Kalkmalerierne fra ca. 1100 og frem

Kalkmalerierne er en væsentlig del af den danske kulturarv, og i forhold til landets størrelse er der bevaret usædvanligt mange.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er blevet malet billeder i landets kirker fra omkring 1100 og frem til 1600-tallet, hvor traditionen blev afløst af et ideal om hvidkalkede hvælvinger.

Omkring midten af 1700-tallet var kalkmalerierne praktisk taget forsvundet, men 100 år senere begyndte man - ansporet af romantikken og en nyvakt interesse for historien og den nationale identitet - af afdække dem. Ved indgangen til det 20. århundrede blev traditionen genoptaget i form af Joachim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke, og fra 1980erne stammer Carl-Henning Pedersens ditto af domkirken i Ribe.

Kalkmalerierne undergår en række forandringer i takt med skiftende tiders æstetiske præferencer som eksempelvis gotikkens forskellige faser. Kalkmalerierne blev ofte udført af anonyme kunstnere eller værksteder, men man kender til en række skikkelser som Ermelundmesteren, Isefjordmesteren, Helligtrekongermesteren og Unionsmesteren, der af Hans Edvard Nørregård-Nielsen fremhæves som den måske bedste af dem alle, fordi han »kunne lide at fortælle en historie og forstod at gøre det som kunstner«.

Unionsmesteren, der var aktiv mellem 1410 og 40, har f.eks. i Undløse Kirke skabt en levende og nuancerig fremstilling af Kristi liv.