Kærlighedens vidner

Anne Marie Løn har skrevet en sprogligt overlæsset roman om et hemmeligt kærlighedsforhold, som forbliver et drømmebillede og aldrig kommer ind under huden på læseren. Udkommer i dag.

Det er ikke nogen udsøgt fornøjelse at begive sig ind i den ellers så hæderkronede forfatter Anne Marie Løns nye roman »Kærlighedens rum«. Det skal ligne en sanselig opvågnen i Paris, men sætningerne er så overlæssede og fortænkte, at de kvæler den sanselighed og det nærvær, der illuderes.
Det bliver ikke bedre af, at Løn »begår metafor« i lange baner og lader det vrimle med litterære billeder bogen igennem - og uanset hvem af romanens personer, der taler, og hvor det foregår. Sanseligheden kræver beherskelse og afmålthed, sådan som Løn så rigtigt beskriver det i forbindelse med kærligheden, men selv frådser hun i ord og halvt lyriske beskrivelser, og det er langtfra nogen lyst.
Det er indledningsvis en yngre dansk, kvindelig journalist, der beretter om sin opvågnen i Paris i 1973. Hun er halvvejs droppet ud af sit arbejde og er ulykkeligt forelsket i en skuespiller, da hun en dag tilfældigvis bliver vidne til et ømt og lidt mystisk kærlighedsforhold mellem en kendt TV-mand og en anonym bogholderske.
Han er studievært i et populært TV-program, der med ham som centrum viser familien som stedet for stabilitet, oprigtighed, troskab og kærlighed. Selv er han gift ind i en hovedrig familie, som han føler sig fremmed i, og hans eget ægteskab fungerer kun pro forma, da først hustruen og siden han selv har andre forhold.

[LEDEORD]»Kærlighedens rum« [/LEDEORD]handler om denne hemmelige kærlighed, dens væsen og vilkår. Umiddelbart er det distancen, diskretionen og hemmeligheden, der holder lidenskaben mellem de to - TV-manden og bogholdersken - i live i hele 28 år. Der er altså ikke tale om nogen »fri« og hurtigt opbrugt kærlighed, men om et forhold, der giver den nærhed, kontinuitet og intensitet, som ægteskabet ellers skulle rumme. Når forholdet kan vare i 28 år, bliver spørgsmålet, dels hvordan det kan tåle ikke at udvikle sig, og hvordan lidenskaben kan overleve så mange ens stævnemøder. Dels hvordan han kan udholde sit moralske dobbeltspil, og hvorfor hun kan leve så mange år på hans betingelser. Det giver Løn en række psykologiske, sociale og historiske forklaringer på. De drejer sig om de tos oplevelser af kærlighedstab, klassemodsætninger og jødeforfølgelser.
Kærligheden tåler alt, som Kierkegaard skrev, og sådan er det også i denne roman. Jalousi affærdiges på éen linie, og forholdet beskrives som helt igennem uskyldigt, rent og ægte, selvom det bygger på utroskab og løgne. De to elskende er frikendt på forhånd, og deres forhold er i grunden så uproblematisk og lykkeligt, at det er ved at blive uvedkommende.

[LEDEORD]Ægteskabet [/LEDEORD]er ikke kærlighedens rum, ligesom de skiftende lejligheder, hvor de elskede gemmer sig, heller ikke er det i længden. Kærligheden bor i de elskende og flytter med dem. Men kærligheden fordrer åbenbart vidner ligesom hemmeligheden. Der er ikke noget ved en hemmelighed, hvis der ikke[/TEKST][TEKST] er nogen, som kender til den. Og det kommer den danske journalist altså til.
Først er hun sammen med de to elskende en enkelt dag på en sejltur på Seinen, og 24 år efter møder hun tilfældigt elskerinden på en parisisk café. Her betror elskerinden hende kærlighedshistorien fra deres første møde til hans død.
Denne ramme omkring historien fungerer dårligt, fordi journalistens egen skæbne, der åbenbart har givet hende ægteskab og tre børn, ikke bliver sat i anskueligt spil med den hemmelige kærlighed. Hvorfor skal man høre en halvkvædet vise om hendes ungdoms ulykkelige kærlighed, og senere at hun er i Paris for at se Tour de France med sine børn?
Modsætningen mellem ægteskab og et hemmeligt forhold slår aldrig rigtig gnister i denne bog, der nok fantaserer om den store, ægte kærlighed, men som ikke formår at få den ind under huden på læseren, hvor den kunne virke bevægende og anfægtende.