Kalle B: Mit København

Han er entreprenør med stort E, far til Viggo Ny på 5, arrangør af Stella Polaris og Night Music Gallery. Nu er han snart klar med en børneplade med numre, som voksne mennesker også kan holde ud at høre på. AOK har mødt Kalle B til et interview med skaberen og hans unge søn, som lægger vokal til en af sangene på pladen. Og interviewet skal foregå på Viggos værelse.

Foto: Peter Ravnsborg

Hvorfor skal interviewet være på dit værelse, Viggo?

Viggo: Det er hyggeligt at sidde sammen med bamserne.

Hvordan vil du beskrive dit forhold til København?

Kalle: Jeg er fra Århus, og jeg taler stadig jysk efter 13-14 år herovre. Men jeg holder så meget af byen. Jeg kan også godt lide at rejse ud til andre storbyer. Men København er stadig superfantastisk. Jeg er lykkelig for at være her.

Hvad er det bedste ved byen?

Kalle: Det er mega fedt, at der er så mange iværksættere og kreative hoveder. Det er fantastisk, at vi, i vores lille land, har så mange dygtige folk og nogle, der skaber så mange fede ting. Vi er fandeme en mikrostat. Og stadig formår vi at have nogle megastjerne indenfor alle mulige kreative fag. Jeg kommer lige fra Los Angeles, en lille hurtig ferie. Derovre var der kæmpe billboards med Mads Mikkelsen og Coster-Waldau. Så kommer man hjem og tænder fjernsynet, og så ser man Bjarke Ingels, som bare giver den mega gas indenfor arkitekturen.

Viggo: Det er sjovest at være på legeplads.

Hvad er det værste ved byen?

Kalle: Hvis der nogensinde skulle skrives en bog om mig, så ville den hedde "Skrald". Det er et gennemgående problem, at folk er nogle svin. I Los Angeles får man massive bøder bare for at smide et cigaretskod på gaden. Det er ufatteligt, at folk er så uopdragne. Når man er ude til et lille parkarrangement i Fælledparken med en lille grill og nogle grillpølser, så forstår jeg ikke, man skal lade det ligge. Jeg samler altid en bunke med skodder, hvis vi sidder og ryger. Det kan godt være, jeg er lidt hippie-agtig, men når man ved, hvor lang tid, det tager at nedbryde et cigaretskod, hvorfor fanden kan man så ikke lære at smide det ud i en skraldespand? Jeg er blevet helt hysterisk, så hvis jeg taber et stykke tyggegummipapir på jorden, så samler jeg det sgu op igen. Også selvom det næsten er blæst to meter væk. Hvis jeg nogensinde skulle blive minister, så vil jeg bestræbe mig på, at man lærte om oprydning i folkeskolen. At man lærte ungerne meget tidligt, at man skal respektere det, vi lever i.

Viggo: Det værste er, at jeg skal i børnehave.

LÆS OGSÅ: Børneplade-release med slikkepinde

Hvor drikker du kaffe?

Kalle: Det gør jeg egentlig mange steder. Nogle af Riccos filialer er altid hyggelige.

Hvor drikker du øl?

Kalle: Jeg synes, det er skidesjovt at gå på McKluuds og Blomsten. Der kan man få lov til at sidde og ryge sin smøg, mens man drikker en øl. Funchs Vinstue synes jeg også er et hyggeligt sted. Og så ynder jeg at komme på Funke, for der kan man få lov til at spille bordfodbold. Og de har det rigtige, franske bord. Jeg elsker også at komme på Vega, selvom det ikke er et hænge-ud-sted.

Hvor slapper du af?

Kalle: Helt klart Assistens Kirkegården eller Ørstedsparken. Og nede ved Søerne. Du kommer lige lidt væk fra gaderne og larmen. Jeg er mega natur-freak. Når jeg går rundt om Søerne, kan jeg fortælle om, hvilke fugle der svømmer rundt derude. Der er jo ikke nogen, som ved, hvad en grønbenet rørhøne er, hvis jeg siger det. Der er superhyggeligt. Der bliver jeg også inspireret til at skrive nogle nye sange.

Hvordan bliver du ellers inspireret?

Kalle: Det er sgu meget spontant. Jeg kan ikke sætte mig ned og skrive et nummer. Godnatsangen på den nye plade, hvor Viggo og Kaya Brüel er med, der sad jeg bare en aften, og så kom melodien og teksten bare. Der er også et nummer, som hedder "Tordenguden". Det var en dag, hvor det bare pissede ned på en legeplads.

Viggo: [synger et par linjer] Det var mig og Eik, der var derovre.

Kalle: Jeg har sunget alt for ham. "Nu skal du have skiftet bleee". Jeg ved sgu ikke, om han er musikalsk, men han er meget god til at sidde og opfinde numre og rime.

Hvad ville du vise en turist i København?

Kalle: Jeg ville helt sikkert vise nogle af parkerne frem. Det er det fantastiske ved byer, at der er fredfyldte oaser. Jeg synes godt, der kunne være endnu flere. Hvorfor skal det hele være så sterilt? Smid dog nogle fucking grantræer ind. En masse bænke. Vi er flokdyr. Folk har lyst til at samles. Hvad er der med Stella Polaris, som samler 100.000 mennesker i løbet af et par weekender? Det er jo bare musik, som man kunne sidde og høre derhjemme. Men dér samles man. Torvehallerne er også et superfedt koncept, som virkelig har været savnet. Jeg savner stadig en ugentlig loppemarkedsplads. Der er ikke noget federe end at gå ud og finde vintage og genbrug. Hvor det ikke koster en bondegård at få en stand. Sådan noget mangler lidt. Et sted, jeg i hvert fald også ville vise, det er Amager Strandpark. Det er nogle af de bedste penge, der nogensinde er givet ud i Københavns Kommune.

Hvad er det seneste kulturelle, du har oplevet?

Kalle: Det seneste var, at jeg havde over 2.500 mennesker inde på Statens Museum for Kunst til Night Music Gallery. Det synes jeg er fantastisk, at jeg booker tre forholdsvis små navne og åbner museet en lørdag aften, og at der så er 700 mennesker inde den første time. Det var helt fantastisk. Desværre har jeg ikke oplevet så meget andet på det sidste.

Viggo: Det var sjovt. Det er der, hvor man kan se de sjove statuer. Men det var ikke sjovt at se skelettet. Det er jeg bange for.