebørn, der alle har set filmen, for at snakke om den.«

Forstår de unge mennesker jeres moralske og etiske dilemmaer fra dengang?

»Ja, det er min oplevelse. Frihedskæmperne var jo netop ikke terrorister, for vi forsøgte at undgå civile tab, og sabotagens hensigt var at redde menneskeliv.«

Er der tråde fra besættelsestiden, som du synes har fået betydning for nutiden?

»Det mener jeg, at der er. Når firmaer som Arla og Grundfos på bedste værnemagervis under Muhammed-krisen var villige til at beskære vor frihed for at sælge deres produkter i arabiske lande, så blev de gennemskuet af størstedelen af befolkningen. Det blev de, fordi de fleste mennesker huskede, hvordan danske firmaer under krigen med stor energi forsynede tyskerne med produkter, og dermed var med til at forlænge krigen og medføre død og lidelser til mennesker, der døde i krigens sidste dage.«

Hvordan har du det med debatten om likvidering af stikkerne?

»Alt i alt så synes jeg, den brede debat om disse likvideringer var nødvendig og frugtbar. Man skal blot huske, at de var dybt smertefulde for de unge frihedskæmpere, der blev sat på disse opgaver.

Er der ting, du ikke har fortalt om denne side af kampen?

»Ja, det er der. Jeg sad som formand for Frihedsfonden, og jeg var med til at bestemme, at også de, der udførte stikkerlikvideringer, skulle have pension og hæderspris. Jeg fik derfor et dybt kendskab til disse mennesker, deres motiver og deres smerte. Det vil jeg aldrig kunne fortælle om.«